Klima-korruption: - "Jeg har aldrig læst noget lignende. GGGI-rapporten giver indtryk af, at det er skolebørn, der har kørt organisationen," siger Indira Carr, engelsk professor med speciale i korruption, til Politiken.
Der er tydelige tegn på korruption og svindel med midlerne i den såkaldte "klimaorganisation" med det utopi-klingende navn: Global Green Growth Institute.
Det mener både Indira Carr og flere andre eksperter, der har læst den sydkoreanske revisionsrapport om GGGI fra 2012. Rapporten er givetvis den direkte årsag til, at udviklingsminister Christian Friis Bach (R) trak sig som minister.
Lyssky forhold bag regnskabspraksis får alle alarmklokker til at ringe
"Det er yderst mistænkelige ting, der bliver beskrevet. Det får alle alarmklokker til at ringe - man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om der er foregået noget lyssky bag denne her regnskabspraksis", fortsætter Indira Carr.
Clemens Østergaard, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet mener, at flere forhold i rapporten ville blive stemplet som korruption efter svenske standarder:
"Det svenske bistandssystem har en definition, efter hvilken de forhold, der bliver beskrevet, nok ville blive kaldt korruption", siger Clemens Østergaard til Politiken.
Økonom Chr. Bjørnskov kalder GGGI's egne forklaringer på, hvad organisationen laver "helt utrolig fluffy". Han mener, at Danmark gennem sit engagement i GGGI "hælder penge i et sort hul":
Ekspert: GGGI-penge ryger i sort hul
GGGI blev kendt i medierne, da det i oktober 2013 kom frem, at GGGI-formand Lars Løkke havde brugt enorme beløb på flyrejser rundt i verden på GGGI's regning.
Dengang fokuserede de naive politiske journalister kun på Lars Løkkes billetpriser - og overså fuldkommen, at selve organisationen GGGI er plumrådden, og at Danmarks engagement i "grøn vækst" projektet aldrig ville kunne generere andet end flere udgifter for Danmark.
Løkke & fåreflokken: Korruptionen & den grønne vækst
Som det fremgik i en klumme her på 180grader efter Løkkes pressemøde, er "grøn vækst" et oxymoron - en indbygget modsætning. Den eneste grønne vækst der findes, er udgiftsvækst.
"GGGI er blot et sugerør i statskassen - det, man i gamle dage kaldte "et ben". Den perfekte arbejdsplads for folk, der har aldrig har lavet et ærligt stykke arbejde, og aldrig har betalt deres egne udgifter selv."
GGGI er desværre ikke det eneste forrykte utopi-projekt, danske politikere har kastet borgernes skattepenge i - et andet og måske endnu mere forrykt projekt er her.
Der kunne uden tvivl spares store milliardbeløb på at sætte et hold uafhængige jurister & revisorer til at gennemgå alle projekter, der giver sig ud for at være "gode" - med en tættekam ...