Dyre radikale ministerposter

LEDER: "Efterhånden bliver det mere og mere svært at se, hvor de Radikale er enige med resten af oppositionen

Ole Birk Olesen,

23/02/2011

LEDER:

"Efterhånden bliver det mere og mere svært at se, hvor de Radikale er enige med resten af oppositionen."

Sådan siger Astrid Krag, næstformand i SF's folketingsgruppe. Hidtil har det kun været fra borgerlig hold, at man har undret sig over de Radikales insisteren på at ville have en rød regering, som de sjældnere er enige med, end de er med de borgerlige - men nu kan de altså også se det indenfor rød blok. Hvad er det egentlig, de Radikale vil hos os? spørger Astrid Krag nærmest.

I tidens store politiske debat, der handler om fremtidens økonomi, vil de Radikale afskaffe efterlønnen, som V, K og LA. De vil sænke skatten på arbejde som K og LA. De vil dæmpe det offentlige forbrug som V, K, O og LA. De vil i det hele taget lytte til økonomerne, lyder et slogan fra partiet! Samarbejdspartnerne i S, SF og Enh.l. vil på disse afgørende punkter ingen af delene.

Nu vil de Radikale så - når det handler om et andet emne, der fylder betragteligt mindre i den offentlige debat - heller ikke som resten af de røde. Med Manu Sareens afløsning af Lone Dybkjær som partiets ligestillingsordfører vil de alligevel ikke forbyde købesex. Det er formentlig netop fordi, emnet er forholdsvist perifert, at Astrid Krag overhovedet tør bruge det som anledning til at tale om uenigheden i oppositionen.

Det overlades til os andre at minde om, at de Radikale helt grundlæggende simpelthen ikke er i overensstemmelse med deres egne holdninger, når de forlanger Helle Thorning-Schmidt som statsminister og Villy Søvndal som vicestatsminister i en tid, hvor den økonomiske politik er så væsentlig, som den er nu.

Spørgsmålet til Margrethe Vestager må lyde: Kan ministerposter ikke købes for dyrt?

Kilde: