For cykle, det skal være forbudt for døve. Det mener Dansk Folkeparti tilsyneladende, der med endnu et forbud i pakken vil indføre lovgivning for, hvad cyklister må eller skal lytte til, mens de manøvrerer rundt på gader og stræder. Dansk Folkepartis lovforslag er så tåbeligt, at selv Villy Søvndal og Johanne Schmidt må have tabt gløden i deres rygekabiner i morges og derefter fordømt Thor Möger den almægtige for ikke selv at have fundet på denne formynderiske perle.
Man kunne jo selvsagt spørge Dansk Folkeparti om høretelefonerne i sig selv er et problem, eller om det kun er, når der spilles Happy Jazz eller reggae for fuld drøn, at det giver kvaler for Folkepartisterne. Hvis det nu var vennerne i Kandis eller Onkel Ragnvald, så kunne man sikkert både koncentrere sig om Kære Lille Farmor og om trafikken på samme tid. Hvad nu hvis det bare er koldt, må man så køre med ørevarmere? Må man skrue op for musikken i sin bil? Må man tage Bjørn og Okay med sig i bagagerummet? Ja, hvor går grænsen?
Man kunne vel foreslå, at de danske formynderpartier (Ø, SF, A, R, K, V og DF) satte sig sammen og skrev et cykelmanifest, der på 26.000 sider beskrev, hvad man må og ikke må, når man kører på cykel. Gerne med undtagelser, så selv døve mennesker må færdes i trafikken. Bagefter kunne de sammen nedsætte en kommission, der kunne kigge på om lovgivningen går imod EU, Grundloven, Den Jydske Lov, Janteloven, Moores Lov og loven om alt for dumme lovforslag.
Hermed uddeles en politisk ørefigen til Dansk Folkeparti, så de fremover har så ondt i ørerne, at de alligevel ikke kan bruge høretelefoner på grund af smerterne. Hjernerystelse må være udelukket… og kan det så overhovedet være forbudt at dele ørefigner ud?