Jeg hører selv til en generation, hvor vi rejste os op når læreren kom ind i klassen. Jeg så hvordan min far tog hatten af, når han mødte præsten på gaden, og politiet blev opfattet som gode lovlige hjælpere for mig og andre lovlydige borgere.
I dag accepterer vi ikke længere autoriteter, men siger dem imod, når det passer os.
Vi så det sidst tydeligt på den Video-optagelser af en mand i kørestol, der råber skældsord efter politiet, hvorefter han hev fat i betjenten og faldt ud af kørestolen. Manden havde blandt andet kaldt betjentene for ”tumper” og ”lortestrømer". Men det man fokuserede på i medierne, var at manden i kørestolen ikke blev hjulpet op igen, ikke på grovheden overfor politiet.
I dag tillader man sig at overfuse lærerne til de såkaldte skole-hjem-samtaler, når de siger noget om ens barn, som man er uenig i. Man mener det i orden at råbe skældsord efter parkeringsvagten, når denne har udstedt en bøde, som efter ens mening er uberettiget. Og ikke mindst, når folk skriver grove kommentarer om politikerne på f. eks.180grader, opfattes det som sandhedsord, som politikerne selvfølgelig skal kunne tåle at tage imod.
Befolkningens opfattelse af autoriteter har ændret sig.
Men er det KUN af det gode ?
Kan det passe at ens egne interesser altid skal prioriteres højere end andres ?
