Metaforiske referencer til ”grænser” og ”fronter” har været sammenhæftet del af vestlig kultur siden terroristangrebet den 9/11. Hvis de frygtelige begivenheder i New York og Washington ikke opnåede andet, så gjorde de det ubehageligt klart, at grænsen mellem Islam og Vesten var langt mere porøs end tidligere antaget. Det er ikke længere muligt for selv den svagtsynede vestlige at tro, at Islam er noget der sker ”derovre” i Asien, Afrika og Mellemøsten. Næsten enhver anerkender, at den nu har etableret en signifikant og måske uflytbar tilstedeværelse i hjertet af Vesten, bringende meget der er nyttigt og meget der er grimt i sin vorden. Der findes i dag omkring 2 millioner muslimer i U.S.A. og svimlende 53 millioner i Europa. Spørgsmålet om hvordan ”værtslandene” bør relatere til dem, er ét af de vigtigste i international politik. Bør grænsen mellem muslimer og ikke-muslimer skubbes tilbage, svært vogtes eller endog helt afmonteres? De kommende årtier vil afsløre dette.
Et af de mest bedrøvelige aspekter af udvekslingen mellem Islam og Vesten er også én af de mindst bemærkede. Gennem de sidste fem år, mestendels som konsekvens af Vesten´s intervention i Afghanistan og Irak, har vi set fremkomsten af en grotesk alliance mellem militante islamister og visse dele af den marxistiske venstrefløj. Dedikerede tilhængere af Muhammed og opildnede disciple af Leon Trotsky har slået sig sammen for at modvirke krigene, og endog for at grundlægge nye partier og bevægelser. Denne proces har sandsynligvis udviklet sig mest i nogle af de mest kulturelt mangfoldige regioner af Storbritannien, navnlig i Østlondon og Nordengland. Nøglebegivenheden har indtil videre har været etableringen af den såkaldte ”Respect Coalition” i 2003, hvis medlemmer mestendels er trukket fra ”Trotskyist Socialist Workers Party” og hardlinerne ”Muslim Association of Britain”.
Under ledelse af George Galloway, medlem af parlamentet for ”Bethnal Green and Bow”, der berygtet hyldede Saddam Hussein´s ”styrke, mod og utrættelighed”, har ”Respect Coalition” muntert nedværdiget sig til alle slags politiske slyngelstreger i sin stræben efter indflydelse. Medlemmerne har åbent støttet de fascistiske oprør i Irak, bebrejdet den britiske regering for terrorangrebene i London, forsvaret det muslimske slør og burkaen som legitime udtryk for religiøs overbevisning, og afsværget de danske tegnere for at udøve deres ytringsfrihed. Én begivenhed eksemplificerer særligt den dybde til hvilken Galloway og hans støtter er sunket. Ved en demonstration mod Israel´s intervention i Libanon i sommeren 2006 bar de plakater, der gjorde deres støtte til den gejstlige fascisme klar: ”Vi er alle Hezbollah nu”. Ikke siden Hitler-Stalin-pagten af 1939 har revolutionære socialister indyndet sig ekstremismen så skandaløst som i dette tilfælde.
Til trods for de kriminelle handlinger der i det tyvende århundrede blev udøvet i dens navn, så forbliver marxismen én af de mest frihedshyllende af moderne trossystemer. Det er ikke uden grund, at Marx og Engels beskrev deres vision om det kommunistiske samfund, som et samfund i hvilket ”den frie udvikling af den enkelte er betingelsen for den frie udvikling af alle”. Dette gør det så meget mere forvirrende, at så mange vestlige socialister skulle have favnet islamfascismen så entusiastisk som tilfældet er. Hvordan kan dette forklares? Hvordan i al verden kan det være, at Galloway og hans lige støtter en bevægelse, hvis hovedmål er at reetablere det middelalderlige kalifat, institutionalisere den mest asketiske og undertrykkende form for Sharia, ødelægge vestligt demokrati og stene folk der begår utroskab, vantro og homoseksuelle til døde? Den tilsyneladende grund er deres fjendtlighed mod amerikansk ”imperialisme”. Dedikerede til den opfattelse, at revolutionære ændringer aldrig kan ske, så længe nogle nationer domineres af andre, argumenterer de (eller i det mindste antyder), at islamisk ekstremisme er værd at støtte, så længe det giver Washington en blodtud. Når almindelige muslimer myrdes på gaderne i Bagdad af selvmordsbombere (eller når irakiske kommunister og fagforeningsfolk slagtes af disciple af Osama bin Laden), tilslutter de sig dette, grundet at ”støtte til frihedsbevægelsen ikke burde afhænge af hvem der på et givent tidspunkt er leder”. Det er dog åbenlyst, at andre mere fundamentale forklaringer også behøver drøftelse. Hvad jeg her antyder, er at tilnærmelsen islamismen og marxismen imellem, reflekterer nogle foruroligende ligheder mellem de to tankesystemer. Til trods for alle dens intellektuelle storhed og liberale glød, indeholder marxismen et antal karakteristikker, der jævnligt gør den tiltrækkende for det autoritære sind. Et faktum dens uglorværdige historie af ”virkeligt eksisterende socialisme” tragisk bevidner. Adskillige af disse karakteristika findes også i den islamiske doktrin, der har skabt lignende problemer. Under erkendelse af at på et vist plan agerer autoritære muslimer som de gør, fordi de tilslutter sig lignende overbevisninger, har marxister af en bestemt type fået deres værste politiske instinkter umådeligt styrket. Resultatet er den monstrøse perversion af en stor ideologi.
Lad mig give nogle eksempler på, hvad jeg mener, begyndende med det afgørende emne af politikkens rolle. Som nok bekendt adskiller Islam sig fra andre verdensreligioner ved at nægte at skelne mellem religion og politik. Ved dens kerne er overbevisningen om, at muslimers hovedpligt er at bruge de jordiske autoriteter til at intervenere i alle dele af livet, genformende selv de mest private former for adfærd i overensstemmelse med Allah´s vilje. I modsætning til de sekulære demokratier i Europa, Asien og Amerika der søger at påføre staten strenge begrænsninger, antager muslimer, at det kun er gennem den ekstensive tilstedeværelse af politisk magt, at ”intimeringen af hellig transcendens” kan opnås. Meget af det der i vejen med det moderne Mellemøsten kan spores til dette verdenssyn. Hvis majoriteten af regionens regeringer synes ude af stand til at tolerere kritik, at respektere kvinders rettigheder eller fastholde en livlig videnskabelig kultur, er det ikke kun fordi vestlig imperialisme tilsmudser deres territorier i en tilstand af permanent underudvikling. En vigtigere grund er, at den politiske klasse anser dem selv for Allah´s jordiske repræsentanter, og knuser gladelig enhver der tvivler på det.
Ved første øjekast kunne det synes, at der ikke kunne findes en ækvivalent til den muslimske tilbedelse af staten. Langt fra søgende at koncentrere magten i hænderne på få fromme mænd, skuer marxister mod en tid i hvilken styre og stat simpelthen ”fordufter”. Og alligevel, som enhver der har set nogle af de mere gustne elementer på anti-krigsmarch med god grund har opdaget, er de yderligtgående venstreorienterede marxister fulde af støjende, selvdrevne individualister, der viser glødende hyldest til Assad´s Syrien, Ahmedinejad´s Iran eller Gadaffi´s Libyen. Kendetegnet ved deres mangel på humor, og deres øjnes fikserede stirren, synes de at opleve et mærkbart sus af sadistisk tilfredsstillelse ved tanken om muslimske soldater, der smadrer kraniet på deres politiske modstandere. Den ting der tydeligst binder dem til islamisk ekstremisme, er deres politiske monomani. I ånden af islamfascistiske ideologier som Hasan al-Banna, Sayid Qutb eller Hassan Al Turabi, insisterer de på at ligestille hele den menneskelige eksistens med politikkens sfære. Det drager vores opmærksomhed mod en vigtig lighed mellem det islamiske regeringskoncept og den marxistiske teori om social organisation. Hvor Islam søger at bringe alle livsaspekter under bekendelsens autoritet, specialiserer marxismen sig i at identificere spor af det politiske på alle samfundets planer. Dens celebrerede doktrin af ”base og superstruktur” belyses i sin kanoniske form i Marx´s indledning til ”A Contribution to the Critique of Political Economy” hævder famøst, at ”samfundets økonomiske struktur konstituerer det reelle grundlag på hvilket der rejser sig en juridisk og økonomisk superstruktur, og til hvilket der korresponderer endelige former for social bevidsthed”. Uanset hvor afsides fra magtens centrum en særlig tanke, praktik eller institution kan synes, så er det endelige formål almindeligvis at tromme støtte sammen for det eksisterende økonomiske system. Ulempen ved denne unægtelig frugtbare indsigt er, at den er ejendommeligt sårbar overfor autoritær forvanskning. Når først den er blevet absorberet af folk med et bestemt sindelag, er det kun et spørgsmål om tid, før kravet om absolut magt kommer på dagsordenen. Hvis kapitalismen har spredt sig til alle hjørner af det moderne liv, eller sådan synes argumenterne at lyde, så behøver vi helt sikkert en stat, der hensynsløst kan forfølge den, indtil de sidste spor af dens indflydelse er knust. Sådan lyder logikken der tillader Koranen at blive sammenflettet med Das Kapital.
En anden ting der lejlighedsvist bringer det værste frem i både marxister og muslimer, er deres ejendommelige tilgang til lighed. Mens de i teorien tilslutter sig overbevisningen om, at alle mennesker er lige, har mange af dem en tendens til at opføre sig med voldelig nedladenhed. Rodproblemet er, at Islam og Marxisme begge indeholder andenordens overbevisninger, der kommer på tværs af deres primære dedikation til lighed, producerende en tendens til at dele menneskeheden ind i de fortjenende få og de ufortjenende mange. I tilfældet Islam rækker problemet tilbage til dens tidligste år. Når en muslim bedes retfærdiggøre sin påstand om, at dennes tro er mere egalitær end nogen anden, refererer denne sandsynligvis til Muhammed´s opposition til behandlingen af de fattige i det syvende århundredes Mekka. Forfærdet over den nye klasse af arabiske købmænds grådighed, eller sådan hævdes det, favnede Muhammed en monoteistisk trosbekendelse, med et formål at inspirere (eller skræmme) sine landsmænd til en bevidsthed om deres gensidige forpligtelser. Én af de mest kraftfulde udtryk for Muhammed´s tro på lighed var hans insisteren på, at alle muslimer skulle betale almisser til de fattige, derigennem beskyttende troen mod intern uenighed. Men der ligger en åbenlys modsigelse ved hjertet af denne doktrin. Hvis en bevægelse forpligter sine tilhængere til at dele deres velstand med de forarmede, forudsætter det, at de ikke selv er forarmede. Unægtelig oprigtig i sin sympati for de fattige faldt Muhammed i fælden, ved at placere sig selv som frelser, mere end deres repræsentant. Konsekvenserne for mennesker mindre spirituelt samvittighedsfuld end Muhammed, har ofte været katastrofale. For hver muslim der har indfriet sine forpligtelser overfor de fattige i en ånd af medfølelse og ydmyghed, har der sandsynligvis været adskillige andre, der har slået sig løs i deres status som ”frelser”, og følt intet andet end foragt for de folk de hævder at have reddet. Man behøver blot tænke på Saddam Hussein i hans præsidentpaladser, stirrende ud med glasagtige ligegyldige øjne på sit fuldstændigt ruinerede folk, for at erkende hvad dette kan lede til.
Mens nogle marxister uden tvivl ville afvise afgivelsen af almisser som en art ”reformisme”, har de også deres kilder til åndelig stolthed. Blandt de vigtigste er doktrinen om ”frontløberpartiet”, som mange af dem ukritisk har overtaget fra Lenin´s arbejde. Ifølge Lenin, der udtrykte sine argumenter i sin legendariske pamflet ”What is to be done?”, er almindelige mennesker ude af stand til at forstå socialismens sag uden at modtage assistance udefra. Ansvaret for at gennemtrænge dem med politisk bevidsthed ligger hos et stærkt organiseret parti, udelukkende bestående af ”professionelle revolutionære”, hvis rolle det er at lede dem med fast hånd, mens de udfører deres historiske funktion af omstyrtelsen af kapitalismen. Hvis denne idé har udøvet en enorm og mestendels gavnlig indflydelse på moderne historie, ikke mindst grundet at den russiske og kinesiske revolution ville have været utænkelige uden den, så har den også vist sig spektakulært følsom overfor loven om utilsigtede konsekvenser. I enhver gruppe der anser dem selv for værende frontløbere, vil en vis del uvægerligt være bytte for de mest vanvittige former for egoisme. På samme måde som den radikale islamist hemmeligt føler sig den fattige overlegen, på samme måde foragter marxisten arbejderklassen for deres mangel på teoretisk raffinement. I værste fald kan dette til tider føre til hvad Rosa Luxemburg engang beskrev som ”substitutionisme”, altså overbevisningen om at den marxistiske elite helt kan ignorere arbejderklassen og skabe et nyt samfund for dem selv. De blodige og sadistiske historier af Sendera Luminosa i Peru, Bader-Meinhoff i Tyskland og De Røde Brigader i Italien fortæller os alt hvad vi behøver at vide om den slags sindssyge.
Hvilket bringer os til den anden store lighed mellem Islam og Marxisme. Tendensen til at påføre en forkrøblende mængde ideologisk sikkerhed på deres mindre eftertænksomme tilhængere. Læs en artikel fra et medlem af ”Respect Coalition” eller en officiel meddelelse fra Hezbollah, og én ting bliver omgående åbenlys; disse mennesker har aldrig tvivlet på noget i deres liv. Indhyllet i en verden hvor alle sandheder er indlysende og enhver opposition ballademagere, mangler de den slags intellektuelle ydmyghed der gør demokratier mulige. Men hvorfor? Hovedkilden til islamisk dogmatisme er sandsynligvis opfattelsen af Koranen´s status. Uligt Kristendom, Hinduisme og andre verdensreligioner insisterer Islam på, at den hellige bog tilbyder en direkte afskrift af Gud´s ord. Da Muhammed gik ind i én af hans famøse trancer, og en ”ny arabisk tekst begyndte at flyde fra hans læber, eller sådan lød argumentet, kanaliserede han Gud´s tanker i al deres etiske storhed.
Enhver der tvivler på Koranen´s lære har derfor gjort sig skyldig i den grummeste blasfemi, selv hvis Muhammed selv mente, at nogle af hans udgydelser blev dikteret af sataniske kræfter, og måtte forkastes. I kontrast er den mest kraftfulde maskine i de ideologiske fordomme på venstrefløjen, hvad Tony Judt har kaldt marxismens ”rene epistemologiske attitude”. Udstyret med en ideologi der hævder at forklare alt fra ”overgangen fra abe til mand” (Engels) til dagens begivenheder, er for visse typer meget svært at modstå konklusionen af, at denne ved alt hvad der kan vides. Det behøves dårligt nævnes, at et af de bedst kendte eksempler på denne personlighedstype er Joseph Stalin.
Lad os ikke overdrive problemet. Majoriteten af verdens muslimer er lig majoriteten af verdens marxister: tolerante, medfølende og oprigtige. Men alliancen mellem de autoritære dødbidere på den revolutionære venstrefløj og islamfascisterne skal ikke tages let på. Det er ikke blot individer der dømmes på det selskab de holder sig. Jo mere Marxisme og Islam tillader deres marginer af blive hæmmet af fordomsfulde, jo større er sandsynligheden for, at deres dyder fordunkles. Hvis de ægte medlemmer af begge trosretninger ønsker at redde dem selv fra smædefuld omtale, har de intet andet valg end at skærme deres grænser mere strengt. Deres eneste mulighed er at sætte noget pigtråd op, ansætte nogle sikkerhedsfolk og sætte et klart markeret skilt frem, hvor der står:
”Fundamentalister Ingen Adgang”.
Et af de mest bedrøvelige aspekter af udvekslingen mellem Islam og Vesten er også én af de mindst bemærkede. Gennem de sidste fem år, mestendels som konsekvens af Vesten´s intervention i Afghanistan og Irak, har vi set fremkomsten af en grotesk alliance mellem militante islamister og visse dele af den marxistiske venstrefløj. Dedikerede tilhængere af Muhammed og opildnede disciple af Leon Trotsky har slået sig sammen for at modvirke krigene, og endog for at grundlægge nye partier og bevægelser. Denne proces har sandsynligvis udviklet sig mest i nogle af de mest kulturelt mangfoldige regioner af Storbritannien, navnlig i Østlondon og Nordengland. Nøglebegivenheden har indtil videre har været etableringen af den såkaldte ”Respect Coalition” i 2003, hvis medlemmer mestendels er trukket fra ”Trotskyist Socialist Workers Party” og hardlinerne ”Muslim Association of Britain”.
Under ledelse af George Galloway, medlem af parlamentet for ”Bethnal Green and Bow”, der berygtet hyldede Saddam Hussein´s ”styrke, mod og utrættelighed”, har ”Respect Coalition” muntert nedværdiget sig til alle slags politiske slyngelstreger i sin stræben efter indflydelse. Medlemmerne har åbent støttet de fascistiske oprør i Irak, bebrejdet den britiske regering for terrorangrebene i London, forsvaret det muslimske slør og burkaen som legitime udtryk for religiøs overbevisning, og afsværget de danske tegnere for at udøve deres ytringsfrihed. Én begivenhed eksemplificerer særligt den dybde til hvilken Galloway og hans støtter er sunket. Ved en demonstration mod Israel´s intervention i Libanon i sommeren 2006 bar de plakater, der gjorde deres støtte til den gejstlige fascisme klar: ”Vi er alle Hezbollah nu”. Ikke siden Hitler-Stalin-pagten af 1939 har revolutionære socialister indyndet sig ekstremismen så skandaløst som i dette tilfælde.
Til trods for de kriminelle handlinger der i det tyvende århundrede blev udøvet i dens navn, så forbliver marxismen én af de mest frihedshyllende af moderne trossystemer. Det er ikke uden grund, at Marx og Engels beskrev deres vision om det kommunistiske samfund, som et samfund i hvilket ”den frie udvikling af den enkelte er betingelsen for den frie udvikling af alle”. Dette gør det så meget mere forvirrende, at så mange vestlige socialister skulle have favnet islamfascismen så entusiastisk som tilfældet er. Hvordan kan dette forklares? Hvordan i al verden kan det være, at Galloway og hans lige støtter en bevægelse, hvis hovedmål er at reetablere det middelalderlige kalifat, institutionalisere den mest asketiske og undertrykkende form for Sharia, ødelægge vestligt demokrati og stene folk der begår utroskab, vantro og homoseksuelle til døde? Den tilsyneladende grund er deres fjendtlighed mod amerikansk ”imperialisme”. Dedikerede til den opfattelse, at revolutionære ændringer aldrig kan ske, så længe nogle nationer domineres af andre, argumenterer de (eller i det mindste antyder), at islamisk ekstremisme er værd at støtte, så længe det giver Washington en blodtud. Når almindelige muslimer myrdes på gaderne i Bagdad af selvmordsbombere (eller når irakiske kommunister og fagforeningsfolk slagtes af disciple af Osama bin Laden), tilslutter de sig dette, grundet at ”støtte til frihedsbevægelsen ikke burde afhænge af hvem der på et givent tidspunkt er leder”. Det er dog åbenlyst, at andre mere fundamentale forklaringer også behøver drøftelse. Hvad jeg her antyder, er at tilnærmelsen islamismen og marxismen imellem, reflekterer nogle foruroligende ligheder mellem de to tankesystemer. Til trods for alle dens intellektuelle storhed og liberale glød, indeholder marxismen et antal karakteristikker, der jævnligt gør den tiltrækkende for det autoritære sind. Et faktum dens uglorværdige historie af ”virkeligt eksisterende socialisme” tragisk bevidner. Adskillige af disse karakteristika findes også i den islamiske doktrin, der har skabt lignende problemer. Under erkendelse af at på et vist plan agerer autoritære muslimer som de gør, fordi de tilslutter sig lignende overbevisninger, har marxister af en bestemt type fået deres værste politiske instinkter umådeligt styrket. Resultatet er den monstrøse perversion af en stor ideologi.
Lad mig give nogle eksempler på, hvad jeg mener, begyndende med det afgørende emne af politikkens rolle. Som nok bekendt adskiller Islam sig fra andre verdensreligioner ved at nægte at skelne mellem religion og politik. Ved dens kerne er overbevisningen om, at muslimers hovedpligt er at bruge de jordiske autoriteter til at intervenere i alle dele af livet, genformende selv de mest private former for adfærd i overensstemmelse med Allah´s vilje. I modsætning til de sekulære demokratier i Europa, Asien og Amerika der søger at påføre staten strenge begrænsninger, antager muslimer, at det kun er gennem den ekstensive tilstedeværelse af politisk magt, at ”intimeringen af hellig transcendens” kan opnås. Meget af det der i vejen med det moderne Mellemøsten kan spores til dette verdenssyn. Hvis majoriteten af regionens regeringer synes ude af stand til at tolerere kritik, at respektere kvinders rettigheder eller fastholde en livlig videnskabelig kultur, er det ikke kun fordi vestlig imperialisme tilsmudser deres territorier i en tilstand af permanent underudvikling. En vigtigere grund er, at den politiske klasse anser dem selv for Allah´s jordiske repræsentanter, og knuser gladelig enhver der tvivler på det.
Ved første øjekast kunne det synes, at der ikke kunne findes en ækvivalent til den muslimske tilbedelse af staten. Langt fra søgende at koncentrere magten i hænderne på få fromme mænd, skuer marxister mod en tid i hvilken styre og stat simpelthen ”fordufter”. Og alligevel, som enhver der har set nogle af de mere gustne elementer på anti-krigsmarch med god grund har opdaget, er de yderligtgående venstreorienterede marxister fulde af støjende, selvdrevne individualister, der viser glødende hyldest til Assad´s Syrien, Ahmedinejad´s Iran eller Gadaffi´s Libyen. Kendetegnet ved deres mangel på humor, og deres øjnes fikserede stirren, synes de at opleve et mærkbart sus af sadistisk tilfredsstillelse ved tanken om muslimske soldater, der smadrer kraniet på deres politiske modstandere. Den ting der tydeligst binder dem til islamisk ekstremisme, er deres politiske monomani. I ånden af islamfascistiske ideologier som Hasan al-Banna, Sayid Qutb eller Hassan Al Turabi, insisterer de på at ligestille hele den menneskelige eksistens med politikkens sfære. Det drager vores opmærksomhed mod en vigtig lighed mellem det islamiske regeringskoncept og den marxistiske teori om social organisation. Hvor Islam søger at bringe alle livsaspekter under bekendelsens autoritet, specialiserer marxismen sig i at identificere spor af det politiske på alle samfundets planer. Dens celebrerede doktrin af ”base og superstruktur” belyses i sin kanoniske form i Marx´s indledning til ”A Contribution to the Critique of Political Economy” hævder famøst, at ”samfundets økonomiske struktur konstituerer det reelle grundlag på hvilket der rejser sig en juridisk og økonomisk superstruktur, og til hvilket der korresponderer endelige former for social bevidsthed”. Uanset hvor afsides fra magtens centrum en særlig tanke, praktik eller institution kan synes, så er det endelige formål almindeligvis at tromme støtte sammen for det eksisterende økonomiske system. Ulempen ved denne unægtelig frugtbare indsigt er, at den er ejendommeligt sårbar overfor autoritær forvanskning. Når først den er blevet absorberet af folk med et bestemt sindelag, er det kun et spørgsmål om tid, før kravet om absolut magt kommer på dagsordenen. Hvis kapitalismen har spredt sig til alle hjørner af det moderne liv, eller sådan synes argumenterne at lyde, så behøver vi helt sikkert en stat, der hensynsløst kan forfølge den, indtil de sidste spor af dens indflydelse er knust. Sådan lyder logikken der tillader Koranen at blive sammenflettet med Das Kapital.
En anden ting der lejlighedsvist bringer det værste frem i både marxister og muslimer, er deres ejendommelige tilgang til lighed. Mens de i teorien tilslutter sig overbevisningen om, at alle mennesker er lige, har mange af dem en tendens til at opføre sig med voldelig nedladenhed. Rodproblemet er, at Islam og Marxisme begge indeholder andenordens overbevisninger, der kommer på tværs af deres primære dedikation til lighed, producerende en tendens til at dele menneskeheden ind i de fortjenende få og de ufortjenende mange. I tilfældet Islam rækker problemet tilbage til dens tidligste år. Når en muslim bedes retfærdiggøre sin påstand om, at dennes tro er mere egalitær end nogen anden, refererer denne sandsynligvis til Muhammed´s opposition til behandlingen af de fattige i det syvende århundredes Mekka. Forfærdet over den nye klasse af arabiske købmænds grådighed, eller sådan hævdes det, favnede Muhammed en monoteistisk trosbekendelse, med et formål at inspirere (eller skræmme) sine landsmænd til en bevidsthed om deres gensidige forpligtelser. Én af de mest kraftfulde udtryk for Muhammed´s tro på lighed var hans insisteren på, at alle muslimer skulle betale almisser til de fattige, derigennem beskyttende troen mod intern uenighed. Men der ligger en åbenlys modsigelse ved hjertet af denne doktrin. Hvis en bevægelse forpligter sine tilhængere til at dele deres velstand med de forarmede, forudsætter det, at de ikke selv er forarmede. Unægtelig oprigtig i sin sympati for de fattige faldt Muhammed i fælden, ved at placere sig selv som frelser, mere end deres repræsentant. Konsekvenserne for mennesker mindre spirituelt samvittighedsfuld end Muhammed, har ofte været katastrofale. For hver muslim der har indfriet sine forpligtelser overfor de fattige i en ånd af medfølelse og ydmyghed, har der sandsynligvis været adskillige andre, der har slået sig løs i deres status som ”frelser”, og følt intet andet end foragt for de folk de hævder at have reddet. Man behøver blot tænke på Saddam Hussein i hans præsidentpaladser, stirrende ud med glasagtige ligegyldige øjne på sit fuldstændigt ruinerede folk, for at erkende hvad dette kan lede til.
Mens nogle marxister uden tvivl ville afvise afgivelsen af almisser som en art ”reformisme”, har de også deres kilder til åndelig stolthed. Blandt de vigtigste er doktrinen om ”frontløberpartiet”, som mange af dem ukritisk har overtaget fra Lenin´s arbejde. Ifølge Lenin, der udtrykte sine argumenter i sin legendariske pamflet ”What is to be done?”, er almindelige mennesker ude af stand til at forstå socialismens sag uden at modtage assistance udefra. Ansvaret for at gennemtrænge dem med politisk bevidsthed ligger hos et stærkt organiseret parti, udelukkende bestående af ”professionelle revolutionære”, hvis rolle det er at lede dem med fast hånd, mens de udfører deres historiske funktion af omstyrtelsen af kapitalismen. Hvis denne idé har udøvet en enorm og mestendels gavnlig indflydelse på moderne historie, ikke mindst grundet at den russiske og kinesiske revolution ville have været utænkelige uden den, så har den også vist sig spektakulært følsom overfor loven om utilsigtede konsekvenser. I enhver gruppe der anser dem selv for værende frontløbere, vil en vis del uvægerligt være bytte for de mest vanvittige former for egoisme. På samme måde som den radikale islamist hemmeligt føler sig den fattige overlegen, på samme måde foragter marxisten arbejderklassen for deres mangel på teoretisk raffinement. I værste fald kan dette til tider føre til hvad Rosa Luxemburg engang beskrev som ”substitutionisme”, altså overbevisningen om at den marxistiske elite helt kan ignorere arbejderklassen og skabe et nyt samfund for dem selv. De blodige og sadistiske historier af Sendera Luminosa i Peru, Bader-Meinhoff i Tyskland og De Røde Brigader i Italien fortæller os alt hvad vi behøver at vide om den slags sindssyge.
Hvilket bringer os til den anden store lighed mellem Islam og Marxisme. Tendensen til at påføre en forkrøblende mængde ideologisk sikkerhed på deres mindre eftertænksomme tilhængere. Læs en artikel fra et medlem af ”Respect Coalition” eller en officiel meddelelse fra Hezbollah, og én ting bliver omgående åbenlys; disse mennesker har aldrig tvivlet på noget i deres liv. Indhyllet i en verden hvor alle sandheder er indlysende og enhver opposition ballademagere, mangler de den slags intellektuelle ydmyghed der gør demokratier mulige. Men hvorfor? Hovedkilden til islamisk dogmatisme er sandsynligvis opfattelsen af Koranen´s status. Uligt Kristendom, Hinduisme og andre verdensreligioner insisterer Islam på, at den hellige bog tilbyder en direkte afskrift af Gud´s ord. Da Muhammed gik ind i én af hans famøse trancer, og en ”ny arabisk tekst begyndte at flyde fra hans læber, eller sådan lød argumentet, kanaliserede han Gud´s tanker i al deres etiske storhed.
Enhver der tvivler på Koranen´s lære har derfor gjort sig skyldig i den grummeste blasfemi, selv hvis Muhammed selv mente, at nogle af hans udgydelser blev dikteret af sataniske kræfter, og måtte forkastes. I kontrast er den mest kraftfulde maskine i de ideologiske fordomme på venstrefløjen, hvad Tony Judt har kaldt marxismens ”rene epistemologiske attitude”. Udstyret med en ideologi der hævder at forklare alt fra ”overgangen fra abe til mand” (Engels) til dagens begivenheder, er for visse typer meget svært at modstå konklusionen af, at denne ved alt hvad der kan vides. Det behøves dårligt nævnes, at et af de bedst kendte eksempler på denne personlighedstype er Joseph Stalin.
Lad os ikke overdrive problemet. Majoriteten af verdens muslimer er lig majoriteten af verdens marxister: tolerante, medfølende og oprigtige. Men alliancen mellem de autoritære dødbidere på den revolutionære venstrefløj og islamfascisterne skal ikke tages let på. Det er ikke blot individer der dømmes på det selskab de holder sig. Jo mere Marxisme og Islam tillader deres marginer af blive hæmmet af fordomsfulde, jo større er sandsynligheden for, at deres dyder fordunkles. Hvis de ægte medlemmer af begge trosretninger ønsker at redde dem selv fra smædefuld omtale, har de intet andet valg end at skærme deres grænser mere strengt. Deres eneste mulighed er at sætte noget pigtråd op, ansætte nogle sikkerhedsfolk og sætte et klart markeret skilt frem, hvor der står:
”Fundamentalister Ingen Adgang”.
