Grækenland har ikke alene ført en dybt uansvarlig økonomisk politik gennem mange år, der har ført dem ud i en økonomisk gældskrise af en størrelse, der kan true euroen som en fælles valuta, men de har tilmed ført EU og deres kreditorer bag lyset ved at misinformere om størrelsen af underskud på statsbudgettet og statsgældens størrelse.
Hvis Grækenland havde stået uden for euroen, som Danmark, så ville de finansielle markeder for længst have spekuleret mod drachmaen og tvunget de græske politikere til at føre en mere ansvarlig og stabilitetsorienteret økonomisk politik, men medlemskabet af eurosamarbejdet har fjernet den markedsdisciplin og givet græske politikere frie tøjler til at køre græsk økonomi i sænk, før de nu er tvunget til at reagere. Euromedlemskabet skaber et politisk moral hazard problem, fordi uansvarlige politikere ikke i tide bærer risiciene og omkostningerne ved deres økonomiske politik.
Som om det ikke var nok, så meddeles det netop nu på Bloomberg.com, at de 16 eurolande er blevet enige om en nødplan for lån til Grækenland i tilfælde af, at de planlagte 4,8 mia. euro skattestigninger og lønnedgang ikke vil virke. Ved på den måde at redde lande, der ikke alene har ført en dybt uansvarlig økonomisk politik, men tilmed har svindlet og misinformeret EU og de finansielle markeder (for ikke at nævne landets egen befolkning), skaber eurolandene endnu et moral hazard problem, der med meget stor sandsynlighed vil skabe grundlag for fremtidige gældskriser: Når lande, der opfører sig økonomisk uansvarligt, i stedet for at blive straffet for ikke at overholde vækst- og stabilitetspagten bliver reddet og støttet af de andre eurolande, så sender det et signal om, at eurolandene ikke behøver tage vækst- og stabilitetspagten alvorligt, for uanset hvor økonomisk uansvarligt, et land opfører sig, så vil de andre eurolande træde til for ikke at tabe ansigt, hvis det skulle vise sig, at et medlemsland blev tvunget til at forlade eurosamarbejdet.
Svagheden ved euroen har hele tiden været dens politiske dimension, og med det nye initiativ undergraver eurolandene yderligere det skrøbelige politiske fundament, som euroen bygger på. Det er en politisk kortsigtet beslutning at hjælpe Grækenland, og det havde været bedre for euroen (og formentlig også for Grækenland), hvis Grækenland var givet en time-out for euromedlemskabet og fået 5-10 år til at genoprette deres økonomi, før de fik lov til at genindtræde.
Hvis Grækenland havde stået uden for euroen, som Danmark, så ville de finansielle markeder for længst have spekuleret mod drachmaen og tvunget de græske politikere til at føre en mere ansvarlig og stabilitetsorienteret økonomisk politik, men medlemskabet af eurosamarbejdet har fjernet den markedsdisciplin og givet græske politikere frie tøjler til at køre græsk økonomi i sænk, før de nu er tvunget til at reagere. Euromedlemskabet skaber et politisk moral hazard problem, fordi uansvarlige politikere ikke i tide bærer risiciene og omkostningerne ved deres økonomiske politik.
Som om det ikke var nok, så meddeles det netop nu på Bloomberg.com, at de 16 eurolande er blevet enige om en nødplan for lån til Grækenland i tilfælde af, at de planlagte 4,8 mia. euro skattestigninger og lønnedgang ikke vil virke. Ved på den måde at redde lande, der ikke alene har ført en dybt uansvarlig økonomisk politik, men tilmed har svindlet og misinformeret EU og de finansielle markeder (for ikke at nævne landets egen befolkning), skaber eurolandene endnu et moral hazard problem, der med meget stor sandsynlighed vil skabe grundlag for fremtidige gældskriser: Når lande, der opfører sig økonomisk uansvarligt, i stedet for at blive straffet for ikke at overholde vækst- og stabilitetspagten bliver reddet og støttet af de andre eurolande, så sender det et signal om, at eurolandene ikke behøver tage vækst- og stabilitetspagten alvorligt, for uanset hvor økonomisk uansvarligt, et land opfører sig, så vil de andre eurolande træde til for ikke at tabe ansigt, hvis det skulle vise sig, at et medlemsland blev tvunget til at forlade eurosamarbejdet.
Svagheden ved euroen har hele tiden været dens politiske dimension, og med det nye initiativ undergraver eurolandene yderligere det skrøbelige politiske fundament, som euroen bygger på. Det er en politisk kortsigtet beslutning at hjælpe Grækenland, og det havde været bedre for euroen (og formentlig også for Grækenland), hvis Grækenland var givet en time-out for euromedlemskabet og fået 5-10 år til at genoprette deres økonomi, før de fik lov til at genindtræde.
