Der må være indlysende fordele ved at tage en lang videregående uddannelse. Det vil sige, at der også skal være økonomiske fordele.
Der er mange fordele ved at have læst et fag i årevis. Bl.a. opbygger det en evne til at tilegne sig og overskue store stofmængder, alt sammen noget der kan bidrage til en forståelse af mange ting og til at kunne gennemskue og forholde sig til mange ting. Herunder samfundsmæssige anliggender. Kort og godt, at man ikke bliver narret og accepterer en hvilken som helst udlægning som den eneste sande. At man ikke forfalder til stereotypier og forudindtagede holdninger.
Højtuddannede, som dem med lang videregående uddannelse må tituleres, har mange fordele i livet, men det kan man ikke leve af, alene. Der skal noget mønt til. Højtuddannede har relativt og helt selvforskyldt få år til at tjene en livsindkomst hjem. Til trods for en hurtig og accelereret lønudvikling, fra en fin begyndelsesløn til blot 4 år senere at have en slutløn, der med blot et mindre kvalifikationslønstillæg indebærer topskat, er det faktisk alligevel svært at nå en fornuftig nettolivsindkomst, relativt til andre faggrupper.
Den danske lønstruktur er jo som alle ved, forholdsvis flad. Høj i bunden og lav i toppen, så at sige. Den slags kan sikre en social ro og undgå at få har for meget og færre for lidt. Så længe der er nok at dele ud af, kan den sociale ro bevares. Men den dag de rige (hvem de end måtte være og hvor få de end måtte være) fordufter og tager til Costa del Sol - og ser på en inciterende flamingo i en swimmingpool - ja så har vi balladen. Hvem skal så skaffe føden til alle dem med åbne gab? Det skal de rige, der har opnået betegnelsen rig, da de egentligt rige rejste ud. Der vil altid være rige i et samfund, da alt er relativt. Men de nye rige vil være rige på et lavere økonomisk niveau end de fraflyttede rige. Lokomotivet vil slå en lavere fart, for dem der kan trække alle med op på et elitært og højt økonomisk niveau, er væk. Af forskellige grunde. Bl.a. høj skat, men også udsatheden for misundelse. Det er også misundelsen, der har skabt det høje skatteniveau. Det er ikke for at hjælpe de svage, at vi har topskat. For de har ingen interesse i, at de stærke fordufter, fordi den store middelklasse ser et politisk projekt i at skille sig af med de såkaldt rige. Overklassen er altid middelklassens dårlige samvittighed. Hvad gjorde de som ikke jeg gjorde og kunne?
S og SF har i deres skatteudspil et forslag om en millionærskat. Ren misundelse. Der skulle snarere være skat på misundelse!
Man kan tage en lang videregående uddannelse af mange gode grunde. Men gør det ikke af økonomiske! Ikke hvis du vil blive i Danmark hele din erhvervsaktive karriere.
På mit ansættelsessted er den gennemsnitlige forskel på en akademisk uddannet økonom, politolog, jurist og en økonomimedarbejder, typisk med maksimalt en Højere Handelseksamen, ca. 100.000 kr. om året. Det er i djøf’erens favør. Efter skat måske 40-45.000 kr. mere om året til djøf’eren. Hvilke flere forbrugsmuligheder giver det den højt uddannede, relativt til den forholdsvist lavt uddannede? En tur med familien i 2 uger til Mallorca med alt betalt (all inklusive) og en fridagsferie med DSB til en tysk storby ELLER køb af et hus til ca. 600.000 kr. mere (et 30 årigt fastforrentet lån). Det er ikke økonomisk incitament nok til at uddanne sig og for manges vedkommende oparbejdes studiegæld, som det kan tage 15 år at komme af med.
Meget afgørende for hvor socialøkonomisk etableret man er i Danmark handler ikke så meget om uddannelse, men om hvornår man kom ind på boligmarkedet, hvis man kom ind.
Jeg vil slutte af med at gengive og erklære mig helt enig i hvad Lars Qvistgaard, formand for DJØFs Overenskomstforening, fastslår:
Lønkommissionen afliver myten om, at de lavest lønnede i den offentlige sektor er meget lavt lønnede. Det er de ikke. Der er tværtimod for lidt spredning mellem højt og lavt uddannede. Der er ikke noget merafkast ved en høj uddannelse og slet ikke, når vi tager alt vores uregistrerede merarbejde med.”
Lønkommissionen beskriver det på den måde, at der er kortere mellem top og bund på lønfronten i den offentlige sektor end i den private sektor.
”Hvis den offentlige sektor også fremadrettet skal kunne rekruttere og fastholde de skarpeste djøfere uanset køn, er vi nødt til at ændre på den måde, lønnen bliver dannet i det offentlige,” siger Lars Qvistgaard.
Jeg vil tilføje: Den offentlige sektor driver egalitarismen langt. Også hvad løn, lønstruktur og lønspredning angår. Den offentlige sektor er i den grad et udtryk for socialistisk tankegods, hvor lighed desværre mere ses som lige løn end lige muligheder. Det er ellers gode (og for så vidt lige gode) muligheder for dygtiggørelse og kompetenceudvikling, der bør være fokus på og som skal være afgørende for lønudvikling og tildeling af eksempelvis funktions- og kvalifikationsløn. Jeg har kendskab til, fra et hedengangent amt, at fraskilte kvinder blev tilgodeset i en lønforhandling. Lønpolitik blev på den vis socialpolitik og ikke personalepolitik. Kvalifikationstillægget blev dog ikke begrundet i skilsmisse eller pludseligt svære privatøkonomiske forhold. Og det er min udlægning, at tillægget blev givet for at fastholde og opmuntre en medarbejder i en personlig krise. Mange vil mene at det er storsindet af arbejdsgiveren. Men det er stadigvæk socialpolitik.
Der er mange fordele ved at have læst et fag i årevis. Bl.a. opbygger det en evne til at tilegne sig og overskue store stofmængder, alt sammen noget der kan bidrage til en forståelse af mange ting og til at kunne gennemskue og forholde sig til mange ting. Herunder samfundsmæssige anliggender. Kort og godt, at man ikke bliver narret og accepterer en hvilken som helst udlægning som den eneste sande. At man ikke forfalder til stereotypier og forudindtagede holdninger.
Højtuddannede, som dem med lang videregående uddannelse må tituleres, har mange fordele i livet, men det kan man ikke leve af, alene. Der skal noget mønt til. Højtuddannede har relativt og helt selvforskyldt få år til at tjene en livsindkomst hjem. Til trods for en hurtig og accelereret lønudvikling, fra en fin begyndelsesløn til blot 4 år senere at have en slutløn, der med blot et mindre kvalifikationslønstillæg indebærer topskat, er det faktisk alligevel svært at nå en fornuftig nettolivsindkomst, relativt til andre faggrupper.
Den danske lønstruktur er jo som alle ved, forholdsvis flad. Høj i bunden og lav i toppen, så at sige. Den slags kan sikre en social ro og undgå at få har for meget og færre for lidt. Så længe der er nok at dele ud af, kan den sociale ro bevares. Men den dag de rige (hvem de end måtte være og hvor få de end måtte være) fordufter og tager til Costa del Sol - og ser på en inciterende flamingo i en swimmingpool - ja så har vi balladen. Hvem skal så skaffe føden til alle dem med åbne gab? Det skal de rige, der har opnået betegnelsen rig, da de egentligt rige rejste ud. Der vil altid være rige i et samfund, da alt er relativt. Men de nye rige vil være rige på et lavere økonomisk niveau end de fraflyttede rige. Lokomotivet vil slå en lavere fart, for dem der kan trække alle med op på et elitært og højt økonomisk niveau, er væk. Af forskellige grunde. Bl.a. høj skat, men også udsatheden for misundelse. Det er også misundelsen, der har skabt det høje skatteniveau. Det er ikke for at hjælpe de svage, at vi har topskat. For de har ingen interesse i, at de stærke fordufter, fordi den store middelklasse ser et politisk projekt i at skille sig af med de såkaldt rige. Overklassen er altid middelklassens dårlige samvittighed. Hvad gjorde de som ikke jeg gjorde og kunne?
S og SF har i deres skatteudspil et forslag om en millionærskat. Ren misundelse. Der skulle snarere være skat på misundelse!
Man kan tage en lang videregående uddannelse af mange gode grunde. Men gør det ikke af økonomiske! Ikke hvis du vil blive i Danmark hele din erhvervsaktive karriere.
På mit ansættelsessted er den gennemsnitlige forskel på en akademisk uddannet økonom, politolog, jurist og en økonomimedarbejder, typisk med maksimalt en Højere Handelseksamen, ca. 100.000 kr. om året. Det er i djøf’erens favør. Efter skat måske 40-45.000 kr. mere om året til djøf’eren. Hvilke flere forbrugsmuligheder giver det den højt uddannede, relativt til den forholdsvist lavt uddannede? En tur med familien i 2 uger til Mallorca med alt betalt (all inklusive) og en fridagsferie med DSB til en tysk storby ELLER køb af et hus til ca. 600.000 kr. mere (et 30 årigt fastforrentet lån). Det er ikke økonomisk incitament nok til at uddanne sig og for manges vedkommende oparbejdes studiegæld, som det kan tage 15 år at komme af med.
Meget afgørende for hvor socialøkonomisk etableret man er i Danmark handler ikke så meget om uddannelse, men om hvornår man kom ind på boligmarkedet, hvis man kom ind.
Jeg vil slutte af med at gengive og erklære mig helt enig i hvad Lars Qvistgaard, formand for DJØFs Overenskomstforening, fastslår:
Lønkommissionen afliver myten om, at de lavest lønnede i den offentlige sektor er meget lavt lønnede. Det er de ikke. Der er tværtimod for lidt spredning mellem højt og lavt uddannede. Der er ikke noget merafkast ved en høj uddannelse og slet ikke, når vi tager alt vores uregistrerede merarbejde med.”
Lønkommissionen beskriver det på den måde, at der er kortere mellem top og bund på lønfronten i den offentlige sektor end i den private sektor.
”Hvis den offentlige sektor også fremadrettet skal kunne rekruttere og fastholde de skarpeste djøfere uanset køn, er vi nødt til at ændre på den måde, lønnen bliver dannet i det offentlige,” siger Lars Qvistgaard.
Jeg vil tilføje: Den offentlige sektor driver egalitarismen langt. Også hvad løn, lønstruktur og lønspredning angår. Den offentlige sektor er i den grad et udtryk for socialistisk tankegods, hvor lighed desværre mere ses som lige løn end lige muligheder. Det er ellers gode (og for så vidt lige gode) muligheder for dygtiggørelse og kompetenceudvikling, der bør være fokus på og som skal være afgørende for lønudvikling og tildeling af eksempelvis funktions- og kvalifikationsløn. Jeg har kendskab til, fra et hedengangent amt, at fraskilte kvinder blev tilgodeset i en lønforhandling. Lønpolitik blev på den vis socialpolitik og ikke personalepolitik. Kvalifikationstillægget blev dog ikke begrundet i skilsmisse eller pludseligt svære privatøkonomiske forhold. Og det er min udlægning, at tillægget blev givet for at fastholde og opmuntre en medarbejder i en personlig krise. Mange vil mene at det er storsindet af arbejdsgiveren. Men det er stadigvæk socialpolitik.
