Er der nogen, der burde formenes adgang til Folkemødet?

Vi kan hver især have personlige præferencer for, hvem vi ønsker at tale med, eller i hvilket selskab vi ønsker at blive set eller ikke set, men er...

Torben Mark Pedersen,

20/05/2015

Vi kan hver især have personlige præferencer for, hvem vi ønsker at tale med, eller i hvilket selskab vi ønsker at blive set eller ikke set, men er der helt principielt nogen mennesker, partier eller organisationer, som aldrig burde få lov til at deltage i Folkemødet? Findes der nogen, som vi ikke burde mødes med eller tale med?

Hvad med nazister og racister? Antidemokrater? Holocaustbenægtere? Eller benægtere af det armenske folkemord? Eller hvad med personer, der selv benytter (eller har benyttet sig af) vold som politisk våben? Eller som aktivt støtter dem, der er voldelige? Politiske partier, organisationer eller enkeltindivider, der går ind for at afskaffe det repræsentative demokrati?

Bør de udelukkes fra at deltage i Folkemødet?

Selv om rigtig mange har travlt med at tage afstand fra ”højreekstremisternes” deltagelse på Folkemødet, så er det et faktum, at medier og politikere er og har været parate til at mødes med både antidemokrater, racister, nazister, voldsparate venstreekstremister og terrrorstøttende politikere og partier, så hvorfor ikke også mødes på Folkemødet?

Ministre mødes rutinemæssigt med nogle af verdens brutale diktatorer, i visse tilfælde støttes de endda med udviklingsbistand, vel vidende en stor del af pengene går til korruption og til at undertrykke egen befolkning

Et revolutionært kommunistisk parti, der ønsker at afskaffe den private ejendomsret, private medier og afskaffe det liberale demokrati ved en revolution har været støtteparti og tæt samarbejdspartner for den nuværende regering. Enhedslisten har enddag støttet terrororganisationer og det voldelige tæskehold, AFA. På enhver ekstremismeskala vil EL placere sig langt ud som et revolutionært parti, hvis mål er antidemokratisk

For at blive i samme boldgade, så er EL’s spindoktor og folketingskandidat, Pelle Dragsted, stifter af det voldelige tæskehold, AFA, og han er selv dømt for vold og har støttet terrororganisationer. Men ingen på venstrefløjen eller i medierne synes, at han er en, man ikke kan tale med.

Antidemokrater og antisemitterne i Hitzb ut-Tahrir har været hyppige gæster i DR. Det samme gælder talrige islamistiske imamer, der åbent går ind for at erstatte demokratiet med sharialogivning og et religiøst diktatur. Alligevel har både Radikale og en stor del af venstrefløjen haft adskillige møder med rabiate imamer og har inviteret dem til officielle konferencer.

A propos så mødtes Uffe Ellemann-Jensen, der jo havde travlt med, at Geert Wilders ikke havde noget at gøre på Folkemødet, med de islamistiske imamer under tegningskristen i 2006, der opildnede til had mod Danmark, så der er åbenbart ikke noget galt i at mødes med hadefulde antidemokrater, der er modstandere af ytringsfrihed? Blot de ikke er islamkritikere?

Den tidlige nazist, Daniel Carlsen fra Danskernes Parti, har lige fået en fremtrædende plads i Berlingske, der lagde spalteplads til hans udtalelse om, at Danskernes Parti er et nationaldemokratisk parti med vægt på demokratisk. Men der gælder måske andre regler for medier end for politikere?

David Trads har haft travlt med at kalde DF, Trykkefrihedsselskabet og PEGIDA for ekstremister, samtidig med at han selv på facebook hylder den stalinistiske massemorder, Che Guevara, som sin ”store helt”, selv om han som Castros chefbøddel egenhændigt myrdede snesevis af politiske fanger og fængslede homoseksuelle for at sende dem i arbejdslejr.

Özlem Cekic, der også har haft travlt med at ville bestemme, hvem der skal tale på Folkemødet,  har stået for at arrangere ramadanmiddag på Christiansborg, der var finansieret af en tyrkisk avis, der igen er ejet af en uhyggelig islamistisk sekt. Özlem Cekic har altså ikke noget imod at samarbejde med antidemokrater og racister, der betaler for hendes arrangement.

Men måske er det bare sådan, at man ikke kan feste med antidemokrater men godt debattere med dem? I så fald skulle hele venstrefløjen have boykottet 1. Maj i Fælledparken i år, hvor også Dansk Nordkoreansk Venskabsforening deltog i festlighederne, for de støtter jo det nok værste diktatur på Jorden.

Kilde: