’A New Narrative for Europe’ hedder et kulturprojekt, som EU har stablet på benene. Nogle europæiske kulturpersonligheder, bl.a. Morten Løkkegaard (!) og Per Nyholm (!) er blevet inviteret til at forfatte en tekst om europæiske værdier, som skal gøre EU-borgerne gladere for Kommissionen, Parlamentet og Euroen.
Den følgende tekst er et forsøg på at skitsere et par vigtige træk i dansk historisk perspektiv, som ”The New Narrative for Europe ” skal designes til at afløse.
Jeg vil tage udgangspunkt i Jyllands Posten, som - meget rosværdigt - i disse måneder trykker en serie små historiske artikler om 1800-tallet. Formålet er bl.a. at beskrive vigtige træk og begivenheder i det århundrede, der er optakten til 1. Verdenskrig, som brød ud for 100 år siden.
Den 23 januar skriver museumsinspektør Carsten Porskrog Rasmussen om Slesvig og Holsten. Han gennemgår kort den historiske udvikling i hertugdømmerne fra 1200-tallet. Fra 1460 blev de to hertugdømmer administreret sammen under den danske krone. Men så skriver han : ” i 1800-tallet blev ordningen imidlertid revet fra hinanden af nye nationale strømninger” - og videre: ” det endte med opstand og krig i 1848-51 og igen i 1864. Hvorefter Danmark måtte afstå hertugdømmerne.”
Nu er en kort avisartikel naturligvis ikke en videnskabelig afhandling. Men det er desværre ikke en ualmindelig fremstilling af de historiske begivenheder i kongeriget Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. Romantikken og den medfølgende nye nationalfølelse beskrives ofte som årsagen til intolerance, ufred og oprør i almindelighed og til tab af store dele af kongeriget i særdeleshed. Men det ikke bare en forkert opfattelse; det er en forståelse, der kan vise sig at være skæbnesvanger for Danmark og Europa.
Man skal have fat på helt andre udviklingsmønstre for at forstå den historiske udvikling fra Reformationen frem til afslutningen af 2. verdenskrig.
Da denne tekst er tænkt som et debatindlæg – ikke en lærebog - må den holde sig inden for rimelige grænser. (Hvad den så desværre næppe gør alligevel!) Jeg vil derfor i det følgende skitsere udviklingens vigtigste træk i punktform:
Reformationen, 1536, betyder, at Bibelen oversættes til modersmålet, præsternes prædiken skal foregå på modersmålet og den lutherske forestilling om ”et alment præstedømme”, betyder, at alle har ret - og pligt – til personligt at tolke bibelens tekster. Disse nybrud er vigtige forudsætninger for udviklingen af ”et myndigt borgerskab”, idet teksttolkning og tekstforståelse som minimum kræver evne til at læse og til personligt at tage stilling.
Efter Reformationen kommer (logisk nok) Oplysningstiden (ca. 1690 til ca. 1780). Den var præget af en tro på den menneskelige fornuft og evne til at udforske naturen, og en overbevisning om, at al menneskelig viden skulle udbredes til flest muligt for at muliggøre et nyt og kritisk blik på traditioners og sædvaners snærende bånd.
Oplysningstiden betød fremskridt på alle samfundets områder: nye dyrkningsmetoder, landbrugsreformer, global handel, begyndende industrialisering o.m.m. De nordeuropæiske – protestantiske eller højkirkelige – stater blev førende i verden og generelt ganske velstående. En direkte følge var, at byerne blev større, og et borgerskab, middelstanden, voksede frem. Middelstandens økonomiske formåen blev efterhånden betydelig; men dens politiske indflydelse forblev minimal.
Denne ubalance førte til almindelig oprørsstemning i borgerlige saloner rundt om i Europa og i 1789 kom den ”Den Store Franske Revolution”. Revolutionen viste sig imidlertid at være en fiasko for borgerskabet, bl.a. fordi man tog udgangspunkt i et abstrakt, idealistisk samfundssyn: man forestillede sig, at revolutionen var begyndelsen en helt ny æra i menneskehedens historie. Der skulle gøres op med tidligere tiders fordomme og overtro. Tidsregningen blev lavet om, så den ikke begyndte ved Kristi fødsel, men ved republikkens grundlæggelse (1792). Månederne fik nye navne, Kristne helligdage blev afskaffet og kirker lukket. Nu skulle man tilbede selve den menneskelige fornuft eller et ubestemt ”højeste væsen”. Notre Dame katedralen i Paris blev gjort til ”Tempel for fornuften”.(Ligner det ikke noget radikalt tankegods?). Det endte som bekendt og ganske logisk med ”Rædselsperioden”, hvor - med et berømt udtryk – ”revolutionen åd sine egne børn”. Ca. 50-60.000 blev guillotineret eller henrettet på anden vis på blot et par år.
Revolutionen 1789 betegnede egentlig afslutningen på Oplysningstiden og den ubetingede tro på menneskets fornuft. Oplysningstiden afløstes af Romantikken. Bevægelsen mod større politisk magt til middelstanden kunne imidlertid ikke stoppes. Kongemagtens enevælde stod for fald. I første halvdel af 1800-tallet blev der rundt om i Nordeuropa oprettet rådgivende stænderforsamlinger af forskellig slags.
Den franske revolution havde som før nævnt vist, at politisk magt med udgangspunkt i et abstrakt, idealistisk menneskesyn fører til barbari (jfr. kommunismen, nazismen, maoismen). Det demokratiske ideal led allerede i sin oldgræske oprindelse af den indbyggede svaghed, at ikke alle tilhørte demos – hverken slaver eller kvinder havde stemme- eller ytringsret. Under den franske revolution var der endnu flere befolkningsgrupper, der ”ikke hørte til”, og derfor skulle udryddes. I den forbindelse er det værd at bemærke, at det 20. årh.´s idealistiske folkebevægelser kommunismen, nazismen og maoismen var så ekstreme, at selve folket ikke ”hørte til folket” – menneskene skulle omskoles, genopdrages eller udskiftes.
Forestillingen om folkestyre (ikke idealistisk demokrati) i Danmark spirede frem i begyndelsen af 1800-tallet, romantikkens tid, som vi kalder Guldalderen. Danskerne har altid følt sig som et folk, i hvert fald siden Gorm den Gamle eller Godfred anlagde Dannevirke som grænsevold mod tyskerne. Saxos: ”Danernes bedrifter” vidner derom 400 år senere, og Niels Ebbesens kamp mod ”Den kullede greve” udtrykker det samme i 1300-tallet. Gennem mindst 1200 år har det været sådan; men først i begyndelsen af 1800-tallet fik nationalfølelsen politisk betydning. Klan- og høvdingestyre, feudal- og kirkemagt, adels- og enevælde havde indtil da afløst hinanden. Folkets mening spillede ingen rolle, derfor kunne nationer med forskellige sprog og kulturer sagtens styres af én mere eller mindre enevældig konge og kejser. Men da enevælden blev afløst af først rådgivende stænderforsamlinger og siden en egentlig demokratisk grundlov faldt Helstaten Danmark, som bestod af Kongeriget + hertugdømmerne Sønderjylland (dansk) og Holsten (tysk)fra hinanden. Det skete først med en borgerkrig fra 1848-50, som ved fredslutningen endte med, at Helstaten, d.v.s en fællesforfatning mellem rigets bestanddele, blev påtvunget kongeriget af stormagterne.
Men demokratiet og den flerkulturelle Helstat fungerede ikke sammen. I 1863 vedtog Rigsdagen i København at ophæve Fællesforfatningen. Holsten, der hørte under det tyske forbund, blev overladt til sig selv. Der var ingen alternativer, hvis folkestyret skulle fungere; men det var både imod ældgamle aftaler (Ribebrevet 1460 siger, at Slesvig og Holsten skal være sammen til evig tid: ”ob ewig tosammen ungedelt”) og Fredsaftalen fra 1851 siger det samme. Ophævelsen af Fællesforfatningen blev af Bismarck brugt som anledning til krigen i 1864.
En dansk–tysk magtkamp mellem på den ene side Kongeriget Danmark, som ønskede at befri sig for det tyske Holsten og på den anden side Preussen/Østrig, som ønskede at fastholde det holstenske ridderskabs (adelens) økonomiske interesser i Sønderjylland og stadige indblanding i interne danske forhold.
Siden har læren af nederlaget i 1864-krigen på dansk side desværre været, som den ovennævnte museumsinspektør skriver: overdreven national selvglæde efter ”sejren” i 3-årskrigen, førte til nederlaget og en næsten halvering af landet.
Den samme morale blev 60 år senere brugt til at fastslå hovedårsagen til 1. Verdenskrigs udbrud: Det var de europæiske folks nationale begejstring, der førte til ragnarok. Intet kan imidlertid være mere forkert. Europas stormagter var på den tid ikke nationale stater; men imperier, der var sammensat af flere nationer. Imperier er i sagens natur så at sige født med indbyggede spændinger mellem de forskellige befolkningsgrupper. Disse modsætninger kan i kortere perioder løses ved at et flertal ved hjælp af enhedslovgivning undertrykker et mindretal. En anden metode er at gå i krig, så stridbarheden rettes udad, subsidiært kan imperiet udbygges i andre kontinenter.
Forudsætningen for Hitlers magtovertagelse i 1933 var derimod - foruden arbejdsløshed, fattigdom og almindelig kaos - sårede nationale følelser som følge af den hårde fredsslutning i Versailles 1919. Krigens mål var imidlertid ikke national; men international: den drejede sig om herredømmet i verden. Det gjaldt ikke bare Tyskland (”Heute gehört uns Deutschland, morgen die ganze Welt”), men også det engelske, franske og russiske imperium. USA var indtil Pearl Harbor isolationistisk indstillet; men kom efter krigen til at fremstå som verdens eneste stormagt – både industrielt og militært.
En status som andenrangs magt var imidlertid ubærlig for fransk Gloire og især for Charles de Gaulles. Initiativtagerne til forløberen for EU, Kul- og stålunion mellem Frankrig, Holland, Belgien, Luxembourg, Italien og Tyskland, var selvfølgelig franskmænd, nemlig udenrigsministeren, Robert Schumann og økonomen Jean Monnet. Den officielle begrundelse var at knytte landene så tæt sammen, at krig imellem dem i fremtiden ville være umulig; men det uofficielle mål var at genskabe fransk storhed ved hjælp af især Tysklands genvundne økonomiske styrke. Fransk lederskab var jo en selvfølge; idet Tysklands nazistiske fortid umuliggjorde landet i international politik. Nu er der gået 60 år.
4 nye traktater er blevet underskrevet af statsoverhovederne – men ikke konfirmeret af folkene. Der er nu 28 medlemmer, og imperiet skal videreudbygges (alle imperiers lod)– indadtil med stadig snævrere samarbejde, udadtil med flere medlemsstater.
Ingen demokratisk, nationalstat har nogensinde startet en krig. Alle historiske krige er startet af totalitære stater eller af udvidende eller sammenfaldende imperier! Følgerne af et sammenfaldende imperium kan studeres i Jugoslavien og Sovjetunionen – et muligt, ja sandsynligt fremtidsperspektiv for EU.
Følgerne af eet eller to imperiers blotte tilstedeværelse kan i øjeblikket følges i Ukraine. EU har åbenbart fået imperial stormagtsblod på tanden, og det skaber uro.
Hvem kan i historiens klare lys tro, at EU-imperiet er et fredsprojekt, og at det er bedre til at bevare freden end mindre, demokratiske nationalstater? 1. og 2. Verdenskrig var krige påbegyndt af imperiale, europæiske stormagter. Den realistiske gevinst for sejrherren var ikke mindre end verdensherredømmet. Hvis Frankrig nu eller i fremtiden skulle starte en krig mod Tyskland – eller visa-versa – vil sejrherren allerhøjst kunne erobre fjendelandet; men hvad skal de med det? Hvilke fordele har Frankrig af at erobre Tyskland? Ingen, vil jeg mene, kun ulemper. Ingen stat i denne verden stat kan gøre sig forhåbninger om at opnå verdensherredømme – ikke engang USA - men slet ikke små regionale stater i Europa. Derfor er videreførelsen af kommissionens politik med stadig snævrere integration den største reelle trussel mod freden i Europa.
Kombination af topstyret ligemageri, planøkonomi og ufolkeligt, fjernt bureaukrati er dømt til før eller siden at kollapse og udløse en gruopvækkende borgerkrig – mange gange være end Jugoslavien og Kaukasus.
Måtte dette eller noget lignende blive The Old and New Narrativ for Europe. Danmark skal ikke være en del af et imperium!
