En overvægtig regering og en selvfed opposition! Hvor er politimester Bastian?

Hvordan var det nu Kardemommeloven lød? "Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og forøvrig kan man gjøre hva man vil!" Hvor svær...

Anders Samuelsen,

14/03/2010

Hvordan var det nu Kardemommeloven lød?

"Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og forøvrig kan man gjøre hva man vil!"


Hvor svært kan det være?

Lørdag aften fik jeg et tip om at Ekstra Bladet i dag søndag ville bringe en artikel om, hvad der venter danskerne hvis Helle-Thorning overtager magten sammen med Villy og Sohn.

Nu kunne man jo så håbe på at søndagen så ville starte med et brusebad af nye visioner, højt til loftet, opgør med misundelsesretorik og meget andet godt.

Men så god er verden og Helle ikke. Her er i korte træk, hvad socialdemokraterne vil med magten:

Højere afgifter på tobak og usunde fødevarer, millionærskat, højere selskabsskat, kørselsafgifter, trængselsgebyrer, dyrere flybilletter, forbud mod købesex, forbud mod reklamer for usunde varer, forbud mod solariebesøg for unge, retningslinier for hvilke parfumer sygehuspersonale må bruge, forbud mod at tale om efterløn, dagpenge og skat og ikke at forglemme: krav om at malkekøer skal være mindst 150 dage på græs om året.

Alle disse forslag, som ikke ville have haft en chance hos politimester Bastian i Kardemomme, skal sikre at følgende socialdemokratiske drømme kan gå i opfyldelse:

Kommunerne skal have flere penge til velfærd, pensionister skal have 5000 kr. ekstra om året (før skat), børn skal undervises i skolen til at blive gode forbrugere og Danmark skal være CO2 neutralt om 20 år (så vidt vides uden a-kraft!). Ikke et ord om reformer! Intet opgør med nedgroede negle! Intet udsyn!

Hmm! Er det vejen frem, hvis Danmark skal klare sig i globaliseringen? Ekstra Bladets lederskribent mener, at Sverige kommer til at fremstå som nogle boheme-agtige amatører i sammenligning med det kommende ForbudsDanmark. Meget god pointe!

Hvad så med regeringen kunne man jo fristes til at spørge? Hvad står den for?

Forbud mod hobbyknive, hunde i snor lov, multimedieskat, særskat på pensioner, højere registreringsafgifter (brud på skattestop), dyrere alkohol, dyrere tobak, fedtafgifter, forbud mod at tale om efterløn, dagpenge og skat og ikke at forglemme en hovedpinepillelov!

Disse tiltag skal give regeringen mulighed for at gennemføre følgende:

Et læseløfte, 360 graders eftersyn af folkeskolen (men de er stadig imod en universitetsbaseret læreruddannelse), serviceeftersyn af udlændinge- og integrationsloven samt mindre bureaukrati, mindre kriminalitet…..og mere motion som sammen med alle afgifterne skal sørge for vi lever længere!

Jeg fristes til at blive utålelig indiskret: Gå dog på kur selv, kære regering! I trænger da til det! Og jeg taler ikke kun om en regel-slankekur!

Var der ikke en der engang sagde at man ikke skal kaste med sten, når man selv bor i et glashus? Hvis det er så vigtigt for regeringen at regulere danskernes liv fra sukker til solarie ned i mindste detajle, så synes jeg de skulle vente til Lars Løkke, Gitte Lillelund Beck, Birthe Rønn, Per Stig, Claus Hjort, Troels Lund, Hans Christian Schmidt, Lars Barfoed, Charlotte Sahl-Madsen er blevet i det mindste bare normalvægtige! Kom så på kur venner! I kan starte med at tage jeres egen medicin, kan I – inden I tvinger den ned i halsen på andre!

Nej, helt ærligt. Det må I selvfølgelig selv om – hvis I til gengæld lader os andre være i fred!

Men når man sådan en søndag formiddag kigger på dansk politik og regeringens og oppositionens visioner og planer for hvordan Danmark kommer videre og kan konstatere at der stort set ingen forskel er, så er det man bliver glad for, at foråret er på vej. Så er der da noget at se frem til.

Liberal Alliance er dansk politiks svar på Politimester Bastian når han skærer tingene ud i pap med ordene:

"Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og forøvrig kan man gjøre hva man vil!"


Hvor svært kan det være? Foråret er på vej. Det er skønt!

Kilde: