Du sidder hjemme i din stue, en almindelig aften. Det ringer på døren og du går ud og åbner. Ved døren står en ung mand, i den helt traditionelle punker-uniform: Læderjakke med masser af nitter og anarkistsymboler malet over det hele. Sorte kampstøvler og hanekam. "Hvad kan jeg gøre for dig?", siger du. "Ja, jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at du har et stort hus, med et ledigt gæsteværelse. Jeg mangler et sted at hænge ud sammen med mine venner. Så er det lige i orden at vi flytter ind her? Vi har i øvrigt ikke noget arbejde og ingen penge, så vi vil gerne bo her helt gratis".
Du tænker lidt over det, men lader dit gode hjerte løbe af med dig og siger ja. Du er glad for mangfoldighed og lidt liv i huset, og du har jo pladsen til det. "Ja, kom da indenfor" siger du. Den unge knægt vader ind. "nå ja, og lige én ting til", siger han: "Jeg hader dig, alt hvad du står for og det kapitalistiske og undertrykkende system du er en del af. Du er et småborgeligt svin, jeg i øvrigt slet ikke behøver takke for det her, for det er min ret at få del i din ejendom". Du studser noget over den hårde tone, nu hvor du har givet manden husly, men ok, han skal nok bare bruge et sted at være i fred og ro, så skal han nok blive helt omgængelig.
Der går ikke længe, inden den unge fyr og hans mange venner holder vildere og vildere fester på det værelse du lader ham bo i. Du finder pludselig at din dagligstue, køkken og andre dele af huset bliver malet over med graffiti, de sviner og tænder endda bål midt på stuegulvet. "På facaden af dit hus ser du en dag, at de har skrevet "Vi stopper ikke før vi har taget hele ejendommen tilbage". Du undrer dig over hvad de mener med at tage "det tilbage", det var jo aldrig deres til at starte med? De kom ikke med noget, men fik husly af dig.
Det fortsætter sådan et par år, og bliver værre og værre. En dag bliver det trods alt nok for dig. De har smadret dit hus utallige gange, og ladet dig betale regningen for at rydde op og udbedre skaderne. Gæsteværelset er barrikaderet og du nægtes adgang til det. Du beslutter dig for, at nu skal den unge mand og hans venner ud. Med meget møje og besvær får du smidt dem ud - du bliver nødt til at rive værelset helt ned for at sikre at de ikke kommer tilbage.
Det skulle du aldrig have gjort. Først nu får du tændt de unge hadefulde menneskers vrede. Indkørslen til dit hus, din have og naboernes huse bliver besat af frådende horder af den unge mands venner. De tænder bål, kaster med sten mod dig, råber slagord og belejrer din ejendom. De har boet så længe i dit hus, at de nu mener, at det var deres og at de har en evig ret til et sted at bo, på din regning. Deres krav er ubøjeligt: DU skal betale for et nyt sted de kan bo. Det er slet ikke på tale, at de selv skal søge et arbejde og tjene penge til et hus. Det er jo dybt nedværdigende for dem, sådan at lade onde kapitalister udnytte deres arbejdskraft - men du derimod, er som bekendt allerede en del af det udbyttende småborgelige system, så de mener kun det er rimeligt, at du betaler.
Efter ugers belejring af din ejendom giver du efter. "OK, så bygger jeg et helt nyt gæstehus til jer. Nede i baghaven. Der kan I være i fred og holde jeres fester" "Fedt nok", lyder svaret; "Men du får stadig ingen fucking tak for det". Det var jo kun hvad de havde ret til. Et par stille år går. Du betaler troligt til de unge mennesker i baghaven. Så længe de får deres sted og du betaler, det der vel efterhånden mest ligner beskyttelsespenge, er der rimelig ro.
Men så sker det igen: De vælter hegnet, smadrer dit drivhus og tænder bål. Denne gang er de vrede over, at nogle af deres venner i en anden by, der har levet på samme måde hos en anden familie er blevet sat på gaden. Du har godt nok ikke noget med det at gøre, men det bekymrer dem ikke. Du har snart ikke flere kræfter, hvad kan du gøre? De vil altid hade dig, din familie, det du står for, det at du har et arbejde og tjener penge på det, uanset hvor meget du giver dem. Og det samtidig med, at de forventer at du til evig tid skal forsørge dem og holde hånden under dem. Hvis du så meget som tænker på fysisk at smide dem ud, er deres forældre "for fred" straks på pletten, og er klar til at slæbe dig i retten. De unge mennesker har jo aldrig før hørt ordet "nej", eller fået stillet krav. Så det er en stor psykisk belastning for dem, hvis de skal konfronteres med den slags autoritære og reaktionære holdninger.
----------
Kunne du forestile dig ovenstående ske i virkeligheden? Nej vel, det er rimeligt langt ude. Hvorfor er det så, at vi accepterer at præcis det samme sker som samfund?...
