Uanset hvilken regering vi får, hvad farve eller politisk overbevisning den har, så vil fordelingspolitikken groft sagt ikke ændre sig (kun inkrementelt) – velfærdskoalitionen har vundet og vi kommer aldrig af med den store velfærdsstat. Det er min antagelse, som jeg ønsker at fremsætte og sætte til diskussion. Jeg er sikkert ikke den første til at fremsætte denne antagelse. Måske ender det med en spændende diskussion, måske ender det blot med en ”logisk” bekræftelse af min tanker (da det er et liberalt forum) og dermed et halv irrelevant indlæg eller måske er jeg ude på et totalt sidespor. Jeg vil kursorisk begrunde baggrunden for min antagelse:
I 1960 var Danmarks offentlige udgifter på 25 % af BNP – USA’s VAR PÅ 27 %! Siden da oplevede Danmark en enorm ekspansion af velfærdsstaten, som aldrig stoppede.
I 1980 var Danmarks offentlige udgifter de anden højeste i verdenen efter Sverige på 56.9 %.
Vi har over årene opbygget, hvad vi kan kalde ”velfærdskoalitionen”, som lever af velfærdsstaten og den private sektors betaling til denne, og består af knap 2 millioner, hvoraf 850.000 er offentligt ansatte. Resten er studerende, pensionister, førtidspensionister, efterlønsmodtager, dagpengemodtager, kontanthjælpsmodtagere eller andre der lever af de offentlige ydelser. Disse tal er højst sandsynligt steget, da de er fra 2008 – inden finanskrisen for alvor rasede og arbejdsløsheden steg. Størstedelen af disse mennesker har umiddelbart en logisk, rationel/egennyttemaksimerende interesse i, at velfærdsstaten som minimum skal beholde sin størrelse hvis ikke ligefrem forsætte sin ekspansion.
Vi har faktisk på intet tidspunkt indtil finanskrisen oplevede nogle nedskæringer i det offentlige udgiftstryk. Siden 1993 har udgiftstrykket været faldende grundet fine konjunkturer (i højkonjunkturer udbetales færre penge til dagpenge og kontanthjælp) – ikke grundet nedskæringer. Der har faktisk været realvækst i de offentlige udgifter HVERT ENESTE ÅR.
Ønskerne til gennemgribende besparelser fra politisk hold har været der, men aldrig gennemført grundet velfærdskoalitionens enorme magt i form af deres mange ”stemmer” og frygten for ikke at blive genvalgt. Samtidig er besparelserne asymmetriske fordelt, det vil sige, at ved en besparelse vil omkostninger/besparelserne ramme en gruppe meget hårdt, mens gevinsterne (skattelettelser som regel) vil blive spredt bredt og dermed have en lille ”virkning”/betydning på den enkelte. Netop af ovenstående årsager er det svært at ramme de stærkt mobiliserede grupper (fagforeninger, ældresagen osv), som udgør fundamentet for velfærdskoalitionen. Modstanden og protesterne fra den ramte gruppe vil altid være større end opbakningen fra dem som får de relative små gevinster ud af det.
Vi nærmer os artiklens pointe og antagelsen som jeg lagde ud med i starten: Vi har gravet vores egen grav. Regeringens sammensætning og politiske overbevisning er ligegyldig – de fører alle sammen den samme socialdemokratiske fordelingspolitik (bare se de sidste 40 år), fordi det er det folket/velfærdskoalitionen ønsker – og den tidligere beskrevne asymmetriske fordeling gør det blot endnu sværere at skære i det offentlige. Velfærdskoalitionen styrer vores lands fordelingspolitik - der er ingen vej tilbage, medmindre vores system kollapser eller at vi over lang, lang tid ændrer hele systemet inkrementelt og mindsker velfærdskoalitionens størrelse over tid. Et liberalt Danmark er derfor på grænsen til det rene utopi.
