Hold på hat og briller!
Reaktionerne på, at regeringen vil afskaffe SUen til hjemmeboende unge på ungdomsuddannelser - de såkaldte cafepenge, har ikke været til at komme uden om. De forskellige holdninger til statsministerens bekendtgørelse eksploderede både på gaden og i medierne. Udspillet vil ifølge unge gymnasieelever, forskellige organisationer og bestemte partier ramme socialt skævt og gå ud over de svageste af de unge samt bidrage til at færre får en uddannelse. Andre nikker bifaldende til beskæringen og argumenterer for, at det er socialt skævt at kræve cafépenge på bekostning af andre som har mere brug for dem. Og af netop den grund kan det ikke være samfundets opgave at forsyne samtlige hjemmeboende studerende med lommepenge. En tredje part mener, at regeringen mildest talt er naiv i dens tro på at bortskaffelse af SU kan redde dansk økonomi. Man kan sagtens finde pengene et andet sted. Det gælder alt lige fra efterløn, førtidspension, offentligt overadministration og usmarte statslige digitale løsninger.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg har langt større forståelse for de to sidstnævnte holdninger end den førstnævnte. For hvorfor er regeringstiltaget så pokkers kontroversielt; der er trods alt tale om unge, der stadig bor hjemme hos deres forældre. Og som så mange andre studerende har også de mulighed for at få sig noget erhvervsarbejde ved siden af læsningen. Men ifølge formanden for DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) Frederik Gjørup Nielsen forholder det sig anderledes: " Der er altså tale om voksne mennesker, som ikke kan forvente økonomisk hjælp fra deres forældre. Nogen studerende får måske lommepenge, men børnepengene er jo hørt op." Kort sagt: Når man er blevet voksen, får man ikke længere lommepenge af far og mor. Eller for den sags skyld børnepenge af det offentlige. Da mange gymnasieelever er mellem 15-16 år (måske 17, det var jeg selv) når de begynder i gymnasium, så får deres forældre stadig børnechecken. Og hvad skal man egentlig tænke på af udgifter som hjemmeboende? ØL til fester, lidt nyt tøj, en avanceret lommeregner (afhængig af valg af linje), måske symbolske udgifter til at bo hjemme? Men det er ikke et argument som formanden forholder sig til, tværtimod. Det offentlige må straks træde til med en hjælpende hånd og erstatte den gamle ydelse med en ny ydelse. Det er common sense, ren velfærdslogik.
Jeg betragter regeringens initiativ som et forsøg på mentalitetsændring. Og det er så sandelig på sin plads. Dagens ungdom lider ikke mere af velfærdsforstoppelse end min egen generation (os i 30erne) eller for den sags skyld min forældres. Men den forholder sig ikke realistisk til hvad samfundet skal bruge skatteydernes penge til. Samfundet skal ikke bruge penge på at sprede socialt skæve cafépenge til alle hjemmeboende på ungdomsuddannelser, men tværtimod opildne unge studerende til at blive voksne og tjene egne penge. For det er med ungdommen at ansvarlighedens frø skal sås. Det handler om at hjælpe dem, der har mest brug for det – unge håbefulde studerende fra familier med en særdeles stram økonomi eller svære sociale vilkår – og det giver puljen på 150 millioner kroner mulighed for. Og jo hurtigere de studerende indser, at det er ikke rimeligt at skatteborgerne skal betale for, at andres børn får lommepenge, desto bedre.
Velfærdssamfundets bevarelse handler ikke om hvilke samfundsgrupper der skal have velfærdsydelser, men om dem der ikke skal have det. Så uendeligt mange danskere modtager velfærdsydelser – det har jeg selv gjort som studerende og gør det stadig som diabetiker. Men vi kan alle blive enige om, at den danske statskasse ikke er et overflødighedshorn af lækkerier, som alle ubegrænset kan spise af. Vi er nødt til at foretage valget imellem økonomisk deroute eller en prioritering af velfærden. Vælger vi at spænde livremmen ind eller for den sags skyld gå på kur, må vi efterfølgende gøre det klart, om vi skal hjælpe dem, der har det største behov. Derfor kan det ærgre mig, at statsministeren ikke har indledt en bredere slankeoffensiv mod det fedt, som mange danskere mener, at de har ret til at bære rundt på. Men det er en anden diskussion, som måske har at gøre med politisk opportunisme.
