Uanset, om han dømmes for mandatsvig eller ej, er den tidligere Capinordic-direktør og Nordic Tankers-boss Steen Bryde en færdig mand i dansk erhvervsliv, mener han selv. Her giver han et indblik i livet som fallent.
Hellerup-palæet og sommerresidensen i første række på Nordkysten er for længst væk. Den lånte lejlighed er fyldt med møbler og flyttegods iblandet børnetegninger og julepynt fordelt omkring stuens centrum - skrivebordet og computeren.
Fra sin altan har han udsigt til monumenterne over livet som matador. Herfra kan han skue ud over den nye københavnske bydel Sluseholmen og nogle af de hundredvis af lejligheder, som han selv har bygget og tjent og tabt millioner på - herunder byggeriet Sømærk, som han tidligere var medejer af.
Steen Bryde peger over på den anden side af havneløbet:
»Jeg begyndte med at bygge 121 lejligheder på Westside på Teglholmen. Dem tjente jeg 100 mio. kroner på. Siden var jeg med til at bygge 1.000 lejligheder på Sluseholmen og andre steder. Dem tjente jeg nul kroner på,« siger han.