EU tvinger staten til lavere skat | UGEBREVET A4

I strid med EU-reglerne har staten i årevis opkrævet for meget skat hos danskere med arbejde i udlandet

skjold

04/12/2013

I strid med EU-reglerne har staten i årevis opkrævet for meget skat hos danskere med arbejde i udlandet. Nu lægger regeringen sig fladt ned og det betyder, at tusindvis af sygeplejersker, håndværkere og andre slipper billigere i skat. Venstre hilser regeringens nye politik velkommen, mens EU-modstandere raser.

SKATTELETTELSE Tusindvis af danskere slipper nu billigere i skat. Det sker, efter at EU skrider ind over for den måde, som staten i årevis har praktiseret personfradraget for de mange danskere, der arbejder en del af året i udlandet.

Blandt andre sygeplejersker og håndværkere kan nu se frem til et fuldt personfradrag, og det kan betyde op til omkring 7.600 kroner mere udbetalt årligt.

Tidligere er danske skatteydere, der arbejdede en del af året i et af de nordiske lande, Tyskland eller Holland ellers blevet spist af med et personfradrag, der blev reduceret med den andel løn, der blev tjent i udlandet. Det vil sige, at hvis halvdelen af lønnen blev tjent i Norge, så fik man kun halvt personfradrag.