Europa-unionens skæbne!
28-02-2014
Af Erling Petersen, civilingeniør, tidligere direktør i Danske Fjernvarmeværkers Forening.
Europa-unionen (EU) er på vej til en forudbestemt selvdestruktion. Som stjernerne der symboliserer unionen er den selv forudbestemt til at fortære sig selv og gå til grunde.
Europæerne har meget at takke EU for – og specielt dets forgængere. EU er et barn af det europæiske fællesmarkedet (EF), som var et barn af Romtraktaten, som var et barn af Kul- og stålunionen, som var et barn af …..
Efter 2. verdenskrigs afslutning, hvor Europa inden for 3 årtier havde været igennem 2 meget blodige krige, var der vise politikere, som indså, at det aller vigtigste politiske spørgsmål var: hvordan sikrer vi, at det ikke sker igen! Deres løsning var at binde de store europæiske lande sammen i et så tæt teknisk og økonomisk samarbejde, så en ny krig ville være stort set umulig. Og det er lykkedes! Det senere EF skabte større samhandel, som har bidraget til mere vækst og velstand i medlemslandene. Det senere EU har også gjort det lettere for borgerne at bevæge sig, arbejde og bosætte sig i andre europæiske lande. Og mange tak for alt det! EU-formand Barroso kunne med rette sige som tidligere LO-formand Thomas Nielsen: Vi har sejret ad helvede til. Men som LO, der tilsyneladende heller ikke har opdaget, at dets opgave for længst er løst, arbejderklassen er uddød for mange år siden, så kværner EU-maskinen også videre og i et stadigt højere tempo, medens europas borgerne står måbende tilbage, og frygter de næste meningsløse direktiver og forordninger, som bureaukratiet i Bruxelles producerer.
Det kan man naturligvis blive sur og vred over – som de fleste EU-borgere gør. Men hvis man vil forsøge at være konstruktiv, må man prøve at forstå, hvorfor det har udviklet sig sådan.
Rom-traktatens fædre frygtede, at nationalistiske politikere igen skulle føre Europa ud i nye krige. Derfor ønskede man at stække deres magt. Det gjorde man ved at opbygge en overnational magt – det senere EU – hvor man gav langt større magt til et bureaukrati af embedsmænd, som ikke måtte tage nationale hensyn, men kun varetage ”Europas” interesser. (Det var nok lidt naivt at forestille sig, at hvis man pålagde en embedsmand at være europæer, så glemte han/hun straks sin kulturelle baggrund som tysker, franskmand eller dansker).
Embedsmænd er grundlæggende som andre mennesker. De ønsker magt, sikkerhed i ansættelsen og gode løn og ansættelsesforhold. Og da der ikke har været indbygget nogle effektive stopklodser for EU- bureaukratiet – det var jo netop hensigten – så har det kunne udvikle sig til det ekstreme, som vi ser i dag. EU´s fædre så faren ved nationalistiske politikere, men glemte faren ved at give bureaukratiet magten. Hvor det bærende element i drømmen om et forenet Europa oprindelig var en liberal markedsøkonomi med stor personlig frihed til den enkelte borger, så har systemet udviklet sig til en høj grad af planøkonomi med stærke begrænsninger i den personlige frihed. Jeg skal ikke gå i detaljer med Bruxelles direktiver om krumme agurker, mælkekvoter, braklægningsordninger m.m.. Eller om forbud mod snus, lakridspiber, kanelsnegle og meget mere. Heller ikke om de ekstreme løn-, ansættelses- og pensionsforhold for bureaukratiets ansatte. Det er der allerede skrevet meget om. Jeg ønsker at henlede opmærksomheden på, at med den konstruktion, som EU er bygget på, så måtte det nødvendigvis gå sådan! Og bureaukratiets ønske om magt og behov for nye opgaver vil medfører stadig tættere regulering af økonomien, erhvervslivet og borgernes tilværelse. Mere planøkonomi, større bureaukrati og mindre frihed til borgerne. En regulering, harmonisering og ensretning som ligger langt ud over, hvad de europæiske befolkninger accepterer.
Vi har set historien før. Den tidligere sovjetunion fik samme skæbne. Stadig mere magt til bureaukratiet, stadig mere planøkonomi, stadig mindre frihed til borgerne. Og det hele skulle sælges til borgerne med løfte om social ligestilling. I sovjetunionen med alle livsfornødenheder ”gratis”. I EU med tilskudsordninger og regionale udviklingsfonde (for at udjævne de regionale skævheder), f.eks. tilskud til en jernbanestation i Portugal, til nogle handicaptoiletter i Bulgarien og til nogle kontante Euro til Grækenland. Den væsentligste forskel på Europaunionen og Sovjetunionen er, at bureaukratiet i Kreml havde fysisk magt til at fængsle, deportere eller henrette de borgere, som satte sig imod. Det har Bruxelles ikke – endnu. Mange taler varmt for et fælles europæisk forsvar. Det kan der også føres mange gode argumenter for, men sporene skræmmer- så nej tak!
I 1980-erne indså både Gorbatjov og Jeltsin af systemet destruerede sig selv, så noget måtte gøres. Gorbatjov håbede, at systemet kunne reformeres. Jeltsin mente, at det skulle opløses, og noget helt andet sættes i stedet. Det gik som Jeltsin ønskede, og det var ikke noget kønt syn! Er det for sent at reformere EU?
Erling Petersen
La Violle
07170 Darbres
France
