Jeg blev helt skræmt da jeg læste den nedenstående artikel fra Nordea's cheføkonom. Det lader til at dele af hans økonomiske forståelse bygger på Marx´ "Das Kapital" og det lader ihvertfald ikke til at han tager skarp afstand fra Marx og Engels. Det er i mine øjne endnu mere skræmmende end at noget af hans økonomiske forståelse bygger på socialistiske påstande.
Arven fra Marx Jeg kan ikke ligefrem påstå, at jeg er marxist. Men ikke desto mindre, er det er til dels min spæde indføring i marxistisk økonomi fra universitetet i slutningen af 1970’erne, hvor den slags stadig var in, at jeg for tiden ikke er specielt bekymret for, at verdensøkonomien er på vej ind i en ny stor recession. I min optik er sandsynligheden for, at en såkaldt double dip recession* indtræffer, faktisk temmelig lille. Og det marxistiske bidrag til min ro i sindet vender vi tilbage til om lidt.
Double dip er sjældne For allerførst skal vi huske, at double dip recessioner uhyre sjældne. Argumentet er ikke stærkt i sig selv, og udelukker på ingen måde en nyrecession, men deduktion er faktisk en uhyre anvendelig arbejdsmetode for økonomer. Så derfor er der grund til at hæfte sig ved, at der i nyere tid kun har været en enkelt en af slagsen i USA. Det var i begyndelsen af 1980’erne, hvor den 2. oliekrise havde raset. Og årsagen skal primært findes i det regimeskifte, som den amerikanske forbundsbank, Fed, gennemførte, da Paul Volcker blev direktør og begyndte at modarbejde datidens høje inflation gennem en markant opstramning af pengepolitikken. Og det er ikke lige det, der sker for tiden under Ben Bernanke, som tværtimod gør sit til at sætte gang i økonomien gennem en ekstremt lempelig pengepolitik.
Forbrugsgoder og boliginvesteringer på lavt niveau For det andet fordi den del af efterspørgslen, som er meget konjunkturfølsom, såsom varige forbrugsgoder og boliginvesteringer, allerede er banket tilbage på et så lavt niveau, at det næmest er fysisk umuligt at reducere det så meget yderligere, at det kaster økonomien ud i en ny recession.
Stigning i produktiviteten For det tredje fordi den fremgang, som allerede er skabt siden den ’Store Recession’, er kommet gennem en markant stigning i produktiviteten og ikke gennem nye ansættelser i virksomhederne. De skar ind til benet under krisen, og kapaciteten er fortsat tilpasset post-Lehman niveauet. Så selvom produktionen igen skulle falde, ja så behøver man ikke at se ind i nye store fyringsrunder og dermed stigende arbejdsløshed, hvilket ville forstærke nedturen.
Profitraten steget markant Og endelig for det fjerde og sidste har virksomhedernes profitter det strålende for tiden. Faktisk er profitraten steget markant over de seneste år. Og det er her, at jeg må hente Karl Marx frem fra de støvede gemmer. For Marx (og Engels) argumenterede jo netop i hovedværket ’Das Kapital’ for, at det var profitratens tendens til fald, som førte til store samfundskriser og perioder med høj arbejdsløshed og menneskeligt armod.
Anvendt marxisme Og lidt anvendt marxisme på USA’s økonomiske historie siden 2. verdenskrig viser da også, at samtlige recessioner i denne periode (undtagelsen er den Volcker inducerede recession i begyndelsen af 1980’erne) er opstået i kølvandet på en periode med faldende profitrate. Men eftersom vi altså på ingen måde er i den situation nu, vil jeg heller ikke vurdere, at sandsynligheden for en double dip recession er på mere end ca. 10 %. Til gengæld vil jeg skynde mig at tænde de røde advarselslamper, når profitraten igen viser en faldende tendens. For så længe det kapitalistiske system ånder, ja så sker med sikkerhed på et eller andet tidspunkt ifølge gode gamle Marx.
Selv er jeg 100% overbevist om at "the Austrian School of thought" er den rigtige retning at kikke i, og aldrig mere kikke i retning af noget der minder om Marx og socialistiske ideér.
Behøver jeg at nævne hvor glad jeg er over at jeg for mange år siden skiftede fra Nordea??
Arven fra Marx Jeg kan ikke ligefrem påstå, at jeg er marxist. Men ikke desto mindre, er det er til dels min spæde indføring i marxistisk økonomi fra universitetet i slutningen af 1970’erne, hvor den slags stadig var in, at jeg for tiden ikke er specielt bekymret for, at verdensøkonomien er på vej ind i en ny stor recession. I min optik er sandsynligheden for, at en såkaldt double dip recession* indtræffer, faktisk temmelig lille. Og det marxistiske bidrag til min ro i sindet vender vi tilbage til om lidt.
Double dip er sjældne For allerførst skal vi huske, at double dip recessioner uhyre sjældne. Argumentet er ikke stærkt i sig selv, og udelukker på ingen måde en nyrecession, men deduktion er faktisk en uhyre anvendelig arbejdsmetode for økonomer. Så derfor er der grund til at hæfte sig ved, at der i nyere tid kun har været en enkelt en af slagsen i USA. Det var i begyndelsen af 1980’erne, hvor den 2. oliekrise havde raset. Og årsagen skal primært findes i det regimeskifte, som den amerikanske forbundsbank, Fed, gennemførte, da Paul Volcker blev direktør og begyndte at modarbejde datidens høje inflation gennem en markant opstramning af pengepolitikken. Og det er ikke lige det, der sker for tiden under Ben Bernanke, som tværtimod gør sit til at sætte gang i økonomien gennem en ekstremt lempelig pengepolitik.
Forbrugsgoder og boliginvesteringer på lavt niveau For det andet fordi den del af efterspørgslen, som er meget konjunkturfølsom, såsom varige forbrugsgoder og boliginvesteringer, allerede er banket tilbage på et så lavt niveau, at det næmest er fysisk umuligt at reducere det så meget yderligere, at det kaster økonomien ud i en ny recession.
Stigning i produktiviteten For det tredje fordi den fremgang, som allerede er skabt siden den ’Store Recession’, er kommet gennem en markant stigning i produktiviteten og ikke gennem nye ansættelser i virksomhederne. De skar ind til benet under krisen, og kapaciteten er fortsat tilpasset post-Lehman niveauet. Så selvom produktionen igen skulle falde, ja så behøver man ikke at se ind i nye store fyringsrunder og dermed stigende arbejdsløshed, hvilket ville forstærke nedturen.
Profitraten steget markant Og endelig for det fjerde og sidste har virksomhedernes profitter det strålende for tiden. Faktisk er profitraten steget markant over de seneste år. Og det er her, at jeg må hente Karl Marx frem fra de støvede gemmer. For Marx (og Engels) argumenterede jo netop i hovedværket ’Das Kapital’ for, at det var profitratens tendens til fald, som førte til store samfundskriser og perioder med høj arbejdsløshed og menneskeligt armod.
Anvendt marxisme Og lidt anvendt marxisme på USA’s økonomiske historie siden 2. verdenskrig viser da også, at samtlige recessioner i denne periode (undtagelsen er den Volcker inducerede recession i begyndelsen af 1980’erne) er opstået i kølvandet på en periode med faldende profitrate. Men eftersom vi altså på ingen måde er i den situation nu, vil jeg heller ikke vurdere, at sandsynligheden for en double dip recession er på mere end ca. 10 %. Til gengæld vil jeg skynde mig at tænde de røde advarselslamper, når profitraten igen viser en faldende tendens. For så længe det kapitalistiske system ånder, ja så sker med sikkerhed på et eller andet tidspunkt ifølge gode gamle Marx.
Selv er jeg 100% overbevist om at "the Austrian School of thought" er den rigtige retning at kikke i, og aldrig mere kikke i retning af noget der minder om Marx og socialistiske ideér.
Behøver jeg at nævne hvor glad jeg er over at jeg for mange år siden skiftede fra Nordea??
