En politiker er valgt til tjeneste ikke selvberigelse

Siden 2001 har vi set i stadig større omfang det politiske område omdefineret fra være en fordring på den enkelte til en tjeneste for fædrelandet og folket til blot endnu et måde for et menneske at berige sig selv og være solidarisk med sig selv på, som højeste mål for den politiske gerning. Det gælder tilsyneladende udelukkende for den enkelte politiker om at sikre sig selv en platform for (økonomisk)overlevelse og fremgang. Dette mål og formål med gerningen styrer hele politikerens virke. Når det altså drejer sig om, at politikeren som politiker ser den politiske gerning som en karriere i stedet for en tjeneste for landet og folket, så kommer hurtigt også alle kneb til at gælde; og alle smålige hensyn til fædrelandets og folkets bedste lades snart ude af syne. En politiker adskiller sig således ikke fra et menneske i et hvilket som helst andet erhverv, man kunne forestille sig. Her er også den egne berigelse og karriere det højeste mål, og selve drivkraften for enhver udfoldelse. Dette, at det overalt synes at være sådan, at intet formål er fornemmere end indsatsen for eget velbefindende og berigelse, er allerede en forfaldstendens i vort samfund - langt borte fra al tale og etisk fordring om at virke til de andres bedste i sit kald. Så meget mere ulykkeligt er det, når samme forståelse af ens virke helt gennemstrømmer de mænd og kvinder, der vælges til at varetage landets ledelse. Når selv ministre - som dog bør vide, at minister betyder tjener -, sætter deres egne personlige og familiære behov og lyster over tjenesten for fædrelandet, landets fremgang og anseelse, folkets ve og vel, så er der al mulig grund til at råbe vakt i gevær for demokratiets skyld. Det fremmeste formål med et lands styrelse: at lede landet til rigets og folkets bedste, ændres ikke af styreformen. Hvis de demokratisk valgte ledere, sætter sig selv over riget og folket og sig selv i centrum for deres virkes mål, så er dette ikke på nogen måde bedre, end hvis en ansvarsløs konge, skalter og valter med sit rige efter eget forgodtbefindende. For fædrelandets fremtid og folkets skyld, burde det fremover indskærpes enhver politiker og ikke mindst enhver minister, at hun/han er en tjener, og er valgt med et særligt ansvar og hensyn, der overalt går forud for egen berigelse, private behov og lyster. Hvis ikke det lykkes, kunne vi ligeså godt lade meningsmålinger og opinionsundersøgelser lede landet, for det er jo alligevel det, politikerne alene lader sig lede af, så de kan ligge sig holdningsmæssigt der, hvor muligheden for genvalg synes mest sandsynligt. Det er rent ud sagt en skændsel og en ulykke for landet!