Befolkningens tendens til at vælge indbildt tryghed frem for frihed er ikke noget nyt. Hvor mange gange har man ikke hørt næstekærlige pladderhumanister forsvare et kommunistisk (Sovjet, Kuba etc.) styre som mere humanitært legitimt end et kapitalistisk (USA)? Oplægget var som regel meget simpelt, i det kommunistiske land havde alle råd at være syge, i USA kunne de fattige i tilfælde af sygdom regne med en grusom død i rendestenen, uden hjælp fra hverken stat eller medmennesker.
Uden at, skulle redegøre for kommunistiske regimers sikkert fortræffelige sygepleje (den Sovjetiske psykiatri skulle vist have været meget banebrydende), fortjener dog de store private menneskelige indsatser som har præget amerikansk sygepleje at nævnes. Kombinationen af velgørenhed og det faktum at sygehuse traditionelt har afsat store dele af sit overskud (de fleste menes at bruge en tredjedel af sit overskud) til behandling af mennesker uden forsikring, var nemlig et bevis for amerikansk medmenneskelighed, som sjældent blev inddraget i den slags diskussioner.
Forsvarerne af disse regimer var som regel ikke udtalte kommunister, men de så gerne mellem fingrene gældende åbenbare og signifikante indskrænkelser af diverse befolkningers frihed på det spinkle grundlag at staten som modydelse påtog sig ansvaret for bl.a. borgernes sygepleje.
Dette betyder at de fleste af os har klare empiriske beviser for at en forholdsvis stor del af bl.a. den danske befolkning både accepterer indskrænkelser i deres personlige frihed og præstation af en ukendt modydelse, blot for at opnå en illusorisk tryghed. Det centrale ord er her modydelse.
Hvis vi som tanke eksperiment forestiller os de samme menneskers reaktion, stillet overfor valget, hvis de i 1800-tallet befandt sig i de geografisk relevante områder, ville vælge at bo i et harem som en rig mands ejendom eller være fri? Forudsætningerne er at, i harem ville de leve en tryg tilværelse (med mad, sygepleje og andre fornødenheder), uden risiko for at blive udsat for vold og andre overgreb (udover de implicitte modydelser og en ikke ubetydelig begrænsning i deres bevægelsesfrihed). Udenfor ville tilværelsen være en virkelighed præget af brutal vold og stor usikkerhed m.h.t. hvilke fornødenheder som vil være tilgængelige.
Uden at kunne vide svaret, er mit gæt at de fleste af vores tryghedsnarkomaner ville finde den potentielle modydelse alt for modbydelig for at vælge en tilværelse i harem, også selvom de har forstået præmisserne i verden udenfor, nemlig et liv præget af alle de ting velfærdssamfundet skal modvirke.
Selv hvis oddsene (hvilket ikke er helt utænkeligt) pegede mod at risikoen for voldtægt i verdenen udenfor ville være lige stor med risikoen for at præstere modydelse i harem, tror jeg at valget er det samme.
Selv hvis det var tale om en meget rig mands harem og det meste talte for at et liv i harem kun indebar en begrænsning i vedkommendes bevægelsesfrihed (denne rige mand har mange kvinder i sit harem og ikke tid til at stifte bekendtskab med dem alle sammen), tror jeg mig vide, at svaret ville være at de stadig ikke gad være nogens ejendom.
Eksperimentet er ikke helt uden relevans for mænd idet deres vej til et liv i harem, hvor de kunne passe på en masse smukke og charmerende kvinder, betød at de først skulle gøres fysisk immune overfor kvindelige fristelser.
På baggrund af ovenstående eksperiment tror jeg mig være i stand til at konkludere at de fleste mennesker ville vælge frihed frem for tryghed hvis de kender modydelsen, og denne er tilstrækkeligt opofrende eller modbydelig.
Hvordan kan valget være så meget anderledes når modydelsens karakter ikke kendes?
Tilsyneladende accepterer en klar majoritet af danskerne at deltage i at opbygge en økonomisk gæld og en forventnings gæld (dvs. at fællesskabet påtager sig at indfri flere og flere, definerbare som udefinerbare forventninger om det gode liv). De fleste har dog, må man formode, en forventning om at der en dag kommer en regning. Accepterer man denne ukendte regning fordi;
Man regner med at vores demokratiske værdier er garant for at en mere totalitær stat ikke opstår? Man ikke selv forventer at betale regningen (de rige og fremtidige generationer får lov til det).Muligvis er det en kombination af begge forventninger. Eller er svaret så simpelt, at vi i disse moderne tider helt har glemt (eller ikke lært) folkevisdommen og den bibelske lærdom om at undgå at stifte gæld?
Velfærdskværulanterne (og os andre) vil blive afkrævet vores pund kød. Få kreditorer kan, målt i grusomhed, sammenlignes med store folkemasser når de tror at de har de bedste intentioner og historien på sin side.
