Når det går godt i København, går det også godt i resten af landet.
Sådan har det i årevis lydt fra danske politikere, som har påstået, at 100 nye job i hovedstaden skaber 20 nye job i provinsen.
»Hver gang, der oprettes 100 nye job i København, skabes der 20 i resten af landet,« sagde by, bolig og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) eksempelvis til Berlingske sidste år.
Men der er ikke belæg for påstanden, lyder det nu fra flere sider.
Tallene stammer fra en rapport fra 2004 udarbejdet af Copenhagen Economics for bl.a. Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen.
Her blev det undersøgt, hvor mange arbejdspladser, der skabes i provinsen, når bestemte udenlandske virksomheder nyetablerer sig i hovedstaden.
Tallene kan ikke uden videre overføres til jobskabelsen generelt, forklarer Managing Director i Copenhagen Economics, Martin Hvidt Thelle, der i sin tid havde ansvaret for rapporten.