Jeg har endnu aldrig deltaget i en debat om velfærdsstaten, uden at en eller anden - uden tvivl velmenende sjæl - har forsøgt at presse lidt taknemmelighed over den ud af mig; har jeg ikke nydt godt af f.eks. landet uddannelsessystem, biblioteker, infrastruktur, sygehuse? Spørgsmålet er af flere årsager interessant og for at illustrere hvorfor, vil jeg fortælle, hvordan de sidste to-tre år af mit liv har set ud:
Det hele begyndte egentligt allerede, da min søn for omkring syv-otte år siden viste sig at have en udviklingsforstyrrelse i form af Infantil Autisme ( klassisk autisme ), og vi dermed fik behov for støttepædagoger, specialbørnehaver og senere specialskoler. I et land, der mest af alt minder om Sovjetunionen, viste der sig ikke overraskende at være enten lange ventetider eller mangel på ressourcer.
Da han var syv år gammel, havde jeg selv finansieret pasningen af ham i omkring seks af dem, og når jeg gjorde vores kommune opmærksom på, at jeg ikke selv kunne blive ved med det, blev jeg enten opfordret til at sælge min lejlighed for at skaffe flere midler eller gå ind i politik, såfremt jeg var utilfreds. Enkelte gange blev røret ganske enkelt blot lagt på, og andre blev jeg stillet om så mange gange, at jeg til sidst selv lagde på.
Da min søn endelig - næsten seks år gammel - får en plads i en specialbørnehave, der - for selv velfærdsstatens træer vokser ikke ind i himlen - først åbner klokken 8.30 for at lukke igen 14.30, har en stemme i røret hos vores kommune kort forinden opsummeret den væsentligste årsag til at jeg er liberal: Jeg ringer for at få min søn visiteret, som det hedder, til den børnehave, jeg har valgt, hvorefter stemmen siger: " Du kan ikke bare selv vælge, hvad du vil, for når det nu er os, der skal betale, så vil vi jo også gerne være med til at bestemme. "
Jeg fik dog alligevel min vilje, måske mest fordi jeg var parat til at stille ubehagelige spørgsmål omkring, hvor kommunen fik deres penge fra og samtidig tilbyde en ordning, der hed, at vi for fremtiden kun betalte for den service - hvis det overhovedet er det rette ord for velfærdsstatens ydelser - som vi benyttede, og resten af vores penge ville vi så selv beholde. Det fik stemmen til at sukke dybt, hvorefter røret blev lagt på uden farvel; en service jeg heller ikke ville have betalt for, såfremt jeg havde haft et valg.
Efter specialbørnehaven ( som var fantastisk ), fulgte et kort ophold på en specialskole ( hvor min søn var for velfungerende til at passe ind ), endnu et ophold i en gruppeordning på en almindelig skole, hvor lederen var af den opfattelse, at autisme kunne motioneres væk, hvorfor seks-syvårige børn dagligt blev trukket ud på lange løbeture, og såfremt de ikke løb, blot blev trukket hen af jorden, og til sidst endnu en gruppeordning på en anden skole, og her starter et mareridt, som et liv ikke er nok til at komme sig over.
Inden han starter på skole nummer tre, står han omkring et halvt år uden skole, og på det tidspunkt er mine opsparinger væk, ordet friværdi er blevet en joke, og jeg må sælge mine antikviteter, for at vi overhovedet kan få mad på bordet. Jeg kontakter gentagne gange vores kommune for at gøre dem opmærksom på, at jeg ikke længere har råd til at passe min søn hjemme, hvorfor det er vigtigt, at han får et skoletilbud. Jeg får en masse tomme løfter, men som tiden går, uden at der sker noget, er jeg nødt til at sælge min lejlighed.
Mit hjems nye ejer var kommet til Danmark og havde set - ikke muligheder - men svagheder. Hun boede fast i et sommerhus ( " det koster mig kun 7000 kroner om året ", som hun sagde ), alt imens hun havde en lejelejlighed, som hun ikke blot lejede ud til ågerpris, men samtidig hævede boligsikring til. Den fidus, sammenlagt med hjemmeboende børn der fik S.U. som udeboende, havde givet hende omkring 150.000 kroner på lommen, og det selv om hun kun havde et deltidsarbejde som rengøringsassistent.
Nu skulle min lejlighed fungere som adresse-hotel, for hun kendte så mange, der " har brug for lidt bistand ", som hun formulerede det. Hun havde været interesseret i nogle forskellige lejligheder men valgt min, fordi " her kan man have lige så mange adresser, som man vil ". Jeg var end ikke flyttet, før der begyndte at komme breve til mennesker, jeg kunne garantere ikke boede i lejligheden, og den kommune, der ikke havde haft ressourcer til at give et handicappet barn en støttepædagog eller kompensere mig for at jeg måtte passe ham hjemme, og som havde syltet hver eneste ansøgning om specialtilbud, delte nu kontanthjælp ud til mennesker, der end ikke boede i kommunen.
Min søn får langt om længe en skole, og - fuldstændig ruinerede - flytter vi i en lejelejlighed. Her får vi, hvad der tilsyneladende er en yderst flink og velhavende underbo, og da min søn igen får brug for mange fridage, og jeg - for jeg ved ikke hvilken gang - må smide hvad jeg har i hænderne for at passe ham, hjælper underboen os økonomisk. Det skulle vise sig at være en kæmpe fejltagelse at tage imod hans hjælp, men jeg havde ikke så mange andre muligheder.
En efterårsdag bliver min søns far og jeg indkaldt til et møde på min søns nye skole. Her fortæller viceinspektøren, at de vil lave en underretning til kommunen om, at vi mishandler vores barn. Vi er mildest talt forbavsede, og vores forbavselse bliver ikke mindre, da det kommer frem, at mishandlingen skulle bestå af udsultninger, spark, slag, tænder der blev rykket ud og sågar forgiftet mad. Det forekom helt åbenlyst usandsynligt, at en lille - og sågar lettere buttet - dreng, kunne blive udsat for så grov mishandling, uden at det skulle efterlade mærker af nogen art, og mærker - erkendte skolen - havde de aldrig set. Vi blev dog alligevel indkaldt til et møde med en ung pige, som er vores søns sagsbehandler. Her forklarer vi, at vi bestemt ikke mishandler vores børn, hvilket vi heller aldrig er blevet beskyldt for før, og vi går derfra i den tro, at den sag nu er ude af verden.
Derhjemme begynder vores liv at blive fyldt med bizarre indslag; min søn kan lige pludselig tage alt sit tøj af, imens han løber hujende rundt og åbner og lukker alle skabe og skuffer, og en dag, hvor vi er ude at handle, råber han pludselig " Nu er jeg en butikstyv! ", hvorefter han går rundt og putter forskellige ting i lommerne. Han fører lange samtaler med sin iPhone, som indimellem skælder så meget ud på ham, at han må gemme sig for den. Han klager over, at han bliver overvåget med kameraer, at han ikke kan sove, fordi hans fars arbejde ringer og forstyrrer ham om natten, og at han modtager truende beskeder, hvoraf en af dem går på, at han skal skifte navn. Han er opkaldt efter en af litteraturhistoriens største personligheder, men nu plager han dagligt om at få et nyt.
Jeg gennemgår alle vores billeder af ham på nøjagtig samme måde, som jeg gjorde det i dagene efter, at en overlæge fortalte mig, at min lille glade dreng med de store bløde krøller aldrig ville få et normalt liv, men de forklarer ingenting, for de viser ikke andet end en smilende lille dreng. Nu er han alt andet end glad og smilende, for det han kalder " de dårlige tanker ", kommer oftere og oftere på besøg. De forsvinder, når vi taler om gode minder, men desværre vender de hurtigt tilbage, og en dag - midt under aftensmaden og fuldstændig uden varsel - tager han pludselig hænderne op til halsen for at kvæle sig selv.
Dagen efter forsøger han - ni år gammel - at springe ud af vinduet, fordi han gerne vil dø. Jeg når at få fat i ham, og da det ikke lykkedes ham at komme ud af vinduet, forsøger han at slå sit hoved ned i køkkenbordet. Pludselig husker jeg ham som lille, vel omkring et år gammel. Han sad i sin stol og var ved at spise, da en bi kommer ind i køkkenet. I frygt for at den skal stikke mit barn, tager jeg en avise og - imens han skraldgriner over mig, der farer rundt i køkkenet - forsøger jeg at få den ud. Det var sådan, jeg troede, vores liv ville blive; farer - hvis der overhovedet ville være nogen - ville komme udefra, og jeg ville forsvare mit barn til det sidste. Nu stod jeg overfor en fare, som tilsyneladende kom indefra og fuldstændig lammet af sorg, må jeg gå til vores læge for at fortælle om de hjerteskærende scener, der udspiller sig i vores hjem. Vores læge forsøger at få min søn indlagt, men der er - naturligvis - lang ventetid.
Samme aften hvor min søn for første gang forsøger at springe ud af vinduet, ringer vores underbo, som indtil den dag var en flink og hjælpsom mand. Jeg siger hej, som jeg plejer, men han bremser mig ved at sige noget i retnng af " Du skal ikke sige noget! Du skal bare lytte til mig! ". Herefter fortæller han mig, at jeg ikke længere skylder ham noget ( han har lånt os penge til husleje ), for han har " solgt min gæld til mænd med store tatoveringer ", og de ville nu " selv komme og hente pengene ". Hvis der er noget, jeg kender noget til, så er det underklasse-jargon, og da det var nøjagtig hvad underboen leverede, var jeg såmænd ikke bange for at få besøg af mænd med store tatoveringer. I stedet ærgrede jeg mig over, at jeg overhovedet havde haft brug for hans hjælp, og at jeg ikke havde tænkt over, at han kunne have haft bagtanker.
" Han sidder og er sur over, at du, når han nu har hjulpet dig, stadig ikke er kommet ned i morgenkåbe for at " betale " ham " sagde en mandlig bekendt, og om det var det, den 60årige underbo håbede på, ved jeg ikke. I de følgende måneder præsenterede han mig dog for gældsposter, jeg overhovedet ikke kunne genkende, og langsomt gik det op for mig, at han tilsyneladende tænkte på mig både nat og dag, hvilket han viste ved at ringe eller sende beskeder på alle døgnets timer. Han fandt billeder af mig på nettet, som han printede ud, og - såfremt jeg ikke ville tale med ham - truede med at hænge op rundt omkring tilført forskellige æreskrænkelser. Han truede med at kontakte folk i min omgangskreds - og havde sågar fundet adresser på dem - for at afsløre, " ja, det ved du jo nok selv ", som han formulerede det. Jeg vidste det ikke, og var egentlig også ligeglad.
Da han begyndte at true mine børn ( " Det bliver ikke sjovt at være dine børn, hvis du ikke tager telefonen, når jeg ringer " ) diskuterede jeg sagen med politiet. Men " det bliver ikke sjovt at være dine børn ", holder åbenbart ikke i retten, så det eneste de kunne tilbyde, var at køre ud og bede ham holde sig fra mig. Den slags besøg indebar en risiko for, at han ville optrappe sin chikane, og da vi var nødt til at bo i lejligheden, bestemte jeg mig for at se tiden an.
Imens min søn falder fra hinanden, og underboen driver os til vanvid med opkald, beskeder, breve, flyvesedler og høj musik, har min søns sagsbehandler startet et inferno af anklager imod os, hvoraf en af dem går på, at vores søn bliver seksulet misbrugt. Hendes mistanke er opstået alene fordi vores søn indimellem bruger vulgære ord, når han bliver vred ( dog uden at forstå hvad det egentligt er, han siger ), og allerede inden vi møder op på den børnepsykiatriske afdeling, hvor han skal indlægges til observation for mistanke om, at han befinder sig i en psykose, har hun haft ringet rundt for at lufte sin egen mistanke, som går på, at det er os forældre, der er skyld i hans sammenbrud, fordi vi har mishandlet/misbrugt ham. Heldigvis ryster børnepsykiateren på hovedet, og det samme gør vores egen læge.
Alligevel gennemlever vi de næste mange måneder et mareridt så grotesk, at jeg aldrig kommer mig over det, og i den periode går der ikke en dag, hvor jeg ikke frygter, at mine børn bliver fjernet fra mig. Hver dag når jeg henter min datter, er jeg bange for at hun ikke er på fritidshjemmet, og hvis jeg ikke umiddelbart finder hende, vokser en følelse af panik i mig, for jeg ved, at socialrådgivere kan finde på at hente børn, alene fordi de ikke bryder sig om forældrene, også selv om de så kun kan holde på dem nogle få dage. Jeg overvejer endda om jeg skal advare min datter om at det kan ske, men gør det ikke, fordi hun så vil gå og være nervøs.
Vi begår den fejl at give tilladelse til en undersøgelse af vores søns forhold; en undersøgelse der skal laves, såfremt man, som forældre til et handicappet barn, har brug for f.eks. aflastning. Man kan her undre sig over, at handicappede, der har brug for hjælp, skal undersøges på kryds og tværs imens raske, der søger om hjælp, ikke skal. Imens sagsbehandleren undersøger min søns forhold, forsøger hun flere gange at involvere min datter. Hun gør sågar brug af den åndelige udgave af en tyvs brækjern, der hedder hvis-du-ikke-har-noget-at-skjule-hvorfor-må-jeg-så-ikke-se-det-alt?
Da jeg ikke giver hende tilladelse til at trække min datter ind i undersøgelsen, laver et familiemedlem, som - uden at jeg siger for meget - har haft lidt svært ved at passe sine egne børn pludselig en underretning på min datter, og tilmed imens vi har min søn indlagt. Familiemedlemmet har ikke noget forhold til min datter, og hun har heller aldrig været i vores lejlighed. Alligevel går underretningen på, at min datter ikke har nogen venner, at vi ikke har møbler i vores lejlighed, og at jeg skulle sælge min datters legetøj. Hun skulle desuden have haft nogle marsvin, som jeg forærede væk. Sagsbehandleren får stadig ikke nogen tilladelse, selvom hun nu forsøger at fremstille min datter som et barn, der har brug for terapi. Fakta er, at min datter har nøjagtig samme venner, som hun altid har haft, at vi har de møbler, vi finder nødvendige, at vi sælger eller forærer væk præcis hvad der passer os og forlader landet den dag, hvor der er konsensus for, at staten skal blande sig i den slags private anliggender.
Så kommer der endnu en underretning, og den er så morsom, at jeg har tænkt mig at få den indrammet. Det er igen min søns skole, og de er nu bekymret, fordi jeg har haft ham med i Lalandia. Vi sidder så hos kommunen - i alt otte mennesker - og diskuterer, hvorvidt Lalandia er børnemishandling eller ej. Hvis nogen under mødet havde sagt, at der var tale om skjult kamera, var jeg ikke blevet overrasket.
Nu begynder min interesse for socialrådgiveres arbejde - hvis det er det rette ord for deres virke - at spire. Jeg har i mange år hørt skrækhistorier om helt almindelige mennesker, som - efter grundløse anklager om omsorgssvigt - får deres børn fjernet, og imens jeg læser om socialrådgivere, der i sagsakter beskriver ordentlige mennesker som hærdede alkoholikere eller hardcore misbrugere, udlægger hændelige uheld som selvmordsforsøg, og såfremt det ikke er nok til at fjerne et barn fra en familie, de ikke bryder sig om, beder forskellige mennesker om at lave så mange underretninger, at familien har svært ved at forsvare sig ( " Vi har nu otte underretninger! Det er alvorligt! ) eller blot selv sætter sig til at skrive breve, der skal forestille at komme fra børn i nød; breve som naturligvis forsvinder, når nogen beder om at se dem, modtager vi endnu en underretning; denne gang skulle den angiveligt komme fra mig.
Jeg havde allerede hørt rygter om, at socialrådgivere ynder at afholde noget, der skal forestille retssager, og nu så jeg det med mine egne øjne. Vi bliver indkaldt til et møde, hvor mine børns farmor og farfar også er indkaldt, og da jeg benægter at have lavet en underretning - og hvem i alverden laver også underretninger på sig selv? - fortæller sagsbehandleren, at kommunen selv bestemmer, hvad der er en underretning og hvad der ikke er, og man hører her ekkoet fra en berygtet Gestapoleder, der sagde, at hvem der var kommunist, og hvem der ikke var kommunist, var noget, han afgjorde.
Under mødet præsenteres min søns far og farfar for anklager om pædofili, og da de benægter, afslører sagsbehandleren, at politiet også allerede har afvist hendes forsøg på at melde dem. De tilbydes herefter terapi i et nærliggende lokale, da det " jo er ubehageligt at blive udsat for så voldsomme anklager ".
Man kunne have slået mig i gulvet med en fjer!
Et par dage før mødet har sagsbehandleren sendt os resultatet af sin undersøgelse, og i den er jeg - der altid har sovset mine børn ind i kærlighed og omsorg - erklæret som værende en dårlig mor. Det er mig, der har bedt om udredninger, og det er også mig, der står bag hver eneste ansøgning om hjælp til min søn, men nu er jeg - gud hjælpe mig - beskrevet som værende uden forståelse for min søns handicap, om end jeg har " et behov for at selv-diagnosticere ", som der står.
Undersøgelsen er så fuld af fejl og besynderlige konklusioner, at jeg beder sagsbehandleren om at udlevere de sagsakter, som hun har skrevet den ud fra. Hun sender mig kun en del af dem, og selv om jeg gentagne gange beder hende om at få det hele, modtager jeg dem ikke. Der er dog så sandelig nok læsning i dem, hun udleverer. Hun har f.eks. gjort flere forsøg på at finde en psykolog, der - uden nogensinde at have mødt mig - ville erklære mig uegnet som forælder, og det lykkedes hende til sidst at finde en, som bakker hende op i, at de skal forsøge at få min søns far til at overtage hele pasningen af ham. Det er indenfor samme periode, hvor hun forsøger at melde min søns far til politiet for at misbruge sit barn. En mand, hun ( dog fuldstændig ubegrundet ) mistænker for at misbruge sit barn, skal altså nu have så meget tid alene med ham som muligt.
Det er ganske enkelt ikke seriøst, og da jeg når det afsnit, hvor mine gamle klummer fra 180grader bliver trukket frem og omtalt som " racistiske ", og " dårlige for min søns moral ", har jeg fået mig en ny hobby, der hedder socialrådgivere. Jeg er desuden omtalt som " psykopat-agtig " og " slesk ", og min søn er allerede " begyndt at bruge udtryk, han har fra sin mors artikler ", som der står, hvilket tilsyneladende skader ham.
Det er naturligvis også noteret, at jeg er liberal.
Kort tid før min søn falder fra hinanden, begynder han at komme hjem fra skole med blå mærker, underlige rifter, og en dag har negle endda været boret så dybt ned i hånden på ham, at der mangler store stykker kød. Det viser sig, at en dreng - som ingen andre nogensinde har haft behov for at bruge magt overfor - er blevet udsat for voldsomme magtanvendelser. Da jeg læser de mange papirer og ser, at en lærer, uanset tid og sted, formår at deltage i dem alle, og " ved fastholdelse får forværret mit hold i ryggen max ", som hun skriver, får jeg - der ellers afskyer alle former for vold - en næsten uimodståelig trang til at gøre nøjagtig det samme ved hende, som hun har gjort ved mit barn.
Nu befinder min søn sig i et privat pasningstilbud, og i næsten samme øjeblik han kommer væk fra sin gamle skole, får han det bedre. Et par specialister i autisme har afvist, at min søn skulle have været udsat for mishandling eller misbrug for vores side, men mit liv ligger i ruiner. Alt hvad jeg har arbejdet for, er væk. Min egen lejlighed, som jeg savner hver eneste dag, mine antikviteter, som jeg aldrig kan få tilbage, min families navn, som er besudlet i sagsakter, der altid vil følge min søn, en stalker, som vi måske kunne have undgået, hvis vi havde fået den hjælp, som vi ifølge loven burde have haft, og den million, vi engang havde i plus, skylder vi nu væk. Min datter og jeg sover på madrasser hos venner og bekendte, og der kommer til at gå et godt stykke tid, før vi får råd til et sted at bo, for jeg skal som bekendt ikke bare forsørge min egen familie; jeg skal også betale løn til den sagsbehandler, der har besudlet mit navn, de lærere der har mishandlet mit barn og alle dem, der har " brug for lidt bistand ".
Nu er der naturligvis større problemer end det, og et af dem er bestemt, at massehysteri - i særdeleshed over børnesager - har medført flere og flere beføjelser til mennesker, hvis kompetencer ikke kan honorere dem, og de mest interessante spørgsmål man kan stille omkring velfærdsstaten er derfor ikke, hvorvidt man har haft en smule gavn af den, men derimod hvilken pris man betaler for dens ydelser.
Da der i England rasede en debat om hvorvidt forældre, hvis børn havde fået for meget sol, skulle sættes under opsyn af de sociale myndigheder, udtalte en såkaldt ekspert, at det burde de, fordi - som hun sagde - det var spild af penge, at staten havde betalt for vaccinationer og uddannelse, hvis børnene så bare døde af hudkræft i en tidlig alder. Aldrig har den krog, der sidder i velfærdsstatens små krummer været mere synlig, men hvad betyder det egentligt, om man har fået både guld og grønne skove, hvis man kommer til at leve et liv i lænker som betaling?
Spørgsmålet er derfor, hvorvidt velfærdsstatens ydelser er så dyrebare, at vi - for at omskrive en klog mand ord - er parate til at betale for dem med vores børn, vores privatliv og ikke mindst vores frihed?
