Jeg ved ikke om det er afstanden, der skærper klarsynet, men det er gennemskueligt, hvad der foregår i Sverige.
Et betydeligt indslag af signalord, metaforer, sproglig profilering og retorisk iscenesættelse. Et regimente af vaudeville fanatiske hystader, der kollektivt råder over et bevidst forargelses- og krænkethedsberedskab, og som når som helst kan udløse en ’twitter-storm’.
De, der holder sig ajour med svenske samfundsforhold fornemmer jo nok, at den orwellske uhygge breder sig i landet. For en grænse blev overtrådt i sidste uge. Nu går man også efter medelsvensson, som man hænger ud med persondata og billede i avisen, fordi denne i anonymiseret form har udtrykt sig hadefuldt om svensk integrations- og udlændingepolitik. Som en anden gemen forbryder, skulle man mene, dog med den lille forskel, at rigtige forbrydere, voldtægtsmænd og mordere, altid pixeleres til ukendelighed og kun omtales ved fornavn eller initialer.
Det er en intentionel handling fra Expressens side, selvfølgelig, man vil udvirke kvalitative ændringer. Fra øverste sted er det en ambition om eliminering og udrensning, de siger det jo også selv, og man virker bedøvende ligeglad med de menneskelige omkostninger. Nogen har allerede mistet deres stilling, andre får måske ikke en juleinvitation, for så meget splitter dette emne sågar almindelige svenskere. Og skal det nævnes, at det kan være med livet som indsats at udtale sig i Sverige? For sammenlignet med danske forhold er koblet af rødfascister, der bruger hårdtslående argumenter, langt større, langt mere truende og meget mere nærværende med lokalfraktioner i selv mindre svenske provinsbyer. Der er altså snart sagt ingen svensk ravnekrog at vide sig sikker i, utroligt nok, hvis man altså står på den berømte liste med 6000 af-anonymiserede racister. Det kan dagens bombe i Arlöv måske være et bevis på.
Temmelig overfladisk mente Meier Carlsen i sidste uge, at de bare er 15 år efter Danmark og nok skal nå til de samme erkendelser. Det lyder velkendt, det er hørt før, måske er det bare altid 1998 i Sverige. Eller måske følger Sverige bare ikke samme udviklingsmodel som Danmark. Civiliseringsprocessen i Danmark er jo vidt forskellig fra den, der kommer til udtryk i Sverige, for bare at starte et sted. Sverige kunne jo være på sin egen sonderweg.
Se, herhjemme har elitens mangeårige forsøg på at dæmonisere indvandrerkritikerne givet bagslag og gjort deres projekt utroværdigt. Udlændingedebatten, som vi husker den, er ebbet ud i kraft, og den har taget nye former, tag Yahya Hassan og den interne splittelse på Politiken, hvor hjerterne ikke længere banker taktfast (Iflg. Kristian Madsen). I Sverige er dæmoniseringen derimod bare taget til, de sprækker der måtte opstå bliver altid muret til igen, de der måtte give efter af moralske grunde bliver bare skiftet ud. Den infame outing af medelsvensson er blot den foreløbige kulmination, det bliver formentlig værre.
Den isolerede svenske medieelite kommer end ikke i nærheden af at afvige fra den nuværende kurs. De kender ikke til andet end til rollen som folkeopdrager, der autoritativt formulerer spillereglerne og myndigt udstikker rammerne for eventuel debat. Derfor er et fænomen som Avpixlat også dukket op. Og det burde interessere Oversverige, for noget tilsvarende findes ikke i nabolandene.
