Valget er overstået, og indtil videre rummer resultatet en række paradokser:
Socialdemokratiet har med Helle Thorning leveret det dårligste resultat i 100 år, og makkerpartiet SF har med Villy Søvndal mistet 7 mandater. "Straffen" for den katastrofale valgkamp er, at Helle Thorning kan sætte sig i statsministerstolen og Villy Søvndal bliver udenrigsminister.
Venstre har derimod til alles overraskelse manifesteret sig som Danmarks største parti, og Liberal Alliance har haft et kanon-valg, som honoreres med mindst 9 mandater. Det liberale Danmark har indkasseret en sejr, og "belønningen" er en tur i opposition.
Socialdemokratiet kommer til regeringsmagten, hvor de kan starte med at gennemføre nogle af de vigtigste liberale reformer i nyere tid.
De Radikale har formuleret 7 krav til Helle Thorning - krav som i stor udstrækning er identiske med Venstre´s politik. Alligevel insisterer Margrethe Vestager på at Helle Thorning skal være statsminister.
Enhedslisten har til gengæld afvist de fleste af de Radikales krav, og har herudover stillet deres egne krav til en S-SF regering. Også de insisterer på at Helle Thorning skal være statsminister, hvilket, modsat tilfældet med de radikale, trods alt kan forklares med at de ikke har andre alternativer.
Blikket vender sig nu imod de Radikale og Enhedslisten, som skal nå til enighed om et grundlag for en S-SF regering. Det skal nok lykkes, for alt andet vil være et ubærligt nederlag, og viljen til at bøje af vil være maksimal hos S og SF som for alt i verden skal have indfriet de personlige minister ambitioner. Men når valgtummelen har lagt sig, og dagligdagen melder sig, så vil det blive tydeligt for enhver, at den nye regering er en anomalitet som ingen berettigelse har.
Spørgsmålet er om ikke valgplakaterne kan blive hængende, for der kommer et nyt valg indenfor maksimalt 18 måneder.
