Det er indlysende, at israelsk-jødiske nationalister og de danske nationalister i Dansk Folkeparti har et interessesammenfald i at erklære islam krig. Indvandrerne i Danmark er jo overvejende muslimer, og det er Israels mere eller mindre reelle fjender også.
Der er et andet sammenfald mellem de to nationale bevægelser, nemlig deres blod-og-jord nationalisme. Mange DF'ere er næppe bevidst om dette, men folkepartister med nære forbindelser til den jødiske stat kan næsten ikke undgå at kende til de love og tiltag der gør Israel til et særsyn blandt demokratiske lande - i en grad så det er et spørgsmål om landet snarere er et etnokrati med liberal-demokratiske træk end et reelt demokrati i vestlig forstand.
At postulere at de danske folkepartister ville være lige så yderligtgående som zionisterne i bestræbelsen på at sikre staten som eksklusiv ejendom for landets dominerende etnie, er nok at gå for vidt. For det er en ganske ejendommelig og ekstrem etnisk situation, der hersker i Israel.
Israels zionister har skabt en nation hvori det jødisk-etniske flertal har rettigheder og pligter, som ikke deles af alle landets borgere, og hvori dette flertal gennem lovgivning sikres ejendomsretten til staten. Det har ikke været let. Landets nationalistiske lederskab har måttet navigere mellem usædvanlig stærk etnogruppisme på den ene side, og moderne liberale værdier på den anden.
Skismaet mellem disse værdier kommer til udtryk bl.a. i de basale tekster, der definerer Israel. Erklæringen om landets etablering i 1948 levede på den ene side op til FN's minimumskrav til en demokratisk stat, og lovede lighed og frihed til alle landets borgere.
På den anden side hed det sig, at staten var oprettet for at implementere 'det jødiske folks ret til national genfødsel i sit eget land' og at 'denne ret er den naturlige ret for det jødiske folk til at være herrer over deres egen skæbne, som alle andre nationer, i deres egen suveræne stat'.
Erklæringen postulerer, at alle andre nationer (altså folkeslag) har deres egen suveræne stat. Men er det korrekt? Den danske grundlov nævner ingen steder, at den danske stat er 'det danske folks/nations' ejendom.
Den danske grundlov blev lavet i 1849, og det ville dengang naturligvis have været en katastrofe for den danske stat, hvis den havde pustet til nationalismens gløder hos det tysktalende mindretal i Slesvig-Holsten. For slet ikke at tale om hvad islændinge, færinger og grønlænderne samt katolske, jødiske og andre mindretal i det danske rige ville sige.
Man kan også forestille sig et USA hvor Uafhængighedserklæringens fædre gjorde det klart, at etableringen af De forenede Stater udtrykker 'det protestantisk-angelsaksiske folks ret til at være herrer over deres egen skæbne, i deres egen suveræne stat'. Denne formulering ville allerede i 1776 have været uheldig. Mildest talt
I en kolonialistisk bosætterstat som Israel, hvori der befandt sig en stor oprindelig befolkningsgruppe er den slags formuleringer endnu mere uheldige.
Måske begynder læseren at forstå, hvorfor den israelske stat og dens basale idegrundlag er så problematisk. Hvis ikke, så kan et tillæg til den basale lov for Knesset tydeliggøre dilemmaet:
Israel har ikke en grundlov, måske fordi en grundlov ville betyde, at zionisterne og de jødiske israelere skulle tage et afgørende valg mellem at bo i et etnokrati eller i et ægte liberalt demokrati.
Det israelske etnokrati viser sig på andre områder: Det er ikke muligt for jøder og ikke-jøder at gifte sig med hinanden, da borgerligt bryllup ikke eksisterer som institution i Israel, og da rabbinerne ikke accepterer jøders ægteskab med 'gentiles'.
De religiøse kræfters magt i Israel, og den israelske stats samarbejde med dem, viser sig også ved, at Israel aktivt har gennemført kampagner, rettet mod diaspora-jøder i bl.a. USA, der advares mod at gifte sig med ikke-jøder og derved udvande jødedommen.
På det socioøkonomiske område viser det jødiske etnokrati sig ved, at landets muslimske borgere ikke har pligt til at udøve værnepligt. Det betyder i praksis, at de ikke er berettiget til den samme række af gavmilde velfærdsgoder, som deres jødiske medborgere er.
Det allermest absurde ved zionismen som blod-og-jord nationalisme er, at størsteparten af vore dages jøder i Israel næppe kan påkalde sig et blod-slægtskab med oldtidens jøder i Israel og Judea. Jøderne der blev samlet til Israel fra diasporaen var efter alt at dømme langt overvejende konvertitter, der udelukkende havde et religiøst, ikke et konkret historisk tilhørsforhold til Palæstina.
Og endnu mere absurd er det, at de palæstinensere der blev etnisk udrenset i 1948 og 1967 sandsynligvis netop var efterkommere af Palæstinas oprindelige jødiske befolkning. Det forestillede jødiske fællesskab smed de mennesker ud af landet, som i virkeligheden havde en historisk og konkret blod-og-jord tilknytning til Palæstina.
Kan det blive mere absurd?
Man kan læse mere om 'Opfindelsen af det jødiske folk' i Shlomo Sands lærde og foruroligende bog af samme navn. Her dekonstruerer Sand ideen om det jødiske folk som en ubrudt menneskelig kæde, der forbinder nutidens jøder med oldtidens.
Foruroligende er bogen, ikke bare for overbeviste zionister, men også for kristne tilhængere af det gamle testamente, og mest af alt for alle blod-og-jord nationalister der får røde knopper ved ideen om nationer som 'forestillede fællesskaber'.
Der er et andet sammenfald mellem de to nationale bevægelser, nemlig deres blod-og-jord nationalisme. Mange DF'ere er næppe bevidst om dette, men folkepartister med nære forbindelser til den jødiske stat kan næsten ikke undgå at kende til de love og tiltag der gør Israel til et særsyn blandt demokratiske lande - i en grad så det er et spørgsmål om landet snarere er et etnokrati med liberal-demokratiske træk end et reelt demokrati i vestlig forstand.
At postulere at de danske folkepartister ville være lige så yderligtgående som zionisterne i bestræbelsen på at sikre staten som eksklusiv ejendom for landets dominerende etnie, er nok at gå for vidt. For det er en ganske ejendommelig og ekstrem etnisk situation, der hersker i Israel.
Israels zionister har skabt en nation hvori det jødisk-etniske flertal har rettigheder og pligter, som ikke deles af alle landets borgere, og hvori dette flertal gennem lovgivning sikres ejendomsretten til staten. Det har ikke været let. Landets nationalistiske lederskab har måttet navigere mellem usædvanlig stærk etnogruppisme på den ene side, og moderne liberale værdier på den anden.
Skismaet mellem disse værdier kommer til udtryk bl.a. i de basale tekster, der definerer Israel. Erklæringen om landets etablering i 1948 levede på den ene side op til FN's minimumskrav til en demokratisk stat, og lovede lighed og frihed til alle landets borgere.
På den anden side hed det sig, at staten var oprettet for at implementere 'det jødiske folks ret til national genfødsel i sit eget land' og at 'denne ret er den naturlige ret for det jødiske folk til at være herrer over deres egen skæbne, som alle andre nationer, i deres egen suveræne stat'.
Erklæringen postulerer, at alle andre nationer (altså folkeslag) har deres egen suveræne stat. Men er det korrekt? Den danske grundlov nævner ingen steder, at den danske stat er 'det danske folks/nations' ejendom.
Den danske grundlov blev lavet i 1849, og det ville dengang naturligvis have været en katastrofe for den danske stat, hvis den havde pustet til nationalismens gløder hos det tysktalende mindretal i Slesvig-Holsten. For slet ikke at tale om hvad islændinge, færinger og grønlænderne samt katolske, jødiske og andre mindretal i det danske rige ville sige.
Man kan også forestille sig et USA hvor Uafhængighedserklæringens fædre gjorde det klart, at etableringen af De forenede Stater udtrykker 'det protestantisk-angelsaksiske folks ret til at være herrer over deres egen skæbne, i deres egen suveræne stat'. Denne formulering ville allerede i 1776 have været uheldig. Mildest talt
I en kolonialistisk bosætterstat som Israel, hvori der befandt sig en stor oprindelig befolkningsgruppe er den slags formuleringer endnu mere uheldige.
Måske begynder læseren at forstå, hvorfor den israelske stat og dens basale idegrundlag er så problematisk. Hvis ikke, så kan et tillæg til den basale lov for Knesset tydeliggøre dilemmaet:
7A. A candidates' list shall not participate in elections to the Knesset if its objects or actions, expressly or by implication, include one of the following:Det er eksplicit forbudt at opstille partier i Knesset, der anfægter ideen om den israelske stat som det jødiske folks stat, men i et ægte liberalt demokrati ville det naturligvis omvendt være slået fast i grundloven, at staten tilhører alle borgere, og ikke er et dominerende etnies eksklusive ejendom.
(1) negation of the existence of the State of Israel as the state of the Jewish people [...]
Israel har ikke en grundlov, måske fordi en grundlov ville betyde, at zionisterne og de jødiske israelere skulle tage et afgørende valg mellem at bo i et etnokrati eller i et ægte liberalt demokrati.
Det israelske etnokrati viser sig på andre områder: Det er ikke muligt for jøder og ikke-jøder at gifte sig med hinanden, da borgerligt bryllup ikke eksisterer som institution i Israel, og da rabbinerne ikke accepterer jøders ægteskab med 'gentiles'.
De religiøse kræfters magt i Israel, og den israelske stats samarbejde med dem, viser sig også ved, at Israel aktivt har gennemført kampagner, rettet mod diaspora-jøder i bl.a. USA, der advares mod at gifte sig med ikke-jøder og derved udvande jødedommen.
På det socioøkonomiske område viser det jødiske etnokrati sig ved, at landets muslimske borgere ikke har pligt til at udøve værnepligt. Det betyder i praksis, at de ikke er berettiget til den samme række af gavmilde velfærdsgoder, som deres jødiske medborgere er.
Det allermest absurde ved zionismen som blod-og-jord nationalisme er, at størsteparten af vore dages jøder i Israel næppe kan påkalde sig et blod-slægtskab med oldtidens jøder i Israel og Judea. Jøderne der blev samlet til Israel fra diasporaen var efter alt at dømme langt overvejende konvertitter, der udelukkende havde et religiøst, ikke et konkret historisk tilhørsforhold til Palæstina.
Og endnu mere absurd er det, at de palæstinensere der blev etnisk udrenset i 1948 og 1967 sandsynligvis netop var efterkommere af Palæstinas oprindelige jødiske befolkning. Det forestillede jødiske fællesskab smed de mennesker ud af landet, som i virkeligheden havde en historisk og konkret blod-og-jord tilknytning til Palæstina.
Kan det blive mere absurd?
Man kan læse mere om 'Opfindelsen af det jødiske folk' i Shlomo Sands lærde og foruroligende bog af samme navn. Her dekonstruerer Sand ideen om det jødiske folk som en ubrudt menneskelig kæde, der forbinder nutidens jøder med oldtidens.
Foruroligende er bogen, ikke bare for overbeviste zionister, men også for kristne tilhængere af det gamle testamente, og mest af alt for alle blod-og-jord nationalister der får røde knopper ved ideen om nationer som 'forestillede fællesskaber'.
