At Iværksætteri er godt, kan der næppe herske tvivl om. Iværksætteri skaber vækst i den private sektor - og kan iværksætterne hjælpes med risikovillig kapital, hvorfor så ikke gøre det?
Det synes at være tanken bag regeringens foreslåede iværksætterpakke omtalt i Børsen den 14. januar. Men kan staten sikre mere risikovillig kapital uden enten at sænke afkastkravet eller løbe en større risiko på skatteborgernes bekostning, end markedsaktørerne ellers er parate til at gøre?
Nej selvfølgelig ikke. Iværksætterpakken er et typisk eksempel på en planøkonomisk konstruktion, der ikke vil opfylde sit formål.
Iværksætterpakken er derimod et smart politisk træk, idet den præsenteres som en ekstra tilførsel af risikovillig kapital på 5 mia. kr. fra pensionsinstitutterne, hvilket den ikke er!
Iværksætterpakken består grundlæggende af fire dele:
Der oprettes et investeringsselskab, Dansk Vækstkapital. Pensionsinstitutter, ATP og LD skyder i alt 1,25 mia. kr. ind som kapital. Vækstfonden skyder 3,75 mia. kr. ind som kapital, og de penge har de lånt af pensionsinstitutterne til en rente, der er 1,5 procentpoint over statsobligationsrenten og dermed højere end, hvad staten kan låne til. Det er penge, pensionsinstitutterne alternativt ville have investeret i statsobligationer, men nu får de et højere afkast og en mindre renterisiko. Dansk Vækstkapital engagerer professionelle porteføljeforvaltere til at investere de 5 mia. kr. i unoterede aktier på markedsmæssige vilkår.
Størstedelen af kapitalen stammer altså fra den statsejede Vækstfonden, og pointen er, at hele konstruktionen med Dansk Vækstkapital er overflødig og blot et fordyrende administrativt led, for Vækstfonden kunne i dag låne 3,75 mia. kr. af staten til en lavere rente og få professionelle porteføljeforvaltere til at investere pengene i unoterede aktier på markedsmæssige vilkår.
Iværksætterpakken vil heller ikke i sig selv øge pensionsinstitutternes investeringer i unoterede aktier. Hvis pensionsinstitutterne i dag kan investere frit i unoterede aktier, så vil forslaget ikke øge deres samlede investeringer i unoterede aktier, hvis pensionsinstitutterne optimerer deres portefølje.
Kun hvis pensionsinstitutterne som følge af lovgivning er hindret i at investere så meget i unoterede aktier, som det er optimalt for dem, kan iværksætterpakken føre til øgede investeringer, men i så fald kunne man opnå samme effekt blot ved at give pensionsinstitutterne tilladelse til at investere i unoterede aktier på samme vilkår, som Dansk Vækstkapital får. Og med lavere omkostninger.
For pensionsopsparerne betyder konstruktionen med Dansk Vækstkapital øgede omkostninger, og for skatteyderne er det også en dårlig forretning, at Vækstfonden betaler en højere rente på lån fra pensionsinstitutterne, end staten ellers betaler. I det hele taget kan man spørge, om det er en statsinstitutions opgave at investere skatteborgernes penge i noget så risikofyldt som unoterede aktier. Skatteborgerne er vel alt andet lige mere risikoaverse end professionelle investorer, hvilket skulle tilsige, at statsinstitutioner skulle være mere – ikke mindre – forsigtig med investering af skatteborgernes penge.
Man kan få mistanke om, at de politiske motiver bag iværksætterpakken er regnskabsfifleri: Når Vækstfonden låner penge af pensionsinstitutterne, så fremtræder gældsposten ikke i opgørelsen af statsgælden, som den ville gøre, hvis staten lånte pengene og skød dem i Vækstfonden, ligesom det ikke optræder på finansloven som et indskud i Vækstfonden. Det er altså et klassisk eksempel på, at forpligtelser flyttes ud af balancen, og hvis pensionsinstitutterne benyttede den slags regnskabsfif, ville det være ulovligt.
Konklusionen er, at iværksætterpakken er et planøkonomisk fejlslagent projekt. Det ville være bedre at liberalisere pensionsinstitutternes adgang til at investere i unoterede aktier og håndtere den øgede risiko derved som andre risici, og hvis der er et politisk ønske om at øge Vækstfondens investeringer med 3,75 mia. kr., så ville det være billigere for skatteyderne, om staten lånte pengene og indskød dem i Vækstfonden. Det ville tilmed skabe større gennemsigtighed om statens udgifter og gæld.
