Det må virkelig undre, at hele erhvervslivet, samlet kaldet det økonomiske liv, ikke i den grad arbejder for at blive selvregulerende, altså fuldstændigt fri af finanspolitiske reguleringer og indgreb. Det økonomiske livs topledere henleder jo gang på gang opmærksomheden på, at politiske utilstrækkeligheder og især finanspolitiske fejltagelser og begrænsninger er skadelige for det. Et nærliggende spørgsmål er derfor, om det økonomiske liv ikke ville blive langt bedre stillet ved selvregulering, hvor de forfriskende markedskræfters helt simple logik ’mest muligt for mindst muligt’, denne udpinende spiral, og modsætningen til en positivt givende spiral, der desværre fordrer et socialt sindelag og derfor ikke hører hjemme i business, frit kan blæse gennem det økonomiske landskab? Altså absolut frihed for det økonomiske liv under ansvar/strafansvar, naturligvis? Og hvis det er tilfældet, hvorfor køres der så ikke kandidater for netop dette synspunkt i stilling til topposter i det politiske liv? Intelligensen, formuleringsevnerne og kapitalen er der jo til det i så rigelige mængder.
I forhold til det moderne økonomiske liv er selv både V og K forhistoriske dinosaurer, grundlagt på ideologier, der nok allerede var forældede, da de blev født – nå ja, K er nu kun nogle få uinteressante knogler i en gammel kasse på et støvet loft – men ideologier, som endnu hylder det politiske livs overformynderi gennem finanspolitiske indgreb og reguleringer af det økonomiske liv, en utidssvarende politik, der ofte laver mere lort end lagkage for det økonomiske liv, og dermed også for hele samfundet. Hvorfor er det længste, det økonomiske liv så stadig kan strække sig til, kun at støtte kandidaturer til disse partier, som på den ene side er forældede og på den anden rent praktisk står i et modsætningsforhold til det?
Skyldes det måske i virkeligheden, at det økonomiske liv faktisk slet ikke ønsker fri selvregulering, at kunne operere frit på frie markeder og i frihed fra det politiske liv og staten, men reelt kun kæmper en indædt kamp for positiv politisk særbehandling? Det ville naturligvis være i overensstemmelse med de kræfter, der netop virker inden for det økonomiske liv. Men så kan man på ingen måde klandre, at alle andre samfundsgrupper gør det samme, for det er jo blot de samme kræfter, der ligger til grund, når fx alle på overførselsindkomster siger: Mest muligt for mindst muligt. Drivkraften i det økonomiske liv, egoismen og grådigheden, er faktisk blot blevet alles drivkraft, alles kamp mod alle, men desværre også skadevirkninger i en samfundsstruktur, der, i modsætning til det økonomiske liv, burde være social i stedet. Ikke socialistisk, men social.
Men bortset fra det, altså at vi faktisk ikke har noget at lade hinanden høre, fordi vi nu dybest set alle er drevet af de samme kræfter, der – helt legitimt og også berettiget - hersker i det økonomiske liv, undrer det mig stadig, at det økonomiske liv ikke arbejder på en regulær løsrivelse fra dets mangeårige plageånd, det politiske liv. Muligheden for det er måske tættere på end nogensinde før og bør måske også gribes nu. Et frit selvforvaltende økonomisk liv må alt andet lige være et større aktiv for samfundet, end et af det, i økonomisk forstand, inkompetente politiske liv reguleret.
