LEDER: Det er noget skidt med de anonyme kilder, som fortæller, at statsminister Helle Thorning-Schmidt udgør et problem for regeringen. Det synes i hvert fald Thorning selv, som på sit pressemøde tirsdag sagde:
"Jeg har meget lidt respekt for anonyme kilder. Hvis de har noget at sige, må de komme frem og sige det til mig."
Det store problem for Helle Thorning-Schmidt er dog, at de anonyme kilder, hun taler om, er hendes egne ministre. Det er ministre, som overfor Weekendavisen har udtrykt bekymring for regeringens ve og vel p.g.a. deres statsministers lederskab. Så hvis statsministeren har det så skidt med anonyme kilder, hvorfor accepterer hun så, at hendes egne ministre optræder anonymt med kritik af hende?
Svaret er, at Danmarks statsminister formentlig er den svageste leder, som nogen dansk regering nogensinde har haft. Hun tør ikke engang fyre egne ministre, som hun ikke har respekt for, og derfor er hun reelt ikke leder af regeringen.
Men hvem er så? Hvem er det, danskerne skal lytte til, når de gerne vil vide, hvilken retning det politiske system i Danmark ledes i? Det er ikke Thorning - hun er blot regeringens galionsfigur.
I stedet bør man kaste sit blik på finansminister Bjarne Corydon, ikke nødvendigvis fordi han bestemmer, men fordi han er repræsentant for dem, der gør, nemlig Finansministeriets embedsmænd. Og dog, for end ikke de bestemmer, når det kommer til stykket.
Den sande herre og mester for regeringen er de offentlige finansers holdbarhed. Man sigter efter strukturel balance mellem indtægter og udgifter. Det er, hvad der sætter dagsordenen for regeringens overordnede politiske linje.
På et tidspunkt får Danmark måske en regering, som ikke kun bekymrer sig om at beskytte statskassens velstand, men som har som sit primære mål, at lade danskerne blive rigere. Det ville dog kræve forståelse for, at selv den fattigste nation i verden kan have balance på de offentlige finanser, hvis blot udgifter og indtægter svarer til hinanden. Og at det derfor er et fattigt mål at stræbe efter.
Den næste regering må have fokus på at tilvejebringe betingelserne for, at borgere og virksomheder kan få lov til at skabe rigdom for sig selv, hvorved hele samfundet bliver rigere. Så længe embedsmændene styrer, vil den målsætning ikke blive formuleret.
