Definitionen på en socialistisk regering er en, der mistror sine borgere. Den kan mistro sine borgere på en ”godartet” måde, i den for stand at den mener, at borgerne er utilstrækkeligt kompetente til at tage vare på dem selv, eller den kan mistro borgene på en ”paranoid” måde, i den forstand at lederne mener, at borgerne er farlige, og må styres med hård hånd, for at staten og samfundet kan fungere ifølge ledernes retningslinier. Den praktiske forskel mellem disse to ligger primært i deres syn på og indstillinger til, hvor hensynsløs og udemokratisk fortalerne for Socialisme er villige til at være, når de ikke får deres vilje.
At være en socialist er at antage, at folk ikke kan tage vare for dem selv, at de ikke kan spise ordentligt, eller kan købe noget på egen hånd, at de ikke kan tage vare for deres børn, eller lære dem at de ikke kan vælge deres egen overbevisning på et marked af ideer, eller bestemme hvad deres regering burde gøre. De kan ikke afgøre hvilket målesystem at anvende, eller hvordan man en dåse sodavand, eller om man må spille dart i baghaven. At de ikke kan tage til lægen på egen hånd eller forlade indkørslen eller bygge en lade, eller bare så meget som nyse uden oplyste instruktioner og overherredømme fra Barnepige Staten.
Og derfor kalder vi den for Barnepige Staten. Voksne har ikke brug for barnepiger. Det har børn og inkompetente. Barnepige Staten er e erklæring fra ledernes side om, at borgerne ikke kan tage vare på deres egne interesser eller træffe deres egne beslutninger. Borgere der velvilligt og entusiastisk accepterer Barnepige Statens forsørgelse, erklærer deres egen manglende evne til at tage vare for dem selv. Barnepige Staten er tyranni i en fløjlshandske, umyndiggørelsen af borgerne for deres eget angiveligt bedste.
Socialisme omgør de politiske resultater gjort mod royalisme og tyranni. Den putter folk tilbage i buret, putter dem, og smækker derefter celledøren. Hvor revolutioner engang blev udkæmpet til gavn for folket mod en regerende elite, omvender Socialisme demokrati til fordel for et ”oplyst” oligarki. Hvor demokratiet der handler om, at folk ikke har brug for nogle få udvalgte til at styre alle aspekter af deres liv, så klapper Socialisme de dumme folk på hovederne, og lover at tage vare for dem, hvis de lover at opføre sig ordentligt og ikke være til besvær.
Ved at prioritere sociale goder som absolutte moralske goder fjerner socialister effektivt frihed og demokrati som dommerne over et frit samfund. Hvis gratis sundhedspleje er vigtigere end retten til at stemme, så må det følge logisk deraf, at et land med gratis sundhedspleje er et bedre land, end et land hvor man har ret til at stemme. Hver gang socialisterne forsvarer Cuba, og hylder landets sundhedssystem, laver de præcis dette argument. Problemet er, at der ikke findes tilstrækkeligt mange mennesker, der ønsker at holde socialisterne fast på dette, fordi dette er netop den udemokratiske og totalitære præmis ved hjertet af Socialisme – at statsydelser er vigtigere end nogen moralsk ting, end demokrati og frihed.
Det er ikke noget under, at Obama og resten af socialisterne i USA på det bestemteste nægter at høre det amerikanske folk, der højt og tydeligt siger ”Nej” til deres sundhedsplaner. For man kan ikke sige ”Nej” til en socialist. Ved at gøre noget sådan stempler man sig selv som enten uvidende, ekstremistisk eller grådig. Dette er de eneste legitime motiver, som socialisterne vil acceptere, hvis man modsætter sig deres politikker. Dette er hvorfor, at socialister umyndiggør offentligheden, fordi enighed med dem er overflødig erklæring af støtte, mens opposition til socialisterne er modrevolutionær aktivitet, igangsat af rige hvide mænd der ønsker at fastholde deres greb om landet, og er derfor illegitime. Lidt på samme måde som den muslimske kalif Omar, der efter erobringen af Alexandria befalede, at biblioteket i Alexandria skulle brændes, eftersom at hvis indholdet i bøgerne kunne findes i Koranen, så var de overflødige, og hvis ikke de kunne findes i Koranen, så var de kætterske.
Dette er et typisk ekstremt verdenssyn opretholdt af dem, der ikke kan tolerere opfattelsen af, at folk træffer beslutninger, som de ikke er enige i. Og denne fastlåsthed definerer i en nøddeskal Socialisme, der insisterer på, at kun socialisternes ledere og bureaukrater er i stand til at træffe folkets valg for dem. Demokrati er en overflødig indblanding i en proces, der anses for værende indbygget korrekt, fordi ligesom Koranen er den baseret på den absolut rette filosofi, og hvis ens filosofi er absolut korrekt, så må ens fremgangsmåde ligeledes være absolut korrekt. Og når den slår fejl, så må man finde en syndebuk, hvilket er tidspunktet, hvor udryddelsen af fjenderne af staten begynder.
Den manglende evne til at tolerere afvigelser, er selvfølgelig et af de mere åbenlyse tegn på tyranni, der nemt oversættes til behovet for at gennemtvinge sin vilje med magt, og den nemmeste måde at gøre dette på, er ved at blive en regering. Socialismens sekulære teologi kæmper vedholdende for skabelsen af et perfekt samfund imod folkets forfaldne tilstand og kræfterne fra den højreorienterede reaktion, og den eneste måde at overvinde begge disse forhindringer på, er naturligvis gennem anvendelse af trusler og magt.
Eftersom Socialisme allerede forudindfattet antager, at folk ikke er i stand til at tage vare for deres egne liv eller at deltage i processen, med mindre man reducerer deres valg så snævert, at folk ikke kan undgå at træffe de rigtige valg, så vil der opstå tidspunkter, hvor masserne må sættes på plads. Og de modrevolutionære, der i modsætning til de velsignede revolutionære ikke ønsker andet end grådigt at styre alle og proppe deres ansigter med flødeskumskager, må selvfølgelig ligeledes undertrykkes. Dydigt forsikrer socialisterne dog, at der vil komme en dag, hvor sådanne tiltag ikke længere vil være nødvendige, når hvert barn i talløse generationer er blevet behandlet gennem i alle ender og kanter fra vugge til grav af deres propagandasystem og hjernevasket i alle ender og kanter af deres hjerner. Men indtil videre er det undertryk eller bliv undertrykt i det sort hvide syn på landet, som de bruger til at retfærdiggøre enhver løgn, ethvert beskidt kneb og enhver korrupt handling.
For at beskytte dem selv mod anklager om, at Socialisme grundlæggende er et totalitært og udemokratisk system, fastholder tilhængerne, at statsstyret styring nødvendig for at afslutte ”elitens” undertrykkende økonomiske og sociale styring, ofte af amerikanske venstreorienterede defineret som ”Rige Hvide Mænd”. Den åbenlyse absurditet i dette er selvfølgelig, at den gennemsnitlige venstreorienterede selv er en rig hvid mand. Men venstrefløjen magter rutinemæssigt ikke at se hykleriet i dette, selvom venstrefløjens revolutioner traditionelt har været ledet af efterkommere af overklassen og den øvre middelklasse. Lenin´s far var medlem af den russiske adel. Fidel Castro kom fra en velhavende familie, der ejede sukkerrørsplantager, og havde forbindelser til den cubanske regering.
Men det socialistiske argument om at vi har brug for dem for at beskytte os mod ”eliten”, der ellers undertrykker os, og fratager os vore muligheder, holder ikke vand, særligt når dem der undertrykker os, og rationerer vore muligheder gennem undertrykkende skatter og kvoter, faktisk selv er socialisterne.
Renset for sin foregivelse er det socialistiske argument grundlæggende dette: Giv os magt, og vi vil beskytte jer mod de andre eliter, fordi vort styre vil være mere favorabelt for jer, end de andres vil. Denne tilgang kunne marginalt have holdt vand i det nittende århundredes Europa, men falder fuldstændigt til jorden i dag, hvor venstreorienterede er i en evig jagt på nye ”forfulgte grupper”, de kan optage og beskytte, om de så skal importere dem gennem immigration eller fabrikere dem gennem Politisk Korrekthed, alene af den årsag at kunne fastholde deres monopol på magt.
Socialister har defineret dem selv som anti-elitære, præcis fordi de er elitære. De er nødt til højt at råbe, at de kæmper for vore rettigheder, netop fordi de kæmper for at fratage os vore rettigheder. De er nødt til at påstå, at de faktisk er de eneste, der vil repræsentere os. I virkeligheden er den socialistiske sag totalitær og elitær. Den tildeler ikke folket nogen rettigheder, bortset fra de rettigheder der tildeles dem i den den socialistiske nyttigheds navn. De tror ikke på demokrati fra bunden af, med mindre de allerede har næret det fra toppen af og nedad med træningsprogrammer og tildeling af penge til netop de formål, som de selv ønsker. Dette er skyldes den ene ting, at socialister aldrig kan have tillid til folket.
