Vi , det vil sige min kone Lisbeth og jeg, befandt os i byen Krasnodar, hovedby med godt og vel 600.000 indbyggere i regionen af samme navn, beliggende i Kuban-området i det nordlige Kaukasus. Jeg kunne også kalde området kosak-land eller Ruslands bløde underliv og dermed karakterisere det i såvel historisk som nutidig belysning. Især efter 1991, hvor det nordkaukasiske område pludselig kom til at grænse op til de nu selvstændige stater Aserbajdsjan og Georgien. Tiden var begyndelsen af september 1993 – det vil sige i et tidligt efterår, som skulle vise sig at blive et af de mest dramatiske i Det nye Ruslands historie. Med bombardementet af parlamentet og Jeltsins opgør med den kommunistiske fortid.
Vi havde fået en invitation til at tilbringe en uges tid i Krasnodar med henblik på at studere området nærmere. Vor vært, Aleksej Lykov, professor i russisk sprog ved byens universitet og datteren Natasja, hentede os i den ret primitive lufthavn. Stor modtagelse med overrækkelse af den obligatoriske buket til Lisbeth. Første indtryk af vor vært – overstrømmende venlighed og hjertelighed, selv om denne karakteristik senere viste sig i realiteten at dække over en stiv og fåmælt person uden det store kropssprog. Hjemkørslen fandt sted i familiens stolthed, en dueblå Volga af ældre dato – dens velholdte og blankpudsede ydre bar præg af ikke at blive brugt for ofte. Bilen viste sig da også at være familiens klenodie, der kun sjældent og i hvert fald ikke i smattet føre blev hentet ud af garagen. Bagagerumsklappen havde opgivet at fungere, så den måtte holdes oppe ved hjælp af en improviseret pind. Af bilens sjældne anvendelse og dens over 20 år på bagen var det tydeligt, at det var en ære af de store at blive hentet i lufthavnen og i den blive transporteret hjem til familien Lykovs bopæl. Da vi spurgte, hvor den stod, når den ikke var ude at køre, svarede vore værtsfolk ikke uden en vis stolthed, at de da havde garage. Og på vor undren over ikke at se garageanlæg i forbindelse med etage ejendommen, blev der uden undren svaret, at de da ”kun” skulle køre en halv times tid i sporvogn for at komme til garagen. Vi kunne så forstå, at familien hyrede et af de overvågede blikskure, der er så almindelige i udkanten af de store byer.
Familien Lykov boede i en forholdsvis stor og lys lejlighed med en dejlig altan og i grønne omgivelser. Vi fik tildelt storstuen eller stadsstuen, hvor nysyltede agurker i store glas og andre herligheder stod rundt omkring på gulvet og mellem ualmindeligt store grønne vandmeloner – en antydning af regionens betydning som landbrugsområde. Kniplede og hvidstivede småduge var sirligt lagt over de store sylteglas – arrangementet bragte os tidsmæssigt tilbage til vore bedsteforældres tid. Men det vidnede også om, at fruen i huset, kaldet Nadja, var en mester i husførelse, som hun da også i løbet af ugen kun underbyggede yderligere.
Rummet domineredes ellers af en enorm kombineret reolvæg og dækketøjsskab, som var og måske stadig er obligatorisk udstyr i så mange russiske hjem. Bag glaslåger, på hylder og i skuffer opbevarede familien bøger, blade, flotte spisestel, bestik og andet husgeråd. Badeværelse og toilet var adskilt – en ganske praktisk foranstaltning, der er almindelig i russiske hjem. Velkomstmåltidet bestod af Nadjas mange velsmagende og overdådige retter, der blev skyllet ned med hjemmelavet saftevand, sød vin, vodka og champagne. En ret så usædvanlig og hårdtslående blanding, set med danske øjne – men ganske almindelig på de kanter, såvel hjemme som på restaurant. Vi havde selvfølgelig en gave med til familien, som vi overrakte under velkomstmåltidet. U-oppakket fik den lov til at blive liggende som en anden pyntegenstand under hele vores ophold. Men så undgår man naturligvis eventuelle pinlige øjeblikke under oppakningen.
I politisk henseende er Kuban-regionen præget af en uhellig alliance mellem højre-ekstremisme (= gammel-kommunisme) og nationalisme med klare antisemitiske træk. Nærheden til de urolige brændpunkter i Kaukasus, etniske spændinger mellem et utal af nationaliteter, følelsen af efter Sovjetunionens opløsning at være grænseland til selvstændigheds-tørstende ex-sovjetiske stater og gennemgangsland for flygtninge, kriminelle og terrorister – hele denne cocktail danner her kulisser for en national samling omkring alt genuint russisk. Den moderne kosak-bevægelse er et led i denne samling – gennem kosak-organisationer, gennem sangkor, danse-ensembler og alskens foreninger dyrkes russiskheden, ideen om russernes særlige plads i verden og den storrussiske chauvinisme. Vore værter havde en rem af huden, det var ”dem overfor de andre”. Vor værtinde, professorfruen Nadja, var meget bekymret for, at disse ubestemmelige ”andre” skulle komme fra alle verdenshjørner, men især fra syd, og spise al deres gode mad. En indstilling, man møder mange steder i Rusland – os overfor dem, i dette tilfælde var ”dem” nogle, der ikke hørte hjemme, ikke havde rod i Kuban-området.
Vor vært, Aleksej, nævnte flere gange , at vi kunne foretage nogle udflugter i den dueblå, men det blev ved snakken og så de to pligtture – at hente os i lufthavnen og ved afslutningen af vort besøg at bringe os til rutebilstationen. Der ymtedes noget om, at benzinen var både dyr og knap. Men vi havde også Aleksej mistænkt for inderst inde at ville skåne den gamle bil så meget som muligt – en helt rimelig holdning, når man betænker, at den nok havde 20 år på bagen, og at den skulle holde mange år endnu. Bilen var i sin tid anskaffet for de penge, Aleksej havde tjent på en forelæsningsturne til det hedengangne DDR – i øvrigt den eneste gang, han havde været uden for Rusland.
Han havde blandt andet snakket om, at vi kunne køre en tur til naboregionen Stavropol – stedet, hvor Gorbatjov var vokset op og havde tjent sine politiske sporer, før han blev hentet til Moskva som sekretær i Centralkomiteen. Stavropol-regionen er kendt for sine mange kurbade. Og som stedets partiboss havde det været Gorbatjovs opgave på banegården eller i lufthavnen at modtage og fysisk måske understøtte de aldrende Politbureau-medlemmer, der skulle have legeme og sjæl spæget og de nedslidte batterier ladet op ved de varme kilder ved foden af Kaukasus-bjergene. Den midaldrende partisekretær Gorbatjov var 40 år i 1971, hvor han blev medlem af Centralkomiteen og 49 i 1980, hvor han kom til Moskva som fuldgyldigt medlem af det regerende Politbureau. I ro og mag havde han i Stavropol kunnet studere sine senere konkurrenters styrker og svagheder – en god og nyttig viden at have med til arbejdet i partiapparatet i Moskva og især, da chancen for det ultimative avancement til generalsekretærposten viste sig i 1985.
Digteren Mikhail Lermontov gjorde den storslåede natur og det brogede menneskeliv omkring Stavropol til malerisk baggrund for en almenmenneskelig og derfor evig problematik i sin kortroman Vor tids helt. Den er et hovedværk i den europæiske romankunst. Helten – en betegnelse, der skal forstås ironisk – Petjorin var tænkt som et menneske, præget af livslede (russisk toská, engelsk spleen) og vane-erotik, og som et desillusioneret og kynisk modstykke til Pusjkins Jevgenij Onegin. Begge højt begavede unge mænd, men ”overflødige mennesker” (lisjnyje ljudi) i 1800-tallets Rusland. Kurstederne ved Kaukasus-bjergenes fod og især kurbyen Pjatigorsk spiller en væsentlig rolle i Lermontovs roman.
Man kan forestille sig Politbureaus aldrende medlemmer, partisekretærer af enhver slags og ledsaget af deres kvinder i lighed med Lermontovs persongalleri vandre ad de samme stier, beundre det smukke landskab og de høje sneklædte bjergtinder, stoppe op ved de samme brønde, konversere om alt og ingenting og nippe kurvand af små kander med tud. Man kan også forestille sig Gorbatjov som en nutidig Petjorin nøgternt og kynisk registrere sine partikammeraters særheder og svagheder – for så senere at udnytte sine iagttagelser og optegnelser i et koldt og kynisk spil om den politiske magt. Valgt til landets øverste post, generalsekretærposten, blev han – Politburauets benjamin - i hvert fald i marts 1985
Vi kom ikke til Stavropol. Derimod arrangerede Aleksej en tur ud til en stanitsa, der omkring 1800 havde været en af de første kosak-landsbyer langs Kuban-floden. Nu foregik turen ikke i den dueblå Volga, men derimod i en Lada (på russisk en Sjiguli), som han havde fået en af sine studerende, Andrej, til at låne af en ven. Volga’en skulle jo nødig blive sølet til på sådan en tur ud på landet. Vi skulle sammen med Aleksej besøge og overnatte hos Andrejs forældre på det kollektivbrug, som landsbyen var en del af. På vejen derud kunne vi observere masser af halvfærdige og luksuriøst udseende huse, der var under opførelse. Formodentlig individuelt byggeri af enfamiliehuse. Da vi spurgte om, hvordan man fik byggetilladelse, forstod vi på svaret, at det gik myndighederne ikke så højt op i. Den søgte man, når byggeriet var færdigt.
Vi kørte ind ad den meget brede landsbygade, hvor der langs siderne græssede tøjrede kreaturer. Alle huse var bygget i tegl – byggematerialet i dette ret træløse område. Varm modtagelse af Andrejs forældre – skolelærer Svetlana og Pavel, der var lastbilschauffør på det kollektivbrug, som landsbyen var en del af. Endvidere boede Andrejs kone og deres spædbarn i huset. Vi forstod det sådan, at Andrej i løbet af ugen boede inde i Krasnodar og så kom hjem til forældrene og sin familie i weekenden. Kollektivbruget var i overensstemmelse med de nye økonomiske vinde for nylig blevet omdannet til et aktieselskab. Hvert medlem af bruget havde i den forbindelse fået udleveret en aktie med et pålydende, svarende til medlemmets andel i bruget. Vi kom til at snakke om det om aftenen, da aktien pludselig – tilsyneladende også overraskende for de nye aktionærer – faldt ud af familiealbummet. Måske ikke et oplagt gemmested for hardcore aktionærer, men længere var Svetlana og Pavel endnu ikke kommet i kapitalismens ABC.
Hvis vi udelukkende vurderede huset udefra, kunne vi godt få den tanke, at vi skulle ind i en svinesti – høns og smågrise løb frit omkring i den indhegnede gård. Men intet kunne være mere fejlagtigt – det konstaterede vi, så snart vi overskred dørtærsklen. Vi blev bedt om at tage skoene af og trådte så ind i nydelige og renvaskede stuer. Køkkenet var i en sidebygning uden direkte forbindelse til selve huset. Men inden for var der nystivede gardiner og nylakerede gulve, som vi kunne huske det fra vores barndomsbesøg hos bedstemor på landet. Det eneste, der adskilte Svetlanas stue fra vore 50´er erindringer, var fjernsynet, der kværnede løs hele tiden, som det gjorde og sikkert stadig gør overalt i det store land.. Og det interessante ved primo 90´ernes russiske reklamer var de varer, de slog på tromme for. Hvor vi er vant til reklamer, der henvender sig til den massekonsumerende kunde – tandpasta, toiletpapir, personlig pleje, ugeblade med videre – var de dominerende reklamer i Rusland henvendt til eliten, til de nyrige. Det handlede om udenlandske bilmærker som Volvo, BMW og Mercedes, dyre lejligheder, køkkener og badeværelser. For det brede publikum var disse reklamer ved at demonstrere en helt ny verden mere underholdning end markedsføring. Det var der ikke grund til at reklamere for – det var vant til helt på egen hånd at finde varerne og eventuelt også at ribbe markedet.
Væggene i Svetlanas dagligstue var beklædt med store tæpper. Den ret store blandede pryd- og nyttehave gik lige ned til Kuban-floden, der dovent luntede forbi. På begge sider af havens hovedsti stod afgrøderne tæt – majs, salater, ærter, hestebønner og kål, som alt sammen var velplejet og kunne høstes flere gange om året. Også kollektivbrugets, nu aktieselskabets, marker var enormt store. De store grønne vandmeloner var i princippet høstet, dernæst havde pensionisterne været ude at samle, og alligevel var der masser af de vandige frugter med det røde kød tilbage. Vi forsynede os, blev budt på alle dem, vi ville have. Vor vært, byboen og universitetslæreren Aleksej forsynede sig mildest talt grådigt, så bagagerummet i den lille Lada blev fyldt op. I det hele taget optrådte han her som Andrejs patriarkalske universitetslærer, som havde nedladt sig til at tage med ud på landet. Også forældrene viste ham den respekt, som stadig klæber til mennesker med viden.
Svetlana var klart den mest kommunikative af de to forældre. Hun ville vide alt om os, og vi kunne mærke, hvor gerne hun ville rejse og opleve noget nyt, hvis ikke først sovjettidens politiske forhold og nu økonomien havde sat eller sætter sine grænser og barrierer. Svetlana kom og kyssede Lisbeth godnat og takkede os for at være kommet helt derud. Hun kunne åbenbart ikke forestille sig nogen større glæde end, at to nysgerrige danskere kom på besøg og oven i købet overnattede hos dem.
