"Efterlønnere er stort set ligesom os andre" - det sagde Statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han søndag aften mødte Helle Thorning-Schmidt i en tv-debat.
Men det passer faktisk ikke, slår eksperter, Politiken har talt med, nu fast.. Efterlønnere lever nemlig to år kortere end deres jævnaldrende på arbejdsmarkedet.
Danskere, der når de 60 år kan se frem til at leve 22,7 år mere, hvis de er i arbejde, men efterlønnere må nøjes med 20,4 år.
"Baggrunden for denne oversygelighed er for stor en del, at 83 procent af efterlønsmodtagerne er ufaglærte og faglærte arbejdere. De lever simpelt flere år kortere og har færre raske leveår, uanset hvordan de forlader arbejdsmarkedet," siger professor, dr.med. Finn Diderichsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet til Politiken.
Han bakkes op af forskningsleder på Statens Institut for Folkesundhed.
"Når de, der går på efterløn, i højere grad er ufaglærte eller har en kort uddannelse, så er der meget god grund til at konkludere, at der er større sygelighed blandt efterlønsmodtagere end blandt ikke-efterlønsmodtagere," siger forskningsleder på Statens Institut for Folkesundhed Henrik Brønnum-Hansen til avisen.
Folk på efterløn har desuden 50 procent større risiko for at afgå ved døden, når de når op i alderen mellem 60 og 64 år. Og de har oveni 10 procent større risiko for at blive indlagt på hospitalet med kræft og hjertesygdomme.
Kilde: Politiken.dk