Midt i Euroens kamp for at overleve virker det om ikke tåbeligt, så meget uforståeligt, at fremtrædende regeringsmedlemmer, senest Lene Espersen i dagens udgave af Jyllands-Posten, endnu en gang plæderer for at afskaffe de 4 EU-forbehold; herunder forbeholdet om den fælleseuropæiske mønt.
Det fortsatte ønske om at afskaffe det monetære forbehold kan næppe skyldes total uvidenhed om, hvad der p.t. sker omkring Euro’en, men snarere en slags naiv ønsketænkning – ikke se, ikke høre, ikke vide – om at Euro’en er et vidundermiddel vi alle vil være bedst tjent med; ikke mindst her under den økonomiske krise, som i skrivende stunde er ved at udvikle sig til version 2.0. At selvsamme Euro er én af hovedårsagerne til, at vi nu står på kanten af en ny krise, synes ikke at ville trænge ind hos disse Euro-naivister, selvom vi i nyhederne næsten dagligt får leveret nye beviser herfor. Selvom Grækenland kun er toppen af isbjerget, tjener det som udmærket eksempel på hvorfor:
1. Euroen i sig selv skaber den nye krise
2. Hvor dyrt et Euro-medlemskab ville være for Danmark
Med hensyn til krisen er det vel ingen der længere kan være i tvivl om, hvor store økonomiske problemer Grækenland netop nu befinder sig i, ligesom det også er kendt af enhver, at grækerne på uhæderlig vis snød og bedragede sig til at komme med i Euro-samarbejdet. Nu er skaden imidlertid sket, og reglerne omkring Euro’en siger desværre eller heldigvis, afhængig af om man er græker eller eksempelvis tysker, at ingen lande kan smides ud af Euro-samarbejdet (uagtet at de måtte være kommet ind på falske forudsætninger). Situationen lige nu er altså, at alle er i samme båd i Euro-samarbejdet, og at alle fra Finland over Tyskland til Cypern skal betale for at redde Grækenland. Derved bliver hele den græske krise til en europæisk krise, hvilket de seneste dage nu også har vist, truer med at udvikle sig til en global krise.
Lad os alternativt tænke den situation, at der ikke havde været nogen Euro, men at grækerne stadig havde haft deres drakmer. Så ville problemet Grækenland have været et græsk problem; ikke noget europæisk og da slet ikke et globalt problem. Så kunne det græske problem have indkapslet på samme vis som det skete med Island, og ikke have truet med at trække andre lande med ned. Havde grækerne stadig haft deres drakmer og ikke blot som nu lænet sig tilbage og ventet på hjælpen fra EU, er det i øvrigt også et spørgsmål, om krisen i Grækenland overhovedet var opstået. I så tilfælde havde grækerne nok for længe siden indset, at de selv var nødt til at løse deres egne problemer. Og ikke nok med det, en billig græsk drakme havde samtidig været en god hjælp til såvel den græske eksport som til den græske turisme, som er et af landets hovederhverv. Som det er nu med den dyre Euro, som slet ikke står i relation til landets elendige økonomi, er såvel eksport som turisme meget hårdt ramt.
Hvad angår prisen for et dansk Euro-medlemskab, kan man betragte Finland som sammenligningsgrundlag, da Finland befolkningsmæssigt kun er en anelse mindre end Danmark og også kun lidt mindre, hvad angår BNP. Den aktuelle redningsplan for Grækenland vil koste vores nordiske brødre 1,48 mio Euro eller godt 11 mia danske kroner. Beløbet stilles ganske vist til rådighed som kredit, men der er vel ikke mange der, realistisk betragtet, tror på, at finnerne nogensinde får disse penge igen. Læg dertil at mange økonomer allerede nu taler om, at den samlede græske redningspakke på i alt 110 mia Euro ikke er nok, og at man tillige må regne med at også Portugal, Spanien og måske også Italien bliver de næste til at stille sig op i rækken for at bede om hjælp. Et ordsprog siger som bekendt, at man ikke skal smide gode penge efter dårlige. Lad os håbe for såvel vores nordiske broderland og de andre Euro-lande, at de snart vågner op og ser hvilke uoverskuelige konsekvenser dette kan have, ikke bare for deres egen, men for hele Europas økonomi, dersom de fortsætter ad denne katastrofale vej.
Og denne vej vil flere af regeringens medlemmer have os til at følge? Man savner ganske enkelt ord for at beskrive dette vanvid!
Det fortsatte ønske om at afskaffe det monetære forbehold kan næppe skyldes total uvidenhed om, hvad der p.t. sker omkring Euro’en, men snarere en slags naiv ønsketænkning – ikke se, ikke høre, ikke vide – om at Euro’en er et vidundermiddel vi alle vil være bedst tjent med; ikke mindst her under den økonomiske krise, som i skrivende stunde er ved at udvikle sig til version 2.0. At selvsamme Euro er én af hovedårsagerne til, at vi nu står på kanten af en ny krise, synes ikke at ville trænge ind hos disse Euro-naivister, selvom vi i nyhederne næsten dagligt får leveret nye beviser herfor. Selvom Grækenland kun er toppen af isbjerget, tjener det som udmærket eksempel på hvorfor:
1. Euroen i sig selv skaber den nye krise
2. Hvor dyrt et Euro-medlemskab ville være for Danmark
Med hensyn til krisen er det vel ingen der længere kan være i tvivl om, hvor store økonomiske problemer Grækenland netop nu befinder sig i, ligesom det også er kendt af enhver, at grækerne på uhæderlig vis snød og bedragede sig til at komme med i Euro-samarbejdet. Nu er skaden imidlertid sket, og reglerne omkring Euro’en siger desværre eller heldigvis, afhængig af om man er græker eller eksempelvis tysker, at ingen lande kan smides ud af Euro-samarbejdet (uagtet at de måtte være kommet ind på falske forudsætninger). Situationen lige nu er altså, at alle er i samme båd i Euro-samarbejdet, og at alle fra Finland over Tyskland til Cypern skal betale for at redde Grækenland. Derved bliver hele den græske krise til en europæisk krise, hvilket de seneste dage nu også har vist, truer med at udvikle sig til en global krise.
Lad os alternativt tænke den situation, at der ikke havde været nogen Euro, men at grækerne stadig havde haft deres drakmer. Så ville problemet Grækenland have været et græsk problem; ikke noget europæisk og da slet ikke et globalt problem. Så kunne det græske problem have indkapslet på samme vis som det skete med Island, og ikke have truet med at trække andre lande med ned. Havde grækerne stadig haft deres drakmer og ikke blot som nu lænet sig tilbage og ventet på hjælpen fra EU, er det i øvrigt også et spørgsmål, om krisen i Grækenland overhovedet var opstået. I så tilfælde havde grækerne nok for længe siden indset, at de selv var nødt til at løse deres egne problemer. Og ikke nok med det, en billig græsk drakme havde samtidig været en god hjælp til såvel den græske eksport som til den græske turisme, som er et af landets hovederhverv. Som det er nu med den dyre Euro, som slet ikke står i relation til landets elendige økonomi, er såvel eksport som turisme meget hårdt ramt.
Hvad angår prisen for et dansk Euro-medlemskab, kan man betragte Finland som sammenligningsgrundlag, da Finland befolkningsmæssigt kun er en anelse mindre end Danmark og også kun lidt mindre, hvad angår BNP. Den aktuelle redningsplan for Grækenland vil koste vores nordiske brødre 1,48 mio Euro eller godt 11 mia danske kroner. Beløbet stilles ganske vist til rådighed som kredit, men der er vel ikke mange der, realistisk betragtet, tror på, at finnerne nogensinde får disse penge igen. Læg dertil at mange økonomer allerede nu taler om, at den samlede græske redningspakke på i alt 110 mia Euro ikke er nok, og at man tillige må regne med at også Portugal, Spanien og måske også Italien bliver de næste til at stille sig op i rækken for at bede om hjælp. Et ordsprog siger som bekendt, at man ikke skal smide gode penge efter dårlige. Lad os håbe for såvel vores nordiske broderland og de andre Euro-lande, at de snart vågner op og ser hvilke uoverskuelige konsekvenser dette kan have, ikke bare for deres egen, men for hele Europas økonomi, dersom de fortsætter ad denne katastrofale vej.
Og denne vej vil flere af regeringens medlemmer have os til at følge? Man savner ganske enkelt ord for at beskrive dette vanvid!
