”Der tegner sig en bred politisk opbakning til forslaget om at satse på særlige kompetenceklynger i dansk erhvervsliv” lyder brødteksten i en artikel i Berlingske Business i dag, den 3. juli
Tanken er, at der fremover skal udpeges særlige erhvervsområder, som med støtte, bevillinger til forskning og særlige rammebetingelser skal nyde særlig bevågenhed og derved skabe ekstra arbejdspladser og eksportindtægter. Ikke overraskende kommer forslaget fra Arla Foods og Grundfos.
Der to ting, der er helt galt med dette forslag.
For det første er det selve ideen om, at staten kan fremme vækst ved at give erhvervsstøtte. Det er forkert. Jo, staten kan selvfølgelig fremme produktion og beskæftigelse i udvalgte erhverv med økonomisk støtte, men kun på bekostning af tab af forbrug/investeringer og arbejdspladser i andre erhverv, og samlet set vil velfærden (i dag og i fremtiden) altid blive mindre.
Årsagen er meget simpel: Når markedsøkonomien fungerer frit og uden offentlig indblanding, så vil der være et sammenfald mellem privat- og samfundsøkonomisk rentabilitet, og staten kan ikke gøre et samfundsøkonomisk urentabelt projekt rentabelt ved at give det støtte. Med erhvervsstøtte kan staten gøre et projekt privatøkonomisk rentabelt, selv om det er samfundsøkonomisk urentabelt. Denne forvridning fører til, at samfundets ressourcer allokeres til erhverv, der giver et mindre samfundsøkonomisk afkast, end de ville have givet ved deres alternative anvendelse. På bundlinjen er resultatet, at pengene bliver brugt mindre effektivt og skaber mindre velstand, end de ellers ville have gjort, og Danmark bliver som helhed fattigere.
Erhvervspolitik i form af statsstøtte destruerer velstand. Altid.
For det andet synes planerne at gå ud på at give støtte til erhverv, hvor vi beviseligt er sakket agterud i de seneste 20 år. I artiklen i Berlingske Business citeres en socialdemokrat for at sige, at:
”Vi har længe ærgrer os over, at man de seneste ni år har forsøgt lejligheden til virkelig at bakke de områder op, hvor det danske erhvervsliv har helt uomtvistelige kompetencer. Der er for eksempel på området for vedvarende energi, for medico og for fødevarer.”
Enhver, der følger lidt med, ved at Vestas taber markedsandele. Massivt – og det på trods af en enorm indirekte erhvervsstøtte til brug af vindenergi, så hvor er det lige, at de særlige kompetencer ligger?
Netop om støtten til vindmøller skrev de økonomiske vismænd i 2008 i Berlingske Tidende, at støtte til vindmøller ”i bedste fald blot er en unødvendig overførsel af midler fra forbrugerne til producenterne.
Og fødevarer? Hallo! I de seneste 20 år og ikke mindst i de seneste 10 år har den gennemsnitlige årlige vækst i bruttoværditilvæksten i føde, drikke- og tobaksindustri været negativ. Det gælder mejerier, isfabrikker, fremstilling brød, kager og kiks, bagerier, drikkevareindustri, forarbejdning og konservering af fisk, frugt og grøntsager, fiskeriet, landbrug, gartnerier m.m. Fødevareindustrien er et tilbagegangserhverv, der år for år bliver mindre og mindre, og en sektor i tilbagegang kan næppe ligefrem falde ind under kategorien ”særlige kompetenceklynger”.
Det gælder i det hele taget for industrien i Danmark. I de seneste 20 år er bruttoværditilvæksten i industrien kun vokset med 0,31% om året i gennemsnit – langt mindre end i økonomien som helhed, og den samlede beskæftigelse i fremstillingserhvervene er absolut set faldet. Danmark er ved at blive afindustrialiseret.
Det er et stort problem, at Dansk økonomi går tilbage på de områder, hvor vi er udsat for udenlandsk konkurrence og kun vokser i de hjemmemarkedserhverv, hvor konkurrencen fra udlandet er beskeden, og hvor produktivitetsvæksten er beskeden.
Men i stedet for at satse på erhvervsklynger og give tilskud på planøkonomisk vis, der samlet set kun fører til tab af velstand, skulle vi i stedet halvere selskabsskatten og fjerne topskatten, så det igen bliver attraktivt at drive forretning i Danmark. En del af dette kan bl.a. finansieres ved at spare på de over 20 mia. kr., der hvert år anvendes til specifik erhvervsstøtte – og ofte for at give kunstigt åndedræt til erhverv i tilbagegang.
Tanken er, at der fremover skal udpeges særlige erhvervsområder, som med støtte, bevillinger til forskning og særlige rammebetingelser skal nyde særlig bevågenhed og derved skabe ekstra arbejdspladser og eksportindtægter. Ikke overraskende kommer forslaget fra Arla Foods og Grundfos.
Der to ting, der er helt galt med dette forslag.
For det første er det selve ideen om, at staten kan fremme vækst ved at give erhvervsstøtte. Det er forkert. Jo, staten kan selvfølgelig fremme produktion og beskæftigelse i udvalgte erhverv med økonomisk støtte, men kun på bekostning af tab af forbrug/investeringer og arbejdspladser i andre erhverv, og samlet set vil velfærden (i dag og i fremtiden) altid blive mindre.
Årsagen er meget simpel: Når markedsøkonomien fungerer frit og uden offentlig indblanding, så vil der være et sammenfald mellem privat- og samfundsøkonomisk rentabilitet, og staten kan ikke gøre et samfundsøkonomisk urentabelt projekt rentabelt ved at give det støtte. Med erhvervsstøtte kan staten gøre et projekt privatøkonomisk rentabelt, selv om det er samfundsøkonomisk urentabelt. Denne forvridning fører til, at samfundets ressourcer allokeres til erhverv, der giver et mindre samfundsøkonomisk afkast, end de ville have givet ved deres alternative anvendelse. På bundlinjen er resultatet, at pengene bliver brugt mindre effektivt og skaber mindre velstand, end de ellers ville have gjort, og Danmark bliver som helhed fattigere.
Erhvervspolitik i form af statsstøtte destruerer velstand. Altid.
For det andet synes planerne at gå ud på at give støtte til erhverv, hvor vi beviseligt er sakket agterud i de seneste 20 år. I artiklen i Berlingske Business citeres en socialdemokrat for at sige, at:
”Vi har længe ærgrer os over, at man de seneste ni år har forsøgt lejligheden til virkelig at bakke de områder op, hvor det danske erhvervsliv har helt uomtvistelige kompetencer. Der er for eksempel på området for vedvarende energi, for medico og for fødevarer.”
Enhver, der følger lidt med, ved at Vestas taber markedsandele. Massivt – og det på trods af en enorm indirekte erhvervsstøtte til brug af vindenergi, så hvor er det lige, at de særlige kompetencer ligger?
Netop om støtten til vindmøller skrev de økonomiske vismænd i 2008 i Berlingske Tidende, at støtte til vindmøller ”i bedste fald blot er en unødvendig overførsel af midler fra forbrugerne til producenterne.
Og fødevarer? Hallo! I de seneste 20 år og ikke mindst i de seneste 10 år har den gennemsnitlige årlige vækst i bruttoværditilvæksten i føde, drikke- og tobaksindustri været negativ. Det gælder mejerier, isfabrikker, fremstilling brød, kager og kiks, bagerier, drikkevareindustri, forarbejdning og konservering af fisk, frugt og grøntsager, fiskeriet, landbrug, gartnerier m.m. Fødevareindustrien er et tilbagegangserhverv, der år for år bliver mindre og mindre, og en sektor i tilbagegang kan næppe ligefrem falde ind under kategorien ”særlige kompetenceklynger”.
Det gælder i det hele taget for industrien i Danmark. I de seneste 20 år er bruttoværditilvæksten i industrien kun vokset med 0,31% om året i gennemsnit – langt mindre end i økonomien som helhed, og den samlede beskæftigelse i fremstillingserhvervene er absolut set faldet. Danmark er ved at blive afindustrialiseret.
Det er et stort problem, at Dansk økonomi går tilbage på de områder, hvor vi er udsat for udenlandsk konkurrence og kun vokser i de hjemmemarkedserhverv, hvor konkurrencen fra udlandet er beskeden, og hvor produktivitetsvæksten er beskeden.
Men i stedet for at satse på erhvervsklynger og give tilskud på planøkonomisk vis, der samlet set kun fører til tab af velstand, skulle vi i stedet halvere selskabsskatten og fjerne topskatten, så det igen bliver attraktivt at drive forretning i Danmark. En del af dette kan bl.a. finansieres ved at spare på de over 20 mia. kr., der hvert år anvendes til specifik erhvervsstøtte – og ofte for at give kunstigt åndedræt til erhverv i tilbagegang.
