”Socialisme er ondskabens ideologi” udtalte Anders Samuelsen på LA’s landsmøde sidste år til stor applaus fra hele salen. Og jeg hørte ingen indvende: ”Min søster er SF'er, hun er ikke ond”. Heller ikke Anders Samuelsen.
Hvorfor? Fordi ingen i liberale kredse har vanskeligt ved at skelne mellem socialismen som en politisk ideologi og de mennesker, der politisk opfatter sig selv som socialister. Og ingen opfatter en kritik af socialismen som et forsøg på at lægge alle socialister for had.
Formentlig fordi alle erkender, at hvor som helst og når som helst socialisme har dannet udgangspunkt for det politiske system i et land, er det endt i relativ fattigdom, ufrihed og undertrykkelse. Politiske fanger, undertrykkelse af ytringsfriheden, afskaffelsen af demokratiet har alle steder været resultatet af at indføre socialisme. Og det er en udbredt erkendelse, at kernen i alle totalitære ideologier, er kollektivismen, at der sættes et kollektivt mål over individet, i hvis navn den enkelte kan ofres. For socialismens vedkommende er den kollektivisme klassens renhed, det klasseløse samfund.
Og borgerne i de socialistiske lande er oftere betragtet som ofre for socialismen end som onde, blot fordi de er født ind i et socialistisk land.
”Islam er ondskabens ideologi”. Hvorfor har man aldrig hørt Anders Samuelsen eller andre politikere sige det?
Det skulle ellers være et ret ukontroversielt empirisk faktum, at hvor som helst og når som helst islam har dannet udgangspunkt for det politiske system i et land (og her taler jeg altså ikke bare om, at flertallet i et land er muslimer, men at lovreligionen islam danner grundlaget for det politiske system, lovgivning og økonomi), er det endt i relativ fattigdom, ufrihed og undertrykkelse. Politiske fanger, undertrykkelse af ytringsfriheden, afskaffelsen af demokratiet, kvindeundertrykkelse, antisemitisme har alle steder været resultatet af at indføre en islamisk republik. Og det er en udbredt erkendelse, at kernen i alle totalitære ideologier, er kollektivismen, at der sættes et kollektivt mål over individet, i hvis navn den enkelte kan ofres. For islams vedkommende er den kollektivisme troens renhed, den islamiske republik, khalifatet.
Det er lidt besynderligt, at selv om næsten alle formår at skelne mellem socialisme som en politisk ideologi og socialister som mennesker, så er det næsten umuligt at tale om islam, uden at nogen begynder at tale om, at der er forskel på muslimer og islamister, som om det at tale om en ideologi er det samme som at tale om de mennesker, der er tilhænger af ideologien i en eller anden grad. Det gælder eksempelvis Anders Samuelsens indlæg på Facebook, når han forsøger at skelne mellem islam og islamisme: ”islamisme er den politiske (og meget farlige) udgave af religionen Islam,” og igen, hvor han taget Khader til indtægt for, at det er ét og det samme at skelne mellem islam og islamisme og mellem muslimer og islamister: ”Problemet er politisk islam og ikke islam som tro. Vi er ikke anti-muslimer.”
Det giver bare ikke nogen mening at skelne mellem islam og islamisme. Islam baserer sig på Koranen og haddith, og de skrifter indeholder alle de politisk autokratiske og totalitære træk, der kaldes for islamisme. Det er i de hellige skrifter, at vi finder sharialovgivningen, det politiske mål om et præstestyre, khalifatet, i stedet for demokrati, antisemitismen, kvindeundertrykkelsen, Jihad som hellig krig, ikke-anerkendelsen af individuelle rettigheder, accept af slaveri og alt det andet, der gør, at man med rette kan kalde islam for ondskabens ideologi.
Måske er det ønsket om at skelne mellem ”almindelige muslimer” og islamister, der får så mange til også at ville skelne mellem islam og islamisme, men det sidste giver i modsætning til det første ikke nogen mening. Det er meningsfuldt at skelne mellem de muslimer, der ikke ”køber hele pakken” og eksempelvis ikke ønsker sharialovgivning, og de islamister, der går ind for khalifatet, sharialovgivning og hele svineriet.
Islam som politisk ideologi er en trussel mod frihedsorienterede ideer, og det burde være helt ukontroversielt at sige det for frihedsorienterede mennesker, og ligeledes at der findes rettroende tilhængere af islam – islamisterne – der udgør en trussel mod demokratiet, den personlige frihed og kvinders, jøders, kristnes og homoseksuelles rettigheder. Det burde derfor være helt ukontroversielt at udtale sig, lig det Anders Samuelsen sagde om socialisme på LA’s landmøde, nemlig at ”islam er ondskabens ideologi”, og uden at nogen opfatter en kritik af islam som et forsøg på at lægge alle muslimer for had.
