Hele miseren omkring Grækenland og de øvrige gældsplagede lande i Sydeuropa udstiller på én gang Euro’en som en fejlkonstruktion samt en flok europæiske politikere, der absolut intet har lært af historien.
Alle hidtidige forsøg på at skabe møntunioner, det være sig den skandinaviske i starten af forrige århundrede eller den latinske i slutningen af 1800-tallet, er slået fejl, fordi de deltagende lande har ført forskellig finanspolitik og økonomisk har fjernet sig fra hinanden.
Det samme ser vi i dag med Euro’en, hvor forskellen mellem de økonomisk stærke lande i nord og de svagere lande i syd konstant bliver større. For at Euro’en skulle kunne fungere på lang sigt, skulle den økonomiske ulighed landene imellem med andre ord udlignes, hvilket i praksis kun kunne ske via fælles finanspolitik samt en intern udligning, hvor de stærke lande overfører midler til de svagere lande; et scenarie der vel selv på lang sigt og for de største Euro-fantaster må betegnes som temmelig utopisk. Sidstnævnte er ikke desto mindre det man p.t. forsøger med den store hjælpepakke til Grækenland, hvilket har fået navnlig tyske kritikere af systemet til at tale om Euro’en som en transferunion frem for en monetær union.
At Tyskland ikke desto mindre optræder som den største bidragsyder til Grækenland i forsøget på at redde Euro’en kan derfor virke noget uforståeligt, men forklaringen er nok, at opfattelsen af Euro’en hos mange tyske politikere hidtil har været og stadigvæk bygger på den misforståelse, at det primært har været Tyskland, der har haft gavn af Euro’en. Nok har tyske eksportvirksomheder haft gavn af Euro’en ved eksport til de øvrige Euro-lande sammenlignet med tidligere, hvor deres stærke D-mark tidligere var en hæmsko overfor de noget svagere valutaer i Sydeuropa.
Men, hvad mange glemmer er, at Euro’en er og altid har været langt svagere end D-marken p.g.a. de mange svage Euro-lande i Syd, hvilket gør risikoen for inflation ved Euro’en langt større end ved D-marken. Og kender man tyskerne og deres historie, så ved man, at er der noget de er bekymrede for, ja så er det netop inflation.
Den anden og nok så væsentligt større ulempe for tyskerne ved så stædigt at holde fast i Euro’en, er den ovenfor beskrevne risiko for at Euro’en er ved at udvikle sig fra en monetær union til en transferunion. Grækenland er kun startskuddet til en glidebane, hvor ingen i dag kan se, hvor det skal ende. Først var der tale om hjælp til 45 mia €, så 100 mia € og nu senest taler man om at tallet snarere ligger på 150 mia €. Og ikke nok med det: Tyske økonomiske eksperter taler allerede nu om, at Grækenland behøver hjælp helt frem til 2015 og først i 2020 er det realistisk at forvente, at Grækenland er på fode igen og kan overholde kriterierne for at være med i Euro’en. Kriterier, som vi alle nu ved, de omgik for overhovedet at komme med i Euro’en.
Og så er Grækenland måske kun toppen af isbjerget. Som bekendt ligger den største del af et isbjerg under vandet, hvilket også synes tilfældet med de øvrige økonomisk svage sydeuropæiske lande. Kan man (primært tyskerne) hjælpe grækerne og så sidenhen nægte tilsvarende hjælp til Spanien, Portugal eller Italien, dersom disse lande kommer i samme situation? Næppe! Hvis Euro’en til den tid stadig eksisterer må man håbe, at ansvarlige tyske politikere vågner op og siger ”genug ist genug” (nok er nok), lad os komme ud af dette her og vende tilbage til D-marken.
For dem som synes det er underligt, at det stort set kun er tyskerne, der er tilbageholdende med at hjælpe Grækenland er forklaringen egentligt ganske enkelt. Spanien og Italien har endnu mindre råd til at hjælpe end Tyskland, men stiller sig ikke desto mindre beredvilligt forrest i køen for at hjælpe, netop fordi de ved, at de senere selv kan komme i samme situation som Grækenland.
Og Frankrig? Da hjælpen fra EU-landene er beregnet efter størrelse og økonomisk formåen skal Tyskland i første omgang stille ca. 2 mia Euro mere til rådighed en Frankrig, men da franske banker har langt mere til gode i Grækenland end tyske banker, betyder denne hjælp paradoksalt, at der netto vil flyde midler fra Tyskland til Frankrig via hjælpen til Grækenland. Derfor presser også franskmændene gevaldigt på, for at få tyskerne til at sige ja.
I sidste ende er man vel altid sig selv nærmest, n’est-ce pas?
Alle hidtidige forsøg på at skabe møntunioner, det være sig den skandinaviske i starten af forrige århundrede eller den latinske i slutningen af 1800-tallet, er slået fejl, fordi de deltagende lande har ført forskellig finanspolitik og økonomisk har fjernet sig fra hinanden.
Det samme ser vi i dag med Euro’en, hvor forskellen mellem de økonomisk stærke lande i nord og de svagere lande i syd konstant bliver større. For at Euro’en skulle kunne fungere på lang sigt, skulle den økonomiske ulighed landene imellem med andre ord udlignes, hvilket i praksis kun kunne ske via fælles finanspolitik samt en intern udligning, hvor de stærke lande overfører midler til de svagere lande; et scenarie der vel selv på lang sigt og for de største Euro-fantaster må betegnes som temmelig utopisk. Sidstnævnte er ikke desto mindre det man p.t. forsøger med den store hjælpepakke til Grækenland, hvilket har fået navnlig tyske kritikere af systemet til at tale om Euro’en som en transferunion frem for en monetær union.
At Tyskland ikke desto mindre optræder som den største bidragsyder til Grækenland i forsøget på at redde Euro’en kan derfor virke noget uforståeligt, men forklaringen er nok, at opfattelsen af Euro’en hos mange tyske politikere hidtil har været og stadigvæk bygger på den misforståelse, at det primært har været Tyskland, der har haft gavn af Euro’en. Nok har tyske eksportvirksomheder haft gavn af Euro’en ved eksport til de øvrige Euro-lande sammenlignet med tidligere, hvor deres stærke D-mark tidligere var en hæmsko overfor de noget svagere valutaer i Sydeuropa.
Men, hvad mange glemmer er, at Euro’en er og altid har været langt svagere end D-marken p.g.a. de mange svage Euro-lande i Syd, hvilket gør risikoen for inflation ved Euro’en langt større end ved D-marken. Og kender man tyskerne og deres historie, så ved man, at er der noget de er bekymrede for, ja så er det netop inflation.
Den anden og nok så væsentligt større ulempe for tyskerne ved så stædigt at holde fast i Euro’en, er den ovenfor beskrevne risiko for at Euro’en er ved at udvikle sig fra en monetær union til en transferunion. Grækenland er kun startskuddet til en glidebane, hvor ingen i dag kan se, hvor det skal ende. Først var der tale om hjælp til 45 mia €, så 100 mia € og nu senest taler man om at tallet snarere ligger på 150 mia €. Og ikke nok med det: Tyske økonomiske eksperter taler allerede nu om, at Grækenland behøver hjælp helt frem til 2015 og først i 2020 er det realistisk at forvente, at Grækenland er på fode igen og kan overholde kriterierne for at være med i Euro’en. Kriterier, som vi alle nu ved, de omgik for overhovedet at komme med i Euro’en.
Og så er Grækenland måske kun toppen af isbjerget. Som bekendt ligger den største del af et isbjerg under vandet, hvilket også synes tilfældet med de øvrige økonomisk svage sydeuropæiske lande. Kan man (primært tyskerne) hjælpe grækerne og så sidenhen nægte tilsvarende hjælp til Spanien, Portugal eller Italien, dersom disse lande kommer i samme situation? Næppe! Hvis Euro’en til den tid stadig eksisterer må man håbe, at ansvarlige tyske politikere vågner op og siger ”genug ist genug” (nok er nok), lad os komme ud af dette her og vende tilbage til D-marken.
For dem som synes det er underligt, at det stort set kun er tyskerne, der er tilbageholdende med at hjælpe Grækenland er forklaringen egentligt ganske enkelt. Spanien og Italien har endnu mindre råd til at hjælpe end Tyskland, men stiller sig ikke desto mindre beredvilligt forrest i køen for at hjælpe, netop fordi de ved, at de senere selv kan komme i samme situation som Grækenland.
Og Frankrig? Da hjælpen fra EU-landene er beregnet efter størrelse og økonomisk formåen skal Tyskland i første omgang stille ca. 2 mia Euro mere til rådighed en Frankrig, men da franske banker har langt mere til gode i Grækenland end tyske banker, betyder denne hjælp paradoksalt, at der netto vil flyde midler fra Tyskland til Frankrig via hjælpen til Grækenland. Derfor presser også franskmændene gevaldigt på, for at få tyskerne til at sige ja.
I sidste ende er man vel altid sig selv nærmest, n’est-ce pas?
