Liberale og konservative hører til i blå blok. Generelt betragtet. Men når det kommer til praktisk politik er afstanden ofte ret stor.
Når den konservative formand, Lars Barfod, allierer sig med De Radikale om samarbejde over midten med proklamationen af f.eks. ”større åbenhed udadtil” (- grænsebomme), lavere skat, og almindelig foragt for ”DF´s snæversyn”, så støder han nok mere sine egne vælgere (fra sig) end partierne Venstre og Liberal Alliance. Når de konservative derimod lufter deres nationale og sociale sindelag, så råber de liberale vagt i gevær: her risikerer individet at blive underlagt kollektivet. "Liberal" kommer jo af det latinske ord ”liber”, som betyder fri, ikke sandt? Det frie individ er samfundets byggesten.
Dette ideologiske modsætningsforhold afdækkes på det mest eksemplariske i en anmeldelse af Kasper Støvrings (KS) bog ”Fortællingen om fredens Europa” skrevet af Torben Mark Pedersen (TMP).
TMP er helt enig med KS i bogens hovedsigte: ideologikritikken af EU ”som et utopisk og konstruktivistisk projekt, der næres af en grundliggende tro på, at man kan destruere alle herskende autoritetsforhold og forkaste al religion og skabe et nyt samfund fra oven baseret på nogle abstrakte begreber om rettigheder”. En kritik, der minder om Edmund Burkes (1729-1797) kritik af Den franske Revolution (1789).
Også kritikken af ”Europa som Fredens Projekt” kan TMP tilslutte sig.
”I følge fortællingen om fredens Europa er det nationalstater, der skaber krige, og følgelig kan freden kun sikres ved at afskaffe nationalstaterne og skabe et nyt transnationalt imperium, EU”.
EU-komissionens formand, Barroso, citeres endvidere for følgende:
”Vi deler de samme forhåbninger og universelle værdier: disse er gradvis ved at slå rod i flere og flere lande rundt omkring i verden. Vi deler “l´irréductible humain”, det absolut menneskelige. På tværs af vore nationer (…) er vi alle en del af den samme menneskehed.(…) Denne føderalistiske og kosmopolitiske vision er et af de allervigtigste bidrag, som Den Europæiske Union kan yde til den nye verdensorden.”
TMP karakteriserer dette sådan: ”Det er en luftig humanistisk, kosmopolitisk og kollektivistisk vision om at være en del af én menneskehed.”
Det er hvad EU har udviklet sig til, og det transnationale imperium tænkes at skulle holdes sammen af forfatningspatriotisme.
Men
”Det kan man kun tro, hvis man mener, at kultur og nationalfølelse er uden betydning for sammenhængskraft og politisk stabilitet, og at det politiske kan skabe en fælles identitet, borgerdyd og patriotisme”
Og videre:
”Men hvad nu hvis hele analysen er forkert? At det ikke er nationalstaterne per se, der er problemet, men derimod kollektivistiske og utopiske ideologier, hvad enten de er nationale i deres udgangspunkt (som nazismen), internationale (som kommunismen) eller transnationale (som EU)? Og hvad nu, hvis det i virkeligheden er nationalstaterne, der udgør det bedste værn om de ”universelle” værdier?
Vil EU så i virkeligheden ikke være et civilisationsnedbrydende projekt?”
Det mener KS selvfølgelig, idet det er hovedpointen i bogen; men så vidt jeg kan tolke, svarer det også ganske godt til TMP´s personlige analyse af EU. Han bryder sig ganske enkelt ikke om det.
Så vidt er den liberale og den konservative altså enige.
Men så tager ideologien desværre over: TMP skriver:
”For denne – liberale – anmelder er det også det kulturkonservative udgangspunkt, der er bogens svaghed. Et mere Burkesk liberal-konservativt forsvar havde forekommet denne læser mere overbevisende og mere konsistent. Kasper Støvrings kulturkonservatisme er kollektivistisk, så for Kasper Støvring er problemet med EU-domstolsstyringen eksempelvis ikke, at der med en aktivistisk praksis træffes kollektive beslutninger om positive rettigheder, men at ”dommerne ikke har noget demokratisk mandat”.
Så hvis rød blok i Folketinget gennemfører nøjagtig den samme politik, åbner grænserne, giver særrettigheder til alverdens minoriteter, indfører religiøs ligestilling, obligatorisk modersmålsundervisning i folkeskolen og hvad har vi – så ville det være i orden, fordi beslutningerne har demokratisk legitimitet?”
Her går TMP efter min mening fejl i byen. Ikke blot forveksler han demokrati og folkestyre; men også demokrati og flertalsdiktatur.
Begivenhederne i beboerforeningen i Egedalsvænge et godt eksempel. Det var med ren samvittighed, at nogle beboere afskaffede juletræet, for de havde jo flertal.
I Danmark er der imidlertid en anden form for demokrati, der har været praktiseret, nemlig folkestyret, der bl.a.er karakteriseret ved, at samtalen står i centrum. Højskolemanden, Hal Koch, sagde: ”Det er samtalen (dialogen) og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen.”
Jeg vil medgive TMP, at 42 år med EF/EU og 2½ med Helle Thorning har nedslidt folkestyret og troen på politikerne. Imidlertid kan jeg – som KS - ikke se, hvordan demokrati kan eksistere uden at være rodfæstet i en nation, altså et folk. Begrebet ”et folk” er imidlertid et kollektiv, og derfor bryder TMP sig ikke om det.
Med Grundtvigs udtryk: "Til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild", vil jeg spørge: Hvor hører TMP til i egen forståelse?
Til maj skal vi igen stemme til et EU-valg og om Patentdomstolen. Det vil efter min mening - med det ovenstående in mente - være logisk, hvis alle i blå blok stemte EU-kritisk til valget og NEJ til afstemningen. Men sådan går det jo ikke, for de konservative har ikke længere fornemmelse for, hvad ”nation” betyder, og de liberale føler deres individuelle selv indespærret af den.
Nationalliberalismen var en politisk strømning i Europa i begyndelsen af 1800-tallet, den kombinerer det nationale med de individuelle frihedsbegreber.
Ved at betone ”Det nationale fællesskab”, som konstitueres af fælles sprog, kultur, historie mv. afgrænses nationen over for andre nationer. Samtidig stod de hårdt på de borgerlige, individuelle rettigheder: bl.a. beskyttelse af privatlivets fred, ytrings-, religions-, forsamlings- og foreningsfrihed.
Nationalliberalismen skabte selvfølgelig voldsomme konflikter i de totalitære europæiske konge- og kejserriger (imperier), der omfattede flere nationaliteter. For en nationalistisk tankegang var det nemlig nationen - folket - der skulle være bærer af statsmagten, og ikke kejseren (læs: kommissionen)
Også i Danmark var nationalliberalismen toneangivende i tiden op til Grundloven 1849 med ledere som professorerne H.N. Clausen (1793-1877) biskop D.G. Monrad (1811-1887), juristerne Orla Lehman (1810-1870) og C.C. Hall (1812-1878).
Borgerkrigen 1848-50, hvis baggrund var kampen mellem dansk og tysk i Slesvig og Holsten, endte desværre med, at de europæiske stormagter krævede at helstaten (kongeriget og hertugdømmerne) forblev intakt.
De nationalliberale havde for at muliggøre folkestyret i overensstemmelse med den nye grundlov krævet nationalstaten: Danmark til Ejderen. Det tyske Holsten kunne blive i Det tyske Forbund.
Efter fredslutningen 1851 mistede de nationalliberale indflydelse til de konservative. Men det viste sig hurtigt, at demokratiet i Helstaten ikke kunne fungere. Modsætningerne mellem dansk og tysk var for store, så de nationalliberale kom igen til magten og med D.G. Monrad som konseilspræsident (statsminister) blev Fællesforfatningen opsagt i 1863. Det var en politisk nødvendighed; men i modstrid med Fredstraktaten 1851. Bismarck benyttede lejligheden, erklærede krig og Danmark mistede både Holsten og Sønderjylland – en 1/3 af sit areal.
Derefter var de nationalliberale færdige, dybt kompromitterede og D.G. Monrad emigrerede til New Zealand.
Måske er det på tide at genoplive nationalliberalismen i en moderne form, som en fælles borgerlig platform i mod den totalitære EU-imperialisme?
