Danske virksomhedsledere indenfor eksporterhvervene fortæller stort set alle den samme historie: De fleste af virksomhederne klarer sig udmærket og ser – når de løfter blikket ud over den nuværende krise – lyst på fremtiden. Det er blot ikke en fremtid, hvor Danmark spiller en væsentlig rolle. De flytter produktion og arbejdspladser til udlandet i et omfang, som er skræmmende. Ikke kun til Kina og Indien men til Storbritannien, Tyskland og Sverige. Danske eksportvirksomheders vækst og fremtid – især indenfor fremstillingsindustrien - ligger udenfor landets grænser. Få overvejer at lægge væsentlige investering i Danmark. Ingen af dem ønsker at disponere sådan, men de er nødt til det for at sikre virksomhedens overlevelse. Årsagen er enkel. Produktionsomkostningerne herhjemme er alt for høje.
Og ser man på statistikkerne må man give virksomhederne ret. De danske lønninger ligger næsthøjest i OECD. Hvis vi så til gengæld også havde den næsthøjeste produktivitet, gjorde det ikke så meget. Men det er ikke tilfældet. Vores produktivitet ligger omkring midterfeltet, og det samlede resultat er, at mange virksomheder kan reducere deres lønomkostninger med 20 procent blot ved at flytte produktionen til et af vores nabolande.
Det mest bekymrende er næsten, at denne udvikling ikke for alvor synes at bekymre nogen. Politikerne fremlægger kortsigtede konjunkturpakker, som de ganske vist kalder for ”vækstpakker”, men som ikke rummer skyggen af selvbærende vækst på blot 2 års sigt. Og aviserne skriver stort set ikke om økonomiske problemer, som rækker ud over de næste få måneder.
Dette på trods af, at vi er fuldkomment afhængige af den velstandsskabelse, som fremstillingsindustrien, landbruget og de øvrige eksporterhverv står for. Hvis vi som forbrugere vil kunne købe smartphones, vin, avocadoer og biler fra udlandet, kræver det, at nogle i Danmark producerer noget, som vi til gengæld kan sælge den anden vej. Det bliver ikke den offentlige sektor, der kommer til at løfte den opgave. Endvidere er eksporterhvervene nogle af de mest produktive, vi har. En mistet arbejdsplads i eksporterhvervene vil i bedste fald kunne erstattes af en mindre produktiv arbejdsplads andetsteds. Det medfører et tab af velstand og for staten et tab af skatteindtægter.
Det er kun den private sektor, som netto betaler mere til staten, end den får igen. Det er derfor i sidste instans den private sektor, som finansierer den offentlige sektor. Den private sektor får noget igen. Den bliver serviceret af det offentlige, som sørger for, at vejene fungerer, vores børn bliver passet i vuggestuen og senere får en uddannelse osv. Men uden den private sektor, var der ingen til at betale for velfærdssektoren.
Det er, når man begynder at tage noget for givet, at man for alvor risikerer at miste det. Danskerne tager det private erhvervslivs evne til fortsat at skabe grundlaget for vores velstand for givet. Det ser vi blandt andet ved den sorgløshed, med hvilken vælgerne tager imod budskaberne fra oppositionen om, at verdens højeste skattetryk skal øges yderligere. Erhvervslivet skal ifølge forslagene fra S og SF betale yderligere 12 mia. kr. i skat. Disse skatter vil medføre en yderligere forøgelse af omkostningerne og dermed en forværring af konkurrenceevnen.
Danmark har verdens højeste skattetryk. De høje skatter og afgifter er en væsentlig årsag til, at danske virksomheder må betale højere lønninger i Danmark end i udlandet. Lønmodtagerne interesserer sig for det beløb, de får udbetalt efter skat - ikke for det beløb, der står på toppen af lønseddelen. For virksomhederne er det omvendt. De høje miljøafgifter, dækningsafgift osv. skubber omkostningerne yderligere i vejret, og højproduktive arbejdspladser forsvinder ud af Danmark. Og endelig medfører skatter på selskabers overskud og på indtægter fra aktier, at det bliver mindre attraktivt at investere i Danmark. Det øger omkostningerne til at låne penge til nye satsninger.
Og hvad så når nogle alligevel forsøger at investere i Danmark? Ja, i nogle tilfælde kan det tage årevis at få en tilladelse til at udvide produktionen. Det er muligt, at sagsbehandlingstiderne er blevet reduceret lidt, men tempoet i den globale økonomi er til gengæld steget. At skulle vente i årevis på godkendelser i vores globaliserede verden er ganske enkelt ikke acceptabelt, når konkurrenterne rykker i løbet af måneder. Det svarer til at fortælle virksomhederne, at de skal lægge investeringerne et andet sted. Og det gør de så.
(Denne artikel er offentliggjort 27. august i Politiken som min faste klumme Modpol)
