Eksamenssnyd debateres heftigt i medierne i øjeblikket, pga. en række konkrete sager des vedrørende.
Jeg selv har været berørt af eksamenssnyd, da jeg fornylig blev bedt om at hjælpe en vens ven over telefonen mens denne skrev eksamensopgave hjemmefra.
Dengang jeg var ung fandtes to typer eksamen: Fire timers skriftlig eller cirka en halv times mundtlig eksamen. Den skriftlige eksamen foregik typisk i en gymnastiksal, der til lejligheden var udstyret med ældre damer, som holdt øje med at der ikke blev snydt i salen eller ved toiletbesøg. Ved begge eksamenstyper var det svært at snyde, og eksamenssnyd var ikke et problem. Begge eksamensformer er også ret billige i drift, jeg tror faktisk de gamle damer gjorde det ulønnet.
ER DER ANDRE END MIG, SOM UNDRER SIG OVER AT DET VAR NØDVENDIGT AT OPFINDE EN EKSAMENSFORM SOM INDBYDER TIL SNYD I EN SÅDAN GRAD AT DEN BELØNNER SNYDERE, INDTIL DEN DAG HVOR EKSAMENSRESULTATER INGEN BETYDNING HAR, FORDI INGEN HAR TILLID TIL AT DE ER ERHVERVET UDEN SNYD?
Rød, grøn, blå eller sort: Hvilken politisk farve er det som har interesse i at snydere belønnes og at eksamenskarakterer ingen troværdighed har? Jeg fatter det ikke.
Men jeg har en mistanke om årsagen til idiotien: Den i Danmark fuldstændige mangel på konservatisme (ikke parti politisk forstået). Det nærmest infantile behov for at ændre/innovere på ting i alle offentlige virksomheder. Den stadigt magtfulde 68'er generations paniske angst for at blive kaldt en gammel(dags) nar, hvorfor de som hovedløse høns løber rundt i forvirrede retninger.
Det er rigtigt, at den teknologiske udvikling går stærkt. Og tak for det. Tak for smartphones, PC'ere og google earth. Men man skal ikke forsøge efterligne denne udviklingshastighed indenfor sektorer hvor det er modefænomener og trends fremfor materiale og informations teknologiske fremskridt der driver udviklingen. Indenfor organisation, uddannelse, offentlig administration osv. bør mantraet være: If it works, don't fix it.
Det ville den offentlige sektor spare ufatteligt mange penge på, og kvaliteten ville højnes fordi man ikke hele tiden var beskæftiget med at ændre ting. Eksempelvis ville kvaliteten af eksaminering forbedres hvis vi gik tilbage til ovennævnte to eksamenstyper.
Her endnu en artikel om problemet.
PS: "Jamen en del af det eksamen skal måle er jo de unge menneskers evne til at informationssøge på internettet", siger du. Nej: Informationssøgning på internettet er ligesom at gå på toilettet, det er noget som ethvert ungt menneske som kan læse og skrive lærer af sig selv. Lineær algebra, tysk grammatik og retstavning, det skal derimod bankes ind. Det er der uddannelsessystemet skal rette skytset.