af Andreas Persson
For godt og vel 2 uger siden kom det frem, at EU ønskede kvindekvoter i bestyrelser. Deres mål var, at inden år 2015 skal der være mindst 30 % kvinder i bestyrelser. Endvidere skal der være mindst 40 % kvinder i bestyrelser i 2020. Det var EU-kommisæren Viviane Reding, der var blevet godt og grundigt træt af virksomhederne, eftersom de ikke ville gå med til at lave kønskvoteringer, da hun truede dem med det sidste år i marts. Næsten ingen virksomheder tilmeldte sig frivilligt ordningen. Frivilligheden har "åbenbart" ikke virket. Til det har jeg kun at sige, at det er da klart, at frivilligheden ikke har virket. Virksomheder ønsker ikke at få hevet love og regler ned over deres hoveder, og alle fornuftige virksomheder ved, at det gælder om at ansætte folk ud fra kvalifikationer, frem for køn. Det er nemlig det, der skaber bedst profit, og det er jo lige det, virksomhederne er ude efter. Staten skal på ingen måde blande sig i, hvad virksomhederne foretager sig, men skal i stedet sørge for, at der findes et frit, ureguleret marked, til gavn for virksomhederne. På det frie marked kan virksomhederne konkurrere med hinanden, og jeg tror, at det i sidste ende vil skabe de bedste og billigste produkter, til gavn for kunderne.