Et ideologiske korstog - Er det begyndelsen?

Af Morten Messerschmidt - ”Det Radikale Venstre og Venstre samles nu under en farverig kandidat til den magtfulde post som EU-kommissionens forma...

Ursula Overgaard,

05/02/2014

Af Morten Messerschmidt - ”Det Radikale Venstre og Venstre samles nu under en farverig kandidat til den magtfulde post som EU-kommissionens formand. Velbekomme…

Belgieren Guy Verhofstadt er for nogle en dristig og visionær forkæmper for Europas Forenede Stater – for andre en ubehøvlet og aggressiv bølle med en arrogant foragt for det enkelte lands selvstændighed. Nu bliver han frontfigur for EU-parlamentets tredjestørste gruppe, de såkaldt liberale og demokrater samlet i ALDE, som har valgt at gøre Verhofstadt til deres kandidat som præsident for EU-kommissionen.

Jeg har en mistanke om, at to medlemmer af ALDE, der begge lyder navnet Morten, nemlig Løkkegaard fra Venstre og Helveg Petersen fra Det Radikale Venstre, krydser fingre for, at ingen stemmeberettiget dansker nogen sinde kommer til at høre det mindste til Guy Verhofstadt. Det vil jeg, den tredje Morten, gerne rette op på, og danske vælgere kan starte blødt op med at se denne kampagnevideo, som Guy Verhofstadts stab har fremstillet.

http://m.youtube.com/watch?v=8AhTyRAnGAg&desktop_uri=%2Fwatch%3Fv%3D8AhTyRAnGAg

Både i fransk- og flamsksproget presse diskuteres det nu, om det mon er den værste valg-video, der nogen sinde er fremstillet? Men det er også muligt, at den er udtryk for en særlig over-europæisk avantgardekultur, som vi først vil påskønne engang i fremtiden. På mig virker den dog noget stiv og humpende; som en tvungen videoopgave udført af tvære 17-18 årige unge danskere, tvangsanbragt på en efterskole en gang i firserne. På en baggrund af kolde EU-kulisser, halvtomme lokaler uden vinduer, spredt befolket af ansigtsløse og indifferente statister i jakkesæt, som uden den store overbevisning simulerer entusiasme for deres leder, arbejder den maniske føderalist sig op i skingre toner, akkompagneret af en fræsende og skrigende elektrisk guitar, som filmen igennem giver tilskueren en følelse af at være hos tandlægen. Men døm selv, Morten og Morten og alle I andre.

Hvad der er langt værre end videoen er imidlertid kandidatens betragter om EU. Venstre og De Radikale har valgt en fuldblod føderalist. Døm selv ud fra disse Guy Verhofstadt-citater:

”En klar sejr for pro-europæerne i valget i 2014 må bebude skabelsen af en ægte forfatningsgivende forsamling med et sandt føderalt Eurpopa som mål.”

”Et flertal af folket vil have mere Europa ikke mindre. EU’s forfatning blev ikke afvist, fordi den gik for langt, men fordi den ikke gik langt nok.”

”Euro-krisen antyder ikke på mindste måde, at indførelsen af euroen var en fejltagelse.”

”Vort fædreland er nu Europa. Vores nationalsang er Glædeshymnen. Og vores flag er de tolv gule stjerne på den azurblå baggrund.”

”Den yderste konsekvens af at tænke i national identitet er gaskamrene i Auschwitz.”

Guy Verhofstadt er ikke en opportunist; men en dødsforagtende europæer, som i sin kamp for Europas forenede Stater ikke skeler behagesygt til, om han chokerer eller trætter sine omgivelser. Tværtimod har han gjort det til sit særkende at afbryde sine modstandere med høje tilråb, at demonstrere sin foragt ved at lægge armene over kors, vende det hvide ud af øjnene og vende ryggen til sin modstander, mens han taler ud i luften. Selv regeringsledere, som gæster hans territorium, Europa-parlamentet, må være forberedt på at blive vist hårdhændet til rette for deres regeringsførelse.

Guy Verhofstadt påtog sig selv som regeringsleder den umulige opgave at holde sammen på statsdannelsen Belgien, som er næsten lige så syntetisk konstrueret som Den Europæiske Union. I dag, hvor han står som ubestridt leder - efter alt at dømme for livstid - for Mortens & Mortens gruppe ALDE, har Guy Verhofstadt gradvist transformeret sig selv til at være prædikant for en særlig vidtfavnende pan-europæisk vækkelsesretning; et selskab, hvor blå, grå og rød-grønne føderalister føler sig godt tilpas i hinandens selskab, hvis blot de anerkender, at ideologiske petitesser som lande, deres forfatninger, parlamenter og grænser må vige.

Guy Verhofstadt er også fremtrædende medlem af Spinelli-gruppen, som er en slags EU-loge, et eksklusivt broderskab for EU-føderalister, som får betalt sine aktiviteter med millioner om året fra EU-kommissionen. Blandt Spinelli-gruppens Øverste Råd, eller styregruppe, på 33 medlemmer finder man ud over Guy Verhofstadt både tidligere og nuværende EU- og nationale ministre. Prominente navne er franske Jacques Delors, tyske Joschka Fischer og italienske Mario Monti; grønne socialister og blå borgerlige arm i arm. For hvis der er noget, der kan forene på tværs af politisk uenighed, så er det troen på Europas Forenede Stater.

Man skulle tro, at modvægten til hele dette ideologiske korstog – Storbritannien – var renset for den slags utopister. I Burkes eget fædreland er fornuften vil stadig dominerende? Jovist, men Guy Verhofstadt har sammen med britiske Andrew Duff (ligeledes ALDE), skrevet et udkast til en “grundlov” for et samlet Europa. Ifølge forfatterne er problemet i EU ikke demokratisk underskud, men mangel på en fast hånd, en handlekraftig regering, som EU-kommissionen skal udgøre. Landenes regeringer skal sammensætte et ministerråd, hvor krav om enstemmighed bliver afskaffet. EU-domstolen skal have mere direkte magt, og borgerne skal have lettere ved at stævne deres egne lande. Slut med forbehold og undtagelser. Stærkere centralbank og central godkendelse af landenes budgetter. Direkte skat til Bruxelles. Oprettelse af og mere magt til tvær-europæiske partier. Økonomiske immigranter skal fordeles i kvoter. Og (citat:) ”Landenes forfatninger skal respektere Unionens værdier”.

De danske EU-partier har længe trængt til en leder med en fast hånd i europapolitikken. Det lader de til at have fået med Guy Verhofstadt, så tillykke til Morten & Morten fra Morten. Ja - vel egentlig tillykke til os alle. For ingen afdækker Venstres og De Radikales fælles eu-projekt bedre end netop Guy Verhofstadt…!”

ALDE Party | Alliance of Liberals and Democrats for Europe

http://www.aldeparty.eu/ The Alliance of Liberals and Democrats for Europe (ALDE) Party is the party for liberal democrat values in Europe. Together with member parties we translate ...

Spinelli-Gruppe | DEUTSCHE WIRTSCHAFTS NACHRICHTEN

http://deutsche-wirtschafts-nachrichten.de/thema/spinelli-gruppe/

24. Sept. 2013 ... Spinelli-Gruppe ... Europa vor: Mario Monti spielte eine führende Rolle bei der Gründung der „Spinelli-Gruppe“, einem Lobby-Verein in Brüssel.

Minder denne fuldblods føderalist, belgieren Guy Verofstadt, ikke om en historisk, men yderst usympatisk herre? Han mangler bare det lille overskæg.....


Kilde: