Troels Lund Poulsens højrehånd Peter Arnfeldt ville lække fortrolige personoplysninger.
Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor Peter Arnfeldt var parat til at lække oplysninger fra Helle Thorning og Stephen Kinnocks skattesag til Ekstra Bladet, hvilket er ulovligt, da der er tale om dybt fortrolige personoplysninger.
Fakta er, at spindoktoren i månedsvis i tiden lige efter skatteafgørelsen 16. september 2010 forhandlede med Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard om at lække skatteafgørelsen. Kjærgaard krævede dog at se eller få udleveret hele den ni sider lange skatteafgørelse for at kunne læse den i sin helhed. Men spindoktoren ville kun lade Ekstra Bladet læse udvalgte passager. Derfor blev det ikke til noget. Senere blev de ni sider lækket til B.T. Hvem der står bag denne lækage efterforskes i øjeblikket af politiet.
Det var i går ikke muligt for Ekstra Bladet at komme i kontakt med Peter Arnfeldt eller Troels Lund Poulsen.