Den universelle velfærdsydelse er afgået ved døden. I hvert fald i sin nuværende form. Og det gjorde den for så vidt allerede torsdag den 9. november 1989, da Berlinmuren faldt og lagde en globaliseret verden af markedsøkonomisk konkurrencevillighed åben.
Aldrig før har der været kortere fra København til Kairo, Kansas og Kyoto. Aldrig før har vi været udfordret på så omfattende vis. Såvel økonomisk og magtpolitisk som innovativt og kvalifikationsmæssigt. Men ikke desto mindre har vi aldrig før haft så mange muligheder for at gøre det rigtige. For at kæmpe for at opretholde vores enestående plads i det internationale samfund.
Alligevel er det offentlige budget kronisk på vej mod skyerne. Alligevel straffer vi til stadighed dem, der faktisk kan gøre en forskel. Og alligevel fortsætter vi vores navlebeskuende smørklatstilgang til det omgivende virvar af verdensbegivenheder. Det er ganske enkelt ikke holdbart.
Og det har vi været længe om at erkende. Men måske er tidsånden nu på sin egen klichefulde vis ved at ændre sig.
Troen på, og fastholdelsen af, ideen om vores egen fortræffelighed og enestående kvalifikationer er nemlig en vaskeægte champagneguirlande af jubeloptimisme. Et fatamorgana i den nye verdensorden, der har konstitueret sig omkring os. Hvor vores værdier har mistet deres nærmest transcendentale tilstedeværelse og til stadighed må begrundes i en ny, dynamisk polaritetsstruktur. Hvor fremadskuende og opadstigende nationer som Kina, Indien og Brasilien kræver deres indflydelse og stiller gyldige spørgsmålstegn ved den gældende raison d’être i de vestlige dominansmønstre.
Velfærdsstaten og den vestlige verden befinder sig i et historisk nybrud, hvor efterkrigstidens politiske diskurs efterhånden smuldrer mellem fingrene på os.
Hvis vi skal redde stumperne og lade en fugl fønix genopstå af asken efter det mislykkede projekt, må den misforståede velfærdsmaterialistisme revideres. Evighedsbureaukratisering og den kvantificerede forståelse af velfærdsydelser må erkende sit nederlag, før det er for sent. Vi må stille os selv det spørgsmål, om vi først og fremmest vil hjælpe de svageste i samfundet, de vitterligt værdigt trængende, eller om vi usolidarisk vil lade velfærdskoalitionen af overførselsindkomstmodtagere kræve deres del af kagen før og uden hensyntagen til alle andre.
Status quo forudsætter enten uendelig rigdom og vækst som ”manna fra himlen” eller uendelig ignorance, hvad angår forholdet mellem absolutte gevinster – det vil sige det, der også kommer fremtidige generationer til gode – og relative gevinster – det at ’udrydde’ eksempelvis fattigdom uden at skele til betydningen for økonomien som helhed.
CEPOS-udgivelsen, 89’erne – en antologi, beretter om et borgerligt oprør i den offentlige debat. Nu må det være 01’ernes tur til at supplere dette afgørende nybrud med faktiske ændringer. Vi, der er defineret af årtusindeskiftet og det symbolske – og, misforstå mig ikke, bestemt også konkrete – angreb på den verden, vi kender, må gøre vores bedste for at dette århundrede ikke skal blive det århundrede, hvor det sidste punktum skal sættes i eventyret om den lille ællings nærmest ufattelige svanetilværelse.
Det vil måske være en god idé at åbne champagneflasken stille og roligt, sørge for at champagnen faktisk ender i de tomme glas, der tørster, i stedet for på jorden og dermed forsøge at undgå at lade de kommende generationer vågne op med tømmermændene fra en velfærdsfest, der fortsatte lige lidt for længe.
