Elbiler må andre køre i...

Fra 1

Henrik Amby,

20/10/2010

Fra 1. januar må Københavns Kommune kun indkøbe el- og brintbiler. Men både overborgmesteren og sundhedsborgmesteren har forinden i al hast leaset dieselflydere. »Dobbeltmoralsk,« raser Venstre.

»Det er så typisk for S og SF. Det er altid hos de andre og aldrig hos dem selv, at ansvaret begynder. Det var det samme, vi så, da både Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen sendte børn i privatskole, mens de argumenterede for folkeskolen. Det her er utroværdigt, når man vil markedsføre en CO2-neutral, miljørigtig og bæredygtig hovedstad,« siger Venstres gruppeformand Lars Berg Dueholm.

Både Frank Jensen og Ninna Thomsen afviser, at de skyndte sig at lease dieselbiler for at undgå el eller brint.

»Jeg synes, det var en sjov tanke, hvis det forholdt sig sådan. Men det gør det ikke. Det skyldes, at den gamle brød sammen, og så lånte jeg en bil, indtil denne her kom på markedet med gode miljømæssige egenskaber. Den kører knap 20 kilometer på en liter diesel og markedsføres som underdirektørbil. Det er fint nok for mig, for jeg cykler alt det, jeg kan. Jeg bruger kun bilen, når jeg skal have medarbejdere med til arrangementer,« siger Frank Jensen.

Mens Ninna Thomsen forklarer: »Det vigtigste for mig er, at jeg sætter mig ind i en miljøvenlig bil. Men jeg kan godt se, at når der nu er sådan en beslutning om el- og brintbiler ... Altså næste gang, leasingaftalen udløber, og vi skal have ny bil, skal vi kigge på, hvad der er af elbiler.

Jeg går i hvert fald ind for, at vi skal have el- og brintbiler i Københavns Kommune. Også i forhold til vores medarbejdere i aftenhjemmeplejen; om dagen cykler de,« siger Ninna Thomsen, der i øvrigt godt kan forstå Venstres kritik: »Jeg kan godt forstå, de rejser den sag. Den ligger lige til højrebenet.«