LEDER: For godt en uge siden lød det fra Socialdemokraternes førstemand i EU-parlamentet, Dan Jørgensen, at "det er euroen, der har sikret, at økonomien i Europa ikke er gået ned". Og for et par uger siden var det de Konservatives EU-ordfører, Lene Espersen, som i folketingssalen mente sig i stand til at belære en DF'er om, at det absolut ikke passer, at Danmark nyder gavn af ikke at være med i euro-samarbejdet.
Men igen mødes euro-tilhængerne så af virkeligheden: Kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's advarer nu om, at alle euro-lande - nej, ikke Danmark, der står uden for euroen - risikerer at få nedvurderet deres kreditværdighed, så de fremover får sværere ved at låne penge. Årsag: Tilliden til, at de kan betale renter og afdrag på lån, dykker i disse måneder.
Dermed burde det være endegyldigt slået fast, at Dan Jørgensen og Lene Espersen simpelthen ikke har ret. Eurozone-medlemskab gør tilliden til et medlemslands økonomi mindre, fordi euro-konstruktionen er fejlbehæftet. Markederne tror ikke på, at konstruktionen bidrager til at sørge for den økonomiske stabilitet og troværdighed i medlemslandene.
Som så ofte før er markederne klogere end politikerne, for de har jo helt ret: Euro-konstruktionen var ikke disciplinerende nok overfor medlemslandene, og den kunne derfor ikke forhindre de uansvarlige sydeuropæiske gældstilstande, som vi ser i dag.
Nu må alle de øvrige eurolande bære en del af byrden, hvilket i sig bærer kimen til den næste krise. For når den, der har opført sig dårligt, kan tørre konsekvenserne af på andre, så lærer han aldrig noget af sine fejl, men alle andre lærer til gengæld, at det ikke kan betale sig at gøre sig umage.