Måske er det på tide med en frihedsrevolution i Europa?
Det fremgår af en artikel i Kristeligt Dagblad i dag, som der også er linket til andetsteds, at EU's udenrigsministre ikke kan enes om at nævne forfølgelser af kristne i en resolution, der fordømmer overgreb mod religiøse minoriteter. Der har ellers været talrige eksempler blot i de seneste måneder på nedbrænding af kirker, bombeangreb, mord og voldelige overfald på kristne i muslimske lande som Irak, Ægypten, Nigeria og Pakistan.
Det fremgår endvidere af artiklen, at det især var Storbritannien og andre nordeuropæiske lande (hvem, også Danmark?), som ønskede at holde udtalelsen i generelle vendinger uden at nævne bestemte trossamfund, ifølge diplomatiske kilder af frygt for at puste til "civilisationernes sammenstød".
Det er en stærkt bekymrende udvikling.
De europæiske nationalstater og med dem EU tør ikke længere verbalt forsvare religions- og ytringsfriheden (også for kristne) såvel som den enkeltes frihed fra vold og overgreb mod liv, frihed og ejendom af frygt for at fornærme - ikke muslimer generelt - men de voldelige, kriminelle islamister, der begår religiøst/racistisk motiverede terroranslag og overgreb på kristne i deres hjemlande.
Denne bekymrende udvikling er forløbet gennem en årrække, men nu synes EU at være nået til et punkt, hvor EU reelt ikke længere tør forsvare vestlige frihedsrettigheder over for angreb fra fanatikere, når disse fanatikere er muslimer. I stedet giver man efter og tør end ikke længere kritisere islamisterne.
Det er et monumentalt svigt.
EU er begyndt at give efter over for terrorister og voldelige islamister på en måde, der minder ikke så lidt om Chamberlains appeasement politik over for Hitlers Tyskland. Det er en eftergivenhedspolitik, der kun vil give den voldelige ekstremisme vind i sejlene. Og dette svigt, der nu viser sig i forhold til udtalelser om udenrigspolitik, vil snart også vise sig ”indenrigspolitisk” i EU, og dermed er EU slået ind på en vej, hvor EU reelt ikke længere tør beskytte vores frihedsrettigheder. Og hvis en (overnational) stat ikke længere vil forsvare freden og den personlige frihed, liv og ejendom, hvad skal man så med en stat? Det er en stats eneste eksistensberettigelse. Det synes i øvrigt at være i strid med EU’s eget traktatgrundlag, hvor der i præamblen står: ”SOM BEKRÆFTER den betydning, de tillægger principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne samt de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet”.
