For en sjælden gangs skyld så jeg i går DR-TV midt i prime time. Man viste et naturprogram med nogle dykker-biologer der var nede og redde verden under vandet ud for Tasmaniens kyst.
Dykker-biologerne var nemlig meget kede af, at de tasmanske tangskove er forsvundet, og de havde derfor fanget nogle ordentlige krabater af en flok langustere, som de satte ud, for så kunne langusterne spise de onde søpindsvin, der var skyld i tangskovenes forsvinden.
Det er lidt komisk. Hvor ofte i verdens biologiske historie er det ikke sket, at en tangskov hist og en tangskov her er forsvundet? Og er der ikke altid vokset en ny frem et andet sted?
Man spekulerer over, hvad der får mennesker til at bruge år af deres liv på at forandre naturen, at ændre på biosfærens naturlige kredsløb og sammenhænge ved at omrokere på den.
Måske er biologerne en slags dykker-socialister, der ikke kan holde ud at se ustyrlige kræfter ødelægge det smukke og skønne i verden; som synes at de svage tangskove skal hjælpes og støttes mod grådige kapitalistiske søpindsvin.
Det kan også være, at dykkerne er præget af arven fra den græsk-jødisk-kristen-muslimske tradition: Noget med at forandre, gribe ind, revolutionere, manipulere og konstruere, i modsætning til en mere vegetativ og accepterende østlig tradition som den kommer til udtryk i f.eks. taoisme og buddhisme.
Og endelig kan dykker-biologernes brændende interesse for et stykke halvtrist, tasmansk kyststrækning også blot ses som et udslag af menneskets maniske, myreflittige virkelyst og ustoppelige nysgerrighed. Men komisk er det i hvert fald.
Dykker-biologerne var nemlig meget kede af, at de tasmanske tangskove er forsvundet, og de havde derfor fanget nogle ordentlige krabater af en flok langustere, som de satte ud, for så kunne langusterne spise de onde søpindsvin, der var skyld i tangskovenes forsvinden.
Det er lidt komisk. Hvor ofte i verdens biologiske historie er det ikke sket, at en tangskov hist og en tangskov her er forsvundet? Og er der ikke altid vokset en ny frem et andet sted?
Man spekulerer over, hvad der får mennesker til at bruge år af deres liv på at forandre naturen, at ændre på biosfærens naturlige kredsløb og sammenhænge ved at omrokere på den.
Måske er biologerne en slags dykker-socialister, der ikke kan holde ud at se ustyrlige kræfter ødelægge det smukke og skønne i verden; som synes at de svage tangskove skal hjælpes og støttes mod grådige kapitalistiske søpindsvin.
Det kan også være, at dykkerne er præget af arven fra den græsk-jødisk-kristen-muslimske tradition: Noget med at forandre, gribe ind, revolutionere, manipulere og konstruere, i modsætning til en mere vegetativ og accepterende østlig tradition som den kommer til udtryk i f.eks. taoisme og buddhisme.
Og endelig kan dykker-biologernes brændende interesse for et stykke halvtrist, tasmansk kyststrækning også blot ses som et udslag af menneskets maniske, myreflittige virkelyst og ustoppelige nysgerrighed. Men komisk er det i hvert fald.
