Efterlønsdiskussionen giver voldsomme dønninger, men er kun et lille hjørne af et generelt problem i samfundsøkonomien - et problem eller en ubalance, som det bliver vigtigere og vigtigere at forholde sig til og håndtere.
Udgangspunktet for den problematik vi befinder os i er, at vi alle er både skatteydere og skattenydere i et alle andet omfang. Vi indbetaler skat på en række forskellige måder som f.eks. indkomstskat, ejendoms- og ejendomsværdiskat, moms, bilafgifter og en lang række punktafgifter - og vi modtager "udbetalinger" i en tilsvarened uoverskuelig strøm, enten direkte i form af folkepension, førtidspension, dagpenge, uddannelsesstøtte, medicintilskud, ældre- og børnechecks o.s.v. eller indirekte i form af offentlige services som skoler, sygehuse, plejehjem for ikke at tale om veje, offentlig transport og centraladministration i bred forstand.
Systemer er blevet så komplekst, at der næppe er nogen der har et overblik over, om de er nettonydere eller nettoydere, og det er da også først når man har gennemlevet et helt liv, det endelige regnestykke kan gøres op.
Problemet er imidlertid at det overhovedet er blevet relevant at "gøre regnestykket op". Vi bryster os gerne af at være solidariske, men samtidig er det en helt almindeligt holdning, at det er de "andre" - de rige, millionærerne, bankdirektørerne, ejendomsejerne, landmændene - der skal holde for, mens vi selv hver især udnytter de "velerhvervede" muligheder man har for at modtage ydelser, uanset om der er et konkret behov. Det er i den sammenhæng ikke vigtigt, om dem der skydes på reelt repræsenterer en løsning - de økonomiske problemer kan naturligvis ikke løses ved at brandbeskatte bankdirektører eller for den sags skyld millionærerne; der er ganske enkelt for få af dem. Det vigtige er imidlertid slet ikke at anvise løsninger - nej det vigtige er at flytte fokus. Så undgår man at diskutere de egentlige løsningsmuligheder, herunder de muligheder som vil berøre os selv.
Jeg vil hævde, at en stor del af dem der modtager uddannelsesstøtte, børne- og ældrechecks, folkepension, efterløn samt en række andre direkte og indirekte ydelser reelt ikke har behov for det. Men det er de færreste, hvis overhovedet nogen, der afskriver sig retten, og jeg er ikke sikker på at det offentlige system overhovedet kan håndtere, hvis nogen skulle få den tanke at fraskrive sig retten. Det er i øvrigt helt legitimt at modtage det man er berettiget til - i det mindste som ordningerne er skuet sammen idag.
Sideløbende med dette legitime system, er der også i vide kredse en afslappet holdning til at benytte ethvert krumspring for at reducere de løbende skattebetalinger i form af skatteplanlægning og udnyttelse af fradragsordninger - for ikke at tale om sort arbejde og socialt bedrageri. De forskellige "krumspring" befinder sig forskellige steder på en juridisk skala, men på en moralsk skala er forskellen noget mindre. Det centrale er blevet at betale mindst muligt og indkræve mest muligt.
I den sammenhæng er det i øvrigt tankevækkende, at en del af de håndværkere som i den aktuelle debat bliver holdt frem, som nogle af dem der bliver nedslidt, og derfor har et legitimt krav på efterløn samtidig må være nogle af dem der udfører store mængder sort arbejde, hvorved samfundet unddrages såvel moms som skat. Det er da dybt ironisk.
Så længe ydelser og nydelser var i relativ balance - og folk i almindelighed ikke følte sig forfordelt i væsentlig grad, så fungerede systemet. Det er også givet, at der har været et vist element af solidaritet, om end næppe i det omfang vi ynder at forestille os. Det der først og fremmest har sikret balancen er det faktum, at samfundet gennem hele efterkrigstiden er blevet stadigt mere effektivt, og vi er fra år til år blevet stadig rigere. "Samfundskagen" er løbende blevet større og større og diskussionerne har derfor kunne koncentreres om hvordan tilvæksten skulle fordeles med det resultat at (stort set) alle (trods alt) har været tilfredse.
Der har ikke været de store oprør imod balancen mellem ydelse og nydelse, dels fordi det grundliggende er vanskeligt at opgøre præcist hvor den enkelte befinder sig i forhold til balancepunktet, og dels fordi der har været en udbredt fornemmelse af, at det er tilfældigheder og uheldige omstændigheder der har afgjort, om man er tippet fra at være yder til at være nyder.
Nu er situationen imidlertid en anden - og måske endda dramatisk en anden:
For det første føler et stigende antal mennesker sig defineret som nettoydere, næsten uanset hvad der sker. Fra at være i en generationsudjævningsmodel med væsentlige forsikringselementer, er vi på vej over i en "udbytningsmodel", hvor udvalgte samfundsgrupper eller generationer pr. definition skal acceptere at være ydere, acceptere at blive "malket" systematisk.
For det andet er effektivitetsforbedringerne klinget af, og Danmark sakker år for år bagud i forhold til de lande vi sammenligner os med. Arbejdstiden er kommet ned på et rekord lavt niveau - igen i forhold til de lande vi sammenligner os med og konkurrerer med - både i antal timer per år og i antal år per erhvervsaktiv. Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder er nede på 61 år. Antallet af folk der producerer varer og tjenesteydelser er faldet i forhold til antallet af folk der er på passiv forsørgelse - og den tendens accelereres af demografiske ændringer. Og sidst men ikke mindst, så er et af de eneste relle råstoffer vi har at trække på, nemlig olie og gas fra Nordsøen, ved at klinge af.
Udviklingen er nærmest umærkeligt trukket skævt over en årrække, men med den finansielle krise er vi med et spring nået til et "tipping point", hvor der breder sig en stigende fornemmelse af at situationen ikke kan rettes op.
Der er desværre en mulighed for, at det "problem", der spærrer for en opretning, paradoksalt nok er selve den demokratiske samfundsmodel, når den kobles med det faktum at nettoyderne - hvad enten det er reelt eller oplevet - er kommet i markant flertal. Den politiske handlekraft er sat ud af spillet, fordi politikerne ikke vil genere større interessegrupper. Man vil ikke ændre på børne- og ældrecheck, når der er så mange modtagere som tilfældet er. Man vil ikke diskutere en beskatning af fast ejendom, når der er så mange ejendomsejere. Man kan ikke reducere overførselsindkomsterne fordi modtagerne reelt er i flertal, og man kan ikke forlange en effektivisering af den offentlige sektor fordi et overvældende antal medborgere er ansat der, og mange sætter lighedstegn mellem effektivisering og fyringer.
Mindre partier - og herunder nye partier - har typisk kunnet røre ved nogle af de ømme punkter, men når/hvis samme partier bliver for store eller bliver en del af større blokdannelser, så forsvinder lysten til at tage fat på problemerne. Behovet for at tækkes vælgergrupperne vinder over de politiske og økonomiske realiteter. Denne tendens er i dagens politiske billede blevet dokumenteret et utal af gange - ofte på helt absurd vis. Jeg skal her blot nævne en Ole Sohn, der for få år siden var topkommunist, delvist finansieret af det Østtyske regime, men som nu bekender sig til kongehuset af skræk for at skabe røre før et foranstående valg, hvor han håber at kunne blive minister.
Lars Løkke tog en stor chance, da han i nytårstalen annoncerede en reduktion af afterlønnen, og overraskende nok er han indtil videre ikke blevet straffet. Lad så være, at han et langt stykke hen ad vejen var presset til det dristige skridt af de politiske realiteter - skidtet blev taget. Den hidtidige reaktion antyder, at mine forventninger måske er for pessimistiske, og at vi alligevel ikke er nået til det punkt, hvor udviklingen ikke kan vendes.
Det afgørende er imidlertid hvad der sker i den kommende tid og hvad udfaldet af det kommende valg bliver, for et efterlønsindgreb er et nødvendigt første skridt, men det kan langt fra stå alene. Der er fortsat behov for at finde besparelser på de offentlige budgetter, og der skal prioriteres langt hårdere end vi tidligere har set. Den offentlige sektor skal effektiviseres, og formentlig også reduceres om end i relativt beskedent omfang. Der skal investeres i både uddannelse og forskning - og i et bedre erhvervsklima. Skatterne skal reduceres for at mindske trykket på nettoyderne - og nogle af nettonyderne må give køb på velerhvervede rettigheder.
Lad os håbe, at der hos politikerne findes mod til at tage de næste nødvendige skridt og at den politiske opportunisme trænges i baggrunden - og lad os håbe at de næste skridt modtages med samme realisme som efterlønsudspillet, således at vælgerne giver en borgerlig/libertal regering mandat til at trække landet op af dyndet. Kun derved kan vi få stabiliseret vores samfundsmodel og få skabt sikkerhed for, at vi fremover har råd til at tage hånd om dem der har relle behov.
Et er sikkert, en regering bestående af S-SF vil være en katastrofe i den aktuelle situation; statsminister Helle Thorning, udenrigsminister Villy Søvndal, økonominister Henrik Sass og erhvervsminister Ole Sohn - nej vel ?!
