Den anden dag læste jeg i Berlingske en artikel med overskriften "Offentlige chefers lønseddel halter efter kollegernes i udlandet".
"Hvad rager det mig?", tænkte jeg. Vi danske skatteydere betaler de offentlige chefers løn. Det er os, de skal stå til ansvar over for og servicere. Ikke deres udenlandske kolleger.
Men overskriften afslørede jo klart nok den herremandsmentalitet, der slører dømmekraften i den etablerede klasse. Evig og altid sammenligner eliten i Danmark sig med deres kolleger i udlandet. Det er også i dem, de spejler sig, og med dem de nyder dyre middage på studieture rund omkring i verden.
Det nye aristokrati er urbant, internationalt og kosmopolitisk. Toppolitikere, chefer og embedsmænd i det offentlige føler øjensynligt et større slægtskab med deres kolleger i udlandet, end de føler sig forpligtede over for det samfund, der har givet dem en platform af magt og en god hyre.
Men det er ikke kun der, vi får smidt sammenligninger med udlandet i hovedet, som om de udgjorde en form for rationelt argument. Når jeg for eksempel bringer Danmarks helt urimeligt høje skatte- og afgiftstryk på banen, bliver det ikke så sjældent affejet med, at "skatten da er næsten lige så høj i andre europæiske lande!".
Sammenligninger af den slags er ikke et hak bedre end det lille barn, der efter en unode siger, "jamen, Peter smadrede også en rude."
Også feministerne ynder at sammenligne med udlandet. Særligt Sverige. Vi sakker bagud på ligestillingen, klynker bistandsklienterne i KVINFO med jævne mellemrum. Der må gøres noget, det er pinligt, at Danmark ikke retter ind og bliver lige så mainstreamet, som de øvrige lande, mener feministerne. I virkligheden finder de det nok mest pinligt, når de skal redegøre overfor feminister i andre lande om tingenes tilstand tilbage i Danmark. Den egentlige tilstand i Danmark bekymrer dem øjensynligt meget lidt.
Det samme med ulandshjælp og flygtningekvoter. Igen og igen fortæller vores herremænd os, at vi skal give så og så mange penge, fordi det gør de andre lande. Eller vi skal tage imod så og så mange indvandrere og flygtninge, fordi det gør de andre lande. Hvad med at sprøge, om det er godt for Danmark? Hvad med at høre det danske folk?
Bare udtrykket "lande vi normalt sammenligner os med" siger alt. Nemlig at beslutningstagere og medietoppen i Danmark ikke giver en skid for det danske folk og manden på jorden. Magtarrogancen er komplet. Ikke så sært at politikere helt ind i Liberal Alliance elsker EU. Så kan de rigtigt mødes på de bonede gulve - de høje ligemænd og ligekvinder, der lige engang er noget så meget mere lige end os andre. Vi betaler bare regningen.
Kære elite, vil I ikke nok snart indse, at I er ansatte til at tjene det danske folk - ikke til at imponere kolleger på den internationale scene og sammenligne lønninger og ministerbiler. Drop venligst jeres evige sammenligninger med udlandet. Danmark er ikke Sverige, og Danmark er ikke Tyskland. Danmark er Danmark!
Kære politikere, det virker som om, jeres anseelse - i jeres udenlandske kollegers øjne - ligger jer betydeligt mere på sinde end Danmarks forfatning. Med pressens hjælp kan I måske narre det danske folk en stund endnu, men sandheden ulmer derude. Jeres handlinger og jeres ageren og jeres evindelige fedteri over for udlandet taler tydeligere end jeres tomme løfter til det danske folk.
Kære medier, vil I ikke nok prøve ikke bare blindt at gå magtens ærinde ved at lave overskrifter af den type, jeg nævnte i indledningen? Prøv dog at tage Danmark og folket seriøst. Ellers er vi færdige med at købe jeres aviser. Men ok, i bonger os jo alligvel gennem mediestøtten og anden bistandshjælp. Der er måske netop derfor I støtter magteliten. Man bider jo ikke den hånd, der fodrer en.
Kære alle magtfolk, det ville klæde jer for en periode at droppe sammenligninger med udlandet og tage Danmark seriøst for Danmarks egen skyld. I tjener os - folket! Ikke EU, ikke FN ikke jeres kolleger og peers rundt om i verden. Det er os, der betaler jeres løn og jeres studietuere og jeres middage i Bryssel. Husk det.
