Ejendomsmatador lever på bankens nåde - men han lever helsigvis godt og flot

Proark-koncernens aktivmasse er reduceret fra 8 mia

JOK

11/07/2012

Proark-koncernens aktivmasse er reduceret fra 8 mia. til 1,4 mia. og alene det seneste regnskab viste et underskud på 497 millioner kroner. Det bringer tabet i de sidste fire år op på 1,4 milliard. Det er især renter, tab på ejendomme og udvandede Bella Center-aktier, der udgør størstedelen af tabet.

Men som selskabets direktør udtaler, er der "kun en begrænset risiko for konkurs. Vi har en bankaftale, der varer et år frem. Vi overholder milestones, og det, vi gør, tjener kreditorernes interesser," - helt sikkert kunne man tilføje, lige så sikkert som at grise kan flyve.

Proark´s historie er kun en af mange tilsvarende historier, som er med til at udstille en betændt ejendomsbranche - og det til trods for at offentligheden kun ser en meget lille del af det sande billede.

Forløbet er det samme mange steder. En driftig privatmand opbygger en milliad-forretning, alene fordi det er mulige at finansiere 105% af anskaffelsessummerne. Så er der også lige plads til et "beskedent" privatforbrug. De bagvedliggende kompetencer er alene den føromtalte "driftighed" og den er sjældent bakket op af speciel dygtighed indenfor den pågældende branche.

Så går det galt - på grund af den uforudsete finanskrise naturligvis. Problemerne er 100% uforskyldte.

Bankerne besvarer risikoen med at øge renteudgifterne - nu er risikoen jo større. Advokater og konsulenter rykker ind i hobetal, og begynder at skrive honorarregninger ud. Advokaterne er i.ø. forsynet med en gylden faldskærm, for hvis det går helt galt, så tjener de kassen på konkursen eller de mange tvangsauktioner.

Så søges aktiverne realiseret iet "struktureret" forløb - selv om der sjældent er noget struktureret over forløbet. Den oprindelige ejer forsøger at løfte aktiver ud til udsalgspris - ofte med assistance fra udenlandsk kapital. Bankerne - specielt de små - må afskrive deres tilgodehavender. På den måde bliver en stor del af regningen kanaliseret over i Finansiel Stabilitet, hvor man fortsætter med at spille blindebuk - nu for statens regning. Og medarbejderne i Finansiel Stabilitet er naturligvis hentet fra de nødlidende banker - de kender jo sagerne, og hvem er bedre til at slukke ildebranden end pyromanen.

Og mens hele cirkuset afvikles bor den driftige initiativtager i samme gigantiske villa og holder ferie i samme private sommerhus på Mallorca, mens han i.ø. transporterer sig rundt i samme dyre bilpark. Alt sammen finansieret at kreditorerne, som naturligvis er nødt til at sikre sig ejerens samarbejdsvillighed - og i enkelte tilfælde af konen, som har haft en heldigere hånd med sine investeringer.       

Alt sammen foregår på første klasse for investor, advokater og øvrige "konsulenter", mens regningen sendes videre af forskellige kanaler til almindelige mennesker. De mærker det ikke så  meget, for der er så mange af dem.

Forløbet står i skærende kontrast til forløbet når hr. og fru Hansen kommer i restance med deres termin - måske fordi de har tabt deres opsparing i et K/S-projekt udbudt af en af de dygtige ejendomsmatadorer eller fordi de har tabt den opsparing de har sat i solide bankaktier i Roskilde Bank, Fionia Bank eller en af de andre konkursbanker. Her er der ingen vej udenom skifteretten med tvangssalg - og den udækkede gæld hæfter hr. og fru Hansen naturligvis fortsat for.

Lyder der rimelige - nej vel, det er det heller ikke, men ingen gør noget ved det.