Egentlig er det komplet ubegribeligt, at både DR og TV2 proklamerer, at de i morgen har et interview med Helle Thorning. For vi véd, at det vil være så gabende forudsigeligt, hvor kvindemennesket står og lirer fuldstændig de samme floskler af, som hun hele tiden har gjort, og som ren teflon totalt undviger de spagfærdige forsøg på kritiske spørgsmål, som d'herrer Rostrup og Skammelsen vil forsøge at fremkomme med.
Skal vi ikke gætte på, at de nok engang kommer totalt til kort og viser, at de offentlige tv-stationer i bedste fald er ligegyldige og unødvendige, i værste fald direkte skadelige i deres uhjælpelige journalistik, hvor ingen af de statsansatte journalister har evner og vilje til at gå i kødet på de sande magthavere og de sande problemer. I stedet bruger de oceaner af tid på at afdække de historiske forløb omkring Løkkes bilagssager.
Tør vi håbe på en markant oprustning i morgen, hvor i det mindste én af de to gennemfører et reelt hard talk interview, som for en gangs skyld viser os, hvem Thorning er? Jeg har ikke så meget håb.