Efter gårsdagens pinagtige TV-debat mellem Özlem Cekic og Joachim B Olsen må man spørge sig selv om der overhovedet er noget "vores" nye regering har styr på? Denne gang er det "fattigdomsbegrebet" som R-S-SF tilsyneladende ikke har afstemt internt.
Özlem havde udfordret Joachim, og ville bevise for ham at vi har fattigdom i Danmark - og at den som Özlem gentager i hver anden sætning, er mere end 65.000 børn der lever i fattigdom. (En påstand som jeg i øvrigt gerne så underkastet et af de omkring sig gribende "faktacheck")
Özlem havde "serveretten", som Joachim udtrykker det, og kunne have valgt en hvilken som helst famillie, men valgte af urandsagelige årsager at slæbe Joachim ud til en enlig mor på kontanthjælp som angiveligt havde mere end kr. 5000 om måneden til rådighed, når alle faste udgifter var betalt. Det skal tilføjes, at de faste udgifter bl.a. omfattede cigaretter for kr. 500,00 og i øvrigt en husleje på mere end kr. 7400 om måneden.
Efter at have kaldt Joachim B Olsen latterlig for åben skærm indrømmer Özlem så, at det valgte eksempel "ikke var godt", og nu følger socialministeren op og fastslår, at den pågældende mor slet ikke er fattig?!
Hvor bringer det så debatten hen? Ja, det er svært at sige, men det efterlader endnu engang offentligheden med indtrykket af en regering - eller mere præcist af tre regeringspartier - som kludrer gevaldigt i det og ikke kan blive enige internt inden de åbner diskussionerne med oppositionen.
Jeg vil i modsætning til Jachim B Olsen hævde, at der er fattige i Danmark - ikke mange, og formentlig langt færre end i de lande vi normalt sammenligner os med, men de er der. Jeg vil også hævde, at de skal have hjælp - ikke nødvendigvis i form at et kontantbeløb som de så selv skal forvalte, men de skal have hjælp. Det er en relevant diskussion, men det er også en diskussion som Özlem på vegne af regeringspartierne nu har forkludret totalt med sin håbløse fremfærd.
Hvis ikke det var fordi det igen er sagesløse mennesker der rammes af kludremiklerne, så var det lige til at grine af.